Vi har nu været 3 dage i den syditalienske by Polignano a Mare og er faldet ind i ferierytmen. Her lidt om rejsen uden for mange detaljer.

Vi fløj fra Rom til Bari søndag. En høflig ung mand assisterede med automat-checkin, og da boardingpassene blev udskrevet, beklagede han, at vi ikke havde fået samme ”seat”.

Jeg svarede, at det var jeg faktisk lettet over, men han forstod vist ikke pointen.

Lejligheden i to plan i Via Roma er ganske nær den gamle by. En ung fyr ventede på os og præsenterede sig som Gabriele. Først da gik det op for mig, at Gabriele er en mand og ikke en kvinde.

Han snuppede Helles kuffert og benede som en gazelle op ad den stejle marmortrappe til lejlighedens nederste plan i første sals højde. For mig gik det knap så gazzel-let, men jeg havde jo foruden kufferten også 7-8 kg på ryggen og kunne være hans bedstefar.

Lejligheden er fin med soveværelse, badeværelse og stue i nederste plan, og køkken + halvt overdækket tagterrasse på øverste. Udstyret er bare i orden, og tagterrassen er super.

Den gamle by

Der er mange gamle byer som Polignano a Mare i Italien, men de fleste ligger inde i landet, motiveret af piraterne som i sin tid hærgede Middelhavets kyster.

Men Polignanos gamle by ligger +20 meter over havet og er svært tilgængelig herfra pga. de ugæstfri klippeskrænter.

Den gamle by er ikke stor, men de første gange man vover sig ind, kan man alligevel godt fare lidt vild, for gaderne er ikke just lige, og man mister nemt orienteringen.

Men der er denne særlige gammelby-atmosfære. Husene er bygget af kalkstensblokke, der er masser af trapper, krinklede kroge, porte og gennemgange, som frister en til at gå på opdagelse.

Der er flere udsigtspunkter ved havet, og der er piazzaer, hvor man kan slå sig ned på en café og betragte livet, som defilerer forbi.

Gaderne er brolagt med flade kalkstensfliser, som bliver meget glatte i regnvejr, og som kræver rutinerede stilethæle, hvis man bruger den slags.

At ”gå promenade” (fare la passagiata) er en særlig italiensk disciplin, vi før har oplevet, men aldrig med så mange mennesker som søndag aften. Tusinder af byens indbyggere gik promenade både i og uden for den gamle by, hvor nogle gader var afspærret for kørende trafik.

Så møder man bekendte, stopper op og får en passiar, mens ungerne taber tålmodigheden og spæner rundt som lopper. Man promenerer i roligt tempo, der indtages flere hektoliter is, og det summer med italienske gloser.

Der er kun få udenlandske turister, og vi har stor nytte af den smule italiensk, jeg kan, for det er ikke mange, der taler et bare rimeligt engelsk. Mange ting er meget nemmere, når man kan nogle brokker.

Vi har spist godt og fået fremragende, lokale vine til humane priser. Hernede sydpå er det en specialitet at lade druerne tørre, så sukkerkoncentrationen stiger, og man får høje alkoholprocenter.

Ikke kun med rødvin, men også hvid. I forgårs fik vi den bedste chardonnay, jeg nogensinde har smagt. Det er afgjort fiskeland, og fisken er frisk.

Slangen i paradis

Men intet paradis uden slange. Lige neden for vores lejlighed er de i gang med at kloakere, og det giver rent ud sagt en fandens larm af entreprenørmaskiner, hvor den værste er udhuggeren, som løsner laget af klippestykker, beton og grus, som derefter fjernes med rendegraver og dumpes på et billad af stål.

De starter kl. 7 om morgenen, holder frokost fra 13 til 14:30 og holder fri 16:30. Havde vi vidst det, havde vi valgt en anden lejlighed, for nydelsen ved at slappe af på tagterrassen er så som så, når de larmer, og vi orker ikke gå rundt i byen dagen lang.

Og når vejarbejdet ikke larmer, er det baren lige på den anden side af gaden, som næsten uden ophold spiller høj popmusik for åben dør. Suk!

Så vores følelser er blandede. Byen er hyggelig som forventet, folk er meget imødekommende, og det er spændende at se noget nyt; men vi savner freden i Siracusa på Sicilien.

/Eric