Jeg havde godt hørt om selfiestænger, men havde ligesom rystet det ud af bevidstheden som noget narreværk, indtil jeg så dem i brug på Leros.
Så længe billedkunsten har eksisteret, har kunstnere lavet selvportrætter; men der er sgu et stykke vej fra at male et selvportræt med sans for detaljen og så til at tapetsere internettet med fotos af sit åbne ansigt.
Hvad denne trang til repeterende selviscenesættelse bunder i, er der sikkert allerede skrevet afhandlinger om. Jeg forstår den rent abstrakt, men uden indlevelse.
Hvis det drejer sig om selviscenesættelse, er selfiestangen også en logisk forlængelse af de for korte arme, som ikke tillader, at noget af det UDEN for fjæset kommer med. Det er jo svært at iscenesætte noget uden scene.
De miljøer, jeg normalt færdes i, er nok for retro, for den første selfiestang, jeg så, var i hænderne på en fyr her på Leros. Den var sikkert ny, for han fumlede gevaldigt med at få smartfonen til at svæve nogenlunde vandret.
Den anden var i hænderne på en pige ved et bord med 5-6 andre piger. Der blev taget adskillige gruppe-selfies, og hver gang stangen blev løftet, fik de alle som én travlt med at stryge lokkerne på plads og skrue smilet på.
Nogle fortørnede vil sikkert indvende, at min aversion mod selfies i bund og grund er freudiansk og reelt bunder i, at jeg ikke er særlig fotogen.
Det vil jeg slet ikke afvise, men udadtil kan jeg vel stadig hævde, at jeg har en aversion mod gentagen, narcissistisk selvfokusering.
Man skal ikke afvise noget, bare fordi det er nyt, og herunder ser du et eksempel på en SELFEET. Fordelen ved selfeet er, at man kan iscenesætte sine fødder uden selfeetstang.
Her kan du fx se, at mine fødder er et sted med palmer, og havde jeg anstrengt mavemusklerne lidt, kunne fødderne have haft Leros’ johanitterborg i baggrunden.
Den halvdårlige eksponering er bevidst. Man skal respektere genrens krav, men jeg lover, at jeg kun bringer dette ene, selvom genren kræver, at jeg bringer en stribe med forskellige fodstillinger og pyntegenstande på tæerne.
/Eric
Relateret:
Tag til tennis i Australien, så skal du se selfiestænger… Uanset, om du kan lide det eller ej. Personligt hælder jeg til, at de er mildt irriterende.
Weird at tage til tennis for at tage selvportrætter!
Der gik nogen tid inden det gik op for mig, at der var opfundet noget så ligegyldigt som selfiestænger. Jeg tror det var i Prag de bemærkedes første gang. Mon det var 5 sådanne Helle Thorning-S. fik da hun gik af som statsminister.
Det er i hvert fald en teknologisk landvinding, jeg ikke kommer til at bruge 😉
Hehe. Jeg oplevede selfiestænger i stor stil på Island, da vi rendte ind i en større gruppe japanere ved vandfaldet Gulfoss. John og jeg var nu mest forundrede over, at de alle uden undtagelse syntes, at det i sig selv fuldstændig fantastiske vandfald var pænest med en eller helst flere japanere i forgrunden.
Den største fordel ved selfiestænger ser jeg i, at japanere nu ikke behøver at involvere andre i at få taget det obligatoriske gruppebillede foran ethvert tænkeligt fotoobjekt.
Har japanere ikke også korte arme? Men nu du siger det, er det rigtigt, at de altid skal posere og stå i vejen for det frie udsyn til seværdigheden.
Jeg er fuldstændig enig med dig – jeg er så lige så retro – jeg forstår slet ikke det der selfie-cirkus. Hvad skal det dog til for? Hvorfor vil man udstille sig selv så meget, at man ligefrem køber en eller anden stang for at få det til at lykkes?
Så hellere et dårligt eksponeret billede af dine bare fødder!
Mine fødder er taknemmelige for din kommentar 😉