Midaldrende italienske kvinder

Man siger, at det italienske samfund er patriarkalsk, men et segment af de midaldrende, italienske kvinder gør virkeligheden mere facetteret.

Efter regnen

Efter regnen i Polignano a Mare

Et segment af de midaldrende, italienske kvinder kan være nådesløse restaurantgæster, som giver tjeneren detaljerede instruktioner om, hvordan kokken skal tilberede sine specialiteter, hvad han må putte i, og hvad han ikke må putte på.

Alligevel rakker de gerne ned på resultatet, og man må undre sig over, hvorfor de går på restaurant i stedet for at lave maden selv; men måske søger de tilfredsstillelsen i at få bekræftet, at kun de selv – og måske Mama – kan lave ordentlig mad.

Nu står jeg bag to italienske kvinder ved delikatessedisken i supermarkedet. Jeg skal bare have et brød, men det lader de sig ikke nøje med, og jeg må vente længe.

De skal have pålæg og oste og skal smage dit og smage dat, før de beslutter sig, og nej, ostekniven skal flyttes en millimeter til højre, og nej, den er for salt, og ja, som altid 200 gram skinke i tynde skiver, og er de små poser med legetøj til bambini gratis? Må jeg tage to?

Den mandlige ekspedient med pletfrit forklæde i italienske farver adlyder enhver ordre til punkt og prikke. Det går sikkert hurtigst og sælger mest.

Jeg smuttede ud lidt i 11, da der kom ophold i regnen, og med ventetiden vokser risikoen støt for, at det regner igen, når jeg kommer ud af supermarkedet. Meteorologerne har varslet torden og masser af regn i Polignano a Mare torsdag, og endnu har det ikke tordnet.

Endelig bliver kvinderne færdige, og jeg kan få mit brød: ”Un’ pane, si, a sinistra” siger jeg og peger på brødene til venstre. Det tager ca. 15 sekunder inklusive indpakning, men har brutto taget mindst 10 minutter.

Som ved et mirakel er der stadig tørvejr, da jeg kommer ud, men der er lummert, og de våde kalkstensfliser er glatte af regnen, så man skal gå forsigtigt.

Vi får frisk brød til frokosten, og stik mod vejrudsigten holder himlen tæt resten af dagen.

/Eric

10 thoughts on “Midaldrende italienske kvinder

  1. Pia

    Ferie eller ej, så er kø irriterende. I går stod jeg i kø i timevis (læs ca.10 min) for at få anvist et mødelokale, der var bestilt hjemmefra. Receptionisten havde en ‘vanskelig’ kunde i telefonen og foranmig stod en flok (15-20) svenske motorcyklister, der skulle tjekke ind med al deres oppakning. Endelig blev telefonsamtalen afsluttet, og jeg blev vinket frem i køen af den første motorcyklist 🙂 måske fordi jeg stod der med mine kontorting, eller fordi jeg er kvinde?
    Ærgerligt at I både skal leve med støj og regnvejr. Her er der ganske fredeligt, men der regner og er blevet ret så koldt.

    Svar
    1. Eric

      Det var da en venlig motorcyklist, ellers havde du måttet vente længe!
      Regnvejr må man tage, som det kommer, men støj stresser. Det kan kun blive bedre i Rom 🙂

      Svar
    1. Eric

      Ja, hjemme køber vi heldigvis ikke brød ved delikatessedisken 😉 Men historien er også en facet af det faktum, at italienerne går højt op i madens kvalitet, og det er sikkert derfor, tror jeg, at maden i denne by er fremragende, for her kommer flest italienske turister, og de har ingen nåde over for køkkenet, der springer over, hvor gærdet er lavest.

      Svar
  2. Jørgen

    Det er en god historie om kvinderne. I dag skete næsten det samme i et supermarked her, idet kassemanden var meget langsommelig. Foran stod en ældre kvinde med en vognfuld varer. Hun tilbød os at komme foran, idet hun havde god tid (skulle afhentes ½ time senere velsagtens af Flextrafik), men vi afslog det venlige tilbud. Hvorefter hun overlod pladsen foran sig til en ung mand med et par ting. Fint nok, idet tålmodigheden havde det fint.
    Der er meget at se og opleve når man får 10 minutter til det foræret i supermarkedet.
    God I har overdækning.

    Svar
    1. Eric

      Point taken 🙂 Uden ventetid var der ingen historie.
      Overdækningen er rigtig dejlig, for vi har ikke været heldige med vejret så vidt. Det var fremragende i går formiddags, men så regnede og tordnede det nonstop fra middag til ved 18-tiden. Det er meget omskifteligt.

      Svar
  3. Ellen

    Tænk, jeg synes godt, jeg kan genkende det kvindemønster 😉
    Meeen de er trods alt flere grader værre, de italienske mamaer … alt andet lige er det ret underholdende, og på en ferie har man heldigvis tid nok.

    Svar
  4. Stegemüller

    Herligt. Jeg kan lige forestille mig de midaldrende kvinder, der selv ved bedst.

    Forhåbentlig kan i sidde ude på terrassen i den støjfrie weekend. God weekend og god pinse.

    Svar
    1. Eric

      Ja, nogle af disse kvinder er i en klasse for sig 🙂

      Vi sidder i ly på tagterrassen i dette øjeblik. Det regner og tordner efter en formiddag med pragtfuldt vejr, men baren overfor holder siestalukket, og vejarbejderne har enten frokost eller vejrlig, så der er intet til at forstyrre regnens hyggelige trommen på halvtaget.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *