Som jeg behandler haven, forstår jeg godt, at den tager flugten ud på fortovet, og i dag har jeg beskåret mindst 30 meter langarmede buske.
Havens røgt og pleje er noget, jeg helst undgår, og jeg er ret opfindsom, når der skal findes uopsættelige gøremål, så havearbejdet må udskydes.
Men der kommer en dag, hvor det simpelthen er nødvendigt at gøre noget ved væksterne, og med det gode vejr var det i dag.
Langs det meste af havens periferi mod fortovet er der buske, og de var nu blevet så langarmede, at de generede den frie færdsel.
Nogle af buskene var der, da vi købte huset i 91, andre er kommet af sig selv, men fælles for dem er, at de skal studses med mellemrum, for fodgængere har et rimeligt krav om ikke at blive botanisk befamlet.
Katten gjorde mig selskab en tid, gik i vejen, rullede rundt på fortovet og var fjollet, men da jeg ikke ville lege, gik han igen. Han er ikke vores kat, men vi er hans mennesker.
Tre affaldsække med afklip blev det til. Højrehånden er øm efter den uvante brug af rosensaksen, og ryggen er øm af andre, uransalige grunde. Jeg har også slået græs og tænker nu, at det er på tide at ansætte en havemand.
For en gangs skyld var det dog okay at arbejde med væksterne og tænke på noget andet, for der er tristhed i huset. Helles storesøster døde i går, sov stille ind som man siger, og stemningen er derefter.
Som altid vækker døden et væld af følelser og tanker. Der er medfølelse, sorg og minder, men man ser også sit eget liv i et andet perspektiv, sådan udefra, fordi man brat rives ud af den daglige trummerum.
Jeg er taknemmelig for at have nået station 60, og at rejsen har været rimeligt komfortabel. Selskabet har været særdeles godt det meste af vejen, skønt for mange nåede deres endestation i utide.
Man skal nyde turen.
/Eric
Kondolerer.
Tak, Donald.
Døden er så naturlig som at trække vejret, men når den kommer, rammes man alligevel af sorg og savn. Selv har jeg det også fint med at blive ældre, og jeg har nok aldrig nydt livet, som jeg gør nu, bortset fra tiden med havearbejde 😉
Døden påvirker vel altid en, når det er i den nærmeste kreds. Døden er det eneste, vi med sikkerhed ved vil ske i dette liv. Jeg selv er ikke ked af at blive ældre og undre mig meget over, når jeg taler med andre i samme alders gruppe, eller ældre, som syntes det er SÅ frygteligt som vi bliver “gamle”
Det er nok tanken om at rejsen er til at se en ende på, sådan da, men man er dog blandt de heldige som er med på vognen endnu.
Det der med haven, det er nok enten eller, selv syntes jeg det er ren meditation at gå der ude, når ellers jeg lige gider det. Ellers lader jeg jo bare vær.
Herlig beskrivelse af havearbejde 🙂 I modsætning til dig ville jeg gerne have foldet mig ud i haven i går. Desværre var der andet der skulle klares først.
Dødsfald er noget trist noget, selvom det er uden dramatik og en del af livets gang. Vi selv skal til bisættelse om lidt, og selvom det som sådan ikke er sørgeligt, da det de sidste 4-5 år har været et ønske fra personen selv, så bliver man trist, når man står der.
Ja, selv når det i nogen grad er forventet, bliver man trist, og man kan også tænke, at det er for mange gange, man har stået der.
Jeg har altid ment: “Andres død sætter ens eget liv i relief” – det er barskt men sandt. Det er så svært, når nogen dør, der er så meget, der pludselig virker uinteressant sådan i den store sammenhæng. En sorg kan være svær at håndtere og udtrykke. Og så er det nok ikke så dumt at gå en tur med havesaksen og få ryddet ud i diverse vækster.
Det er rigtigt, Hanne.
Jeg tænker det er godt at gå og klippe lidt i buskene, når døden har været i nærheden . Sorgen over at Helles søster er død må tage den tid sorgen tager.
Faktisk er jeg godt tilfreds med at jeg snart er 73 og endnu ikke er plaget af helbredsproblemer, i alle tilfælde ingen jeg kender til. Så må livet tages herfra, men det varer jo ikke evigt.
Sorg er ligesom damp; noget fiser ud under tryk, noget kondenserer. Godt at dit helbred er okay, så du stadig kan nyde rejsen.
Tristheden er forståelig. Søsteren kan da vist heller ikke have været særlig gammel, og så sættes det yderligere i perspektiv. Man skal nyde turen, ja, men man kan jo ikke gå hver eneste dag og være livet dybt taknemmeligt, så det er på en måde fint at blive mindet om det indimellem, selv om årsagen til påmindelsen som regel ikke er særlig livsbekræftende, snarere tværtimod.
Gad vide, om du, som mig, fuldstændig uventet kommer til at holde af havearbejde, når du engang er jobstoppet?
Ganske enig i dine rejsebetragtninger, men en pludselig begejstring for havearbejde tror jeg aldrig indfinder sig – selv ikke hvis jeg køber en olivenlund eller vinmark sydpå 😉