Cykeltur til barndommens land

Vi cyklede en tur i det fine påskevejr i går, og det blev en tur tilbage til barndommen, til en bydel i Aalborg hvor meget er ændret.

Vi luftede de nye elcykler og kørte vestpå. Aalborgs havnefront er totalt forandret de senere år. Hvor der i min barndom var lager- og pakhuse, industri og kraftværk, er der nu Utzons hus, musikhus og boligblokke.

Musikkens hus

Musikkens hus. Smag og behag, men de har da brugt noget cement.

Kraftværket Nordkraft er blevet kulturhus, og det er længe siden, at spritfabrikken lavede akvavit. Havnen fungerer knap som havn mere, men der er da et par restaurationsskibe.

Det meste af min skoletid gik jeg i Ryesgade Skole, der for længst er nedlagt som skole. En overgang husede den musikkonservatoriet, nu er den vist lavet til ejerlejligheder.

Bortset fra nogle nyere, lave huse ligner lystbådehavnen sig selv. Mellem roklubben Ægir og jernbanebroen brugte jeg mange drengetimer med fiskestangen.

Det blev ikke til stort andet end ulke, ålekvabber (”kujere”) og en sjælden skrubber, men de nærede drømmen om laksefiskeri i midnatssolens land. Det ændrede sig, da jeg begyndte at spille skak, men jeg har ikke nænnet at skille mig af med fiskestangen.

Min engelsklærer havde en båd og en jolle i lystbådehavnen. Jeg fik lov at låne jollen og lærte at ro og styre et sejl. Det var eventyr på fjorden et par somre.

Cyklerne fortsatte ud forbi skudehavnen og de små værfter, som endnu har en niche. Videre ud ad Skydebanevej forbi Vesterkær Kirke og børnehaven, som passede på mig nogle år.

Fra børnehaven

Fra børnehaven. Jeg er nr. 3 fra venstre. Kirken var endnu ikke bygget.

Vesterkærets Skole ligger lige overfor. Her gik jeg fra 1. til 3. klasse. Da J.F. Kennedy blev skudt, blev der flaget på halv og beordret stilhed i skolegården. Det forstod vi ikke meget af.

Cyklerne passerede friluftsbadet. Hvor tilbragte vi mange timer der, og det var jo bare en smuttur! Der var skolesvømning i sommerferien, og her lærte jeg at svømme. Da jeg kunne holde mig flydende, skulkede jeg fra resten. Det var en kold sommer.

Den herlige skrammellegeplads er væk. Her var bl.a. en rigtig jetjager og et damplokomotiv til at kildre fantasien. Børnene har næppe samme fornøjelse af det forsvarsmuseum, man nu har indrettet i de militære forlægninger nær færgen til Egholm.

Turen tilbage gik ad Annebergvej, hvor der stadig er kolonihaver. Det var nu ikke her, vi drenge gik på mol – vi valgte haver tættere på. At gå på mol var den lokale betegnelse for at stjæle frugt i andres haver. Det står ikke i Retskrivningsordbogen, og jeg ved ikke, om vendingen bruges mere.

Cyklerne drejede ned ved Haraldslund, svømmehallen som nu er ”vand- og kulturhus”. Før de rev Harald Jensens (brændevinsbrænderen) store hus ned og byggede svømmehallen, var her en vild og stor ”park” af en have, hvor vi legede indianere.

Da hallen blev indviet, sad de sidste mohikanere højt oppe i et træ og så byens honoratiores mæske sig ved buffeten, på det der engang var stammens jagtmarker.

Der er næsten ingen af de små butikker tilbage på Kastetvej. Købmænd, bagere, mejerier, slagtere. Næsten alle er væk eller afløst af værtshuse, grillbarer, caféer og supermarkeder. Dog ikke grønthandleren, ”Thormann S Eftf.”

Grønthandler Thormanns søn og jeg var nære kammerater en del år. Jeg flyttede så fra vestbyen og startede på gymnasiet. Peter blev lidt for glad for at ryge det sjove, og vi gled fra hinanden. En dag trådte han ud foran en bil.

Ad Kastetvej forlod vi barndommens gader. Jeg burde bringe før- og efterbilleder, men så skulle jeg være stoppet op mange gange, og jeg kan heller ikke vise de billeder, som kun findes på erindringens nethinde.

Men det bliver næppe den sidste cykeltur. Elcyklen er så let at træde, at man nemt stamper minder frem.

/Eric

6 thoughts on “Cykeltur til barndommens land

  1. Jørgen

    Tak for turen gennem det nu fornadrede barndommens land. Egentlig er det vel meget godt at opleve det i en sådan sammenhng, idet man ser at forandring uafladeligt sker.

    Svar
  2. Ellen

    Er det ikke bare skønt med sådan en tur down Memory Lane? Ålborg siger naturligvis ikke mig en pind, men du levendegjorde turen så glimrende, at man slet ikke behøver at kende byen 🙂
    Vi havde også skolesvømning i Køge Bugt i sommerferien – i den koldeste sommer i mands minde, tror jeg, og jeg havde næsten otte km cykeltur hver vej. Jeg blev også kun ved, til jeg havde taget 400 m-mærket, så mente jeg nok at kunne klare mig …

    Svar
    1. Eric

      Jo, det er herligt. Vi kommer kun sjældent i kvarteret, og derfor springer ændringer anderledes i øjnene. Hvis man boede der og oplevede ændringerne gradvis, ville man knap lægge mærke til dem. Skolesvømning er en god ting, men min sommer var så kold, at jeg mente, det var nok, da jeg kunne klare nogle få meter – teknikken kunne vel forfines, når der blev varmere 😉

      Beklager, at din kommentar skulle godkendes, men der er lidt teknisk bøvl med serveren som beskrevet i næste indlæg.

      Svar
  3. Rasmine

    Det er lige foer, jeg aflyser min naesten planlagte tur til barndommens land. Selvfoelgelig har byen aendret sig, og det skal den ogsaa, men synet af det en overgang saa omtalte musikhus er noget af et chok, saa hvad kan de ikke have fundet paa at skaemme byen med andre steder.

    Men maaske var det en ide med en elcykel til laengere ture.

    Svar
    1. Eric

      Der er sket mange ændringer, og den mest iøjnefaldende er havnefronten i såvel Aalborg som Nørresundby. Det ser man nok tydeligst, hvis man spadserer ud på Limfjordsbroen. Om musikhuset er der delte meninger. Jeg synes ikke, at det pynter, men hvis det fungerer, er det vel en formildende omstændighed.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.