Det er sommer, og butleren har fri

Der er 29° her i skyggen, sommeren er over os. Den eneste aktivitet, som ikke er for varm, er at løfte glasset. Desværre har butleren fri.

Skadeunger

Det er for varmt at slå græs, at luge eller male vinduer. Jeg malede vinduer i sidste weekend, men de mangler en tur mere.

Skønt træet var grundet med et farveløst fluidum, som beskytter mod alt undtaget letsindig brug af stiger, var det umanerlig tørstigt. Noget så tørstigt har jeg ikke oplevet siden min tid som kamelpasser i Fremmedlegionen.

Jeg burde ganske givet være flittigere med penslen, men det bliver næppe i denne weekend. Sommeren skal nydes, inden den smutter sydpå.

En skadefamilie holder til i haven i år. Tidligere har der kun været fouragerende forældre, men i år er der også 3 unger.

De farer rundt og skræpper, det er en pokkers larm. De er sky og svære at komme på skudhold af, men hvis katten viser sig, får han så mange skældud, at han lusker væk, ynkeligt mjavende.

Så man behøver ikke kede sig her på terrassen. Desværre er glasset tomt, og butleren har fri, så jeg må selv hente. Og rolig nu: Det er bare vand.

/Eric

10 tanker om "Det er sommer, og butleren har fri"

  1. Inge

    Tjenestefolk er ikke hvad de var.. og det har de vist aldrig været. Tænk at holde fri når der er brug for dem, magen til slendrian skal man da lede længe efter.. 🙂

    Svar
  2. Jørgen

    De sidste dage ar det været for varmt til særlige aktiviteter, men i dag søndag har temperaturen været mere fremkommelig her – med lidt havearbejde tilfølge.
    Fin video med katten, der går nøjagtig som en løve, der ikke havde held til at nedlægge bytte. Men han burde nu udvise mere aggressivitet og få sat de skader på plads.

    Svar
  3. Eric

    Nej, det er ikke sådan med de overenskomster, men du har sikkert ret i, at øvelse kan gøre forskellen 😉

    Svar
  4. Ellen

    Det dur da heller ikke at give butleren fri, når du holder weekend og skal vartes op – du er alt for flink en arbejdsgiver!
    Nå, men prøv nu at nyde det, selv om du selv både skal fylde og løfte glasset. Jeg tror, at med lidt øvelse, så skal det nok gå 🙂

    Svar
  5. Eric

    Ja, det er for varmt til noget som helst.

    Tot er sin egen, men holder mest til os os, og haven er afgjort hans territorium. Hvem han ellers besøger, afhænger givetvis af, hvad de serverer 😉

    Svar
  6. Stegemüller

    Ja det er da alt for varmt at male vinduer.
    Er Tot efterhånden flyttet permanent ind hos jer og blevet JERES kat?

    PS: Vand er godt. Mit når dårligt at blive kold i køleskabet.

    Svar
  7. Henny Stewart

    Jeg ville ønske, de lokale skader havde tilsvarende held med at skræmme vores katte. Det er næsten dagligt, jeg skal skaffe mig af med døde fugleunger. Jeg bilder mig ind, at de luger ud i gen-pølen ved at være sådan nogle små mordere, men det kan man jo ikke være sikker på.

    Svar
    1. Eric

      Problemet med døde dyr har vi ikke – Tot æder dem med hud og hår, hvis han fanger dem. Det er deres natur og står ikke til at ændre.

      Svar

Skriv et svar til Jørgen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *