Om åndenød, galopperende hjerte og stødbehandling (DC-konvertering) på kardiologisk afdeling.
Jeg skrev i et tidligere indlæg om min hjertesygdom, at jeg ville spare jer for medicinske detaljer i den kommende tid, men jeg blev ligesom overhalet af udviklingen, og i nogle få (formentlig tre) indlæg vil jeg skrive om dagene på kardiologisk afdeling.
Måske kan det trøste andre og måske henlede opmærksomheden på den mulige sammenhæng mellem vand i kroppen og hjerteproblemer, som selv nogle praktiserende læger åbenbart overser (se P’s historie i et senere afsnit).
Lægen har skaffet en tid på kardiologisk ambulatorium tirsdag den 6. september.
Åndenøden og spaghettibenene skyldes ikke lungerne, men hjertet. Det drøner derudaf med 140 i minuttet uden at transportere ilt, som det skal. Hastværk er lastværk.
Det er værst om natten. Jeg kan ikke få luft, når jeg ligger ned, og når det står på nat efter nat, bliver man udmattet og dødsangst.
På ambulatoriet
På ambulatoriet er man hurtigt klar over, at den er helt gal. Problemet kan ikke løses medicinsk, og det vilde ridt slider mit hjerte i stykker.
De får fremtryllet en tid dagen efter, hvor jeg skal møde fastende og tørstende til forundersøgelse og evt. stødbehandling (DC-konvertering), som kan få rytmen på plads.
Forundersøgelse
Jeg har sovet max en time og er helt smadret, da vi stiller på hjertemedicinsk næste morgen for at få taget blodprøver. Jeg spørger, om jeg kan låne en seng og få ilt. Sygeplejersken ser kort på mig og handler omgående.
Det er fantastisk at kunne blunde lidt, indtil blodprøverne bliver taget. Helle våger, og jeg får lov at ligge, til de er klar til forundersøgelsen.
Atrieflagren kan betyde, at hjertet ikke tømmes helt, og hvis der er størknet blod i hjertet, kan de ikke give stød, da risikoen for blodpropper så er overhængende. I så fald skal vi vente minimum tre uger, til den blodfortyndende medicin har gjort sin virkning.
Jeg ligger på siden, mens lægen skanner mit bryst og spiller på tastaturet som en pianist. Så skal en slange føres ned gennem spiserøret, hvorfra der er en fin udsigt til hjertet.
Bedøvelsen af svælget smager modbydeligt, og det er angstfyldte øjeblikke, indtil spionen har fundet vej gennem bidemundstykket og ned i spiserøret. Jeg gentager selvhypnotiserende: “Du kan få luft gennem næsen, du kan få luft gennem næsen!”
Heldigvis er lægens konklusion klar: Der er intet størknet blod i hjertet, så jeg kan få stødbehandling.
Stødbehandling – DC-konvertering
Jeg kommer tilbage til sengen og ilten, indtil en portør kører mig på operationsstuen ved firetiden. Jeg svarer for 117. gang på, hvad jeg vejer, og hvor høj jeg er. Fører de ikke journal?
Jeg lægges kortvarigt i fuld narkose, mens jeg får stød, og vågner i operationsstuen. Jeg ligger på opvågningsstuen i mere end to timer, mens en sygeplejerske holder øje med blodtryk, puls m.v.
Pulsen er faldet til nogle og halvfems, og blodtrykket er også faldet. Jeg synes, at jeg har det meget bedre, men tilbage på kardiologisk vil lægerne beholde mig.
Jeg havde jo regnet med, at jeg kunne tage hjem, men selvom stødet har hjulpet, er lægerne ikke tilfredse: Hjertets pumpekraft er 15 % mod normalt 60 %.
Tilbage på stuen har en sygeplejerske varmet noget mad til mig – boller i karry med ris.
Bollerne er gode, og jeg skal høfligt undlade at anmelde ris og gurkemejesovs. Jeg har hverken fået vådt eller tørt i 25 timer og er glubende sulten.
Endnu en mareridtsnat
Helle tager afsked efter en lang dag. Hvor var det godt, at hun var med.
Jeg prøver sengen, men selvom jeg rejser den til næsten lodret og får ilt i næsen, kan jeg ikke sove. I samme øjeblik, jeg falder hen, slapper kroppen af, og så vågner jeg straks med panisk vejrtrækning. Non stop er jeg ved at drukne og må kæmpe mig op til overfladen.
Jeg tilbringer resten af natten i en stol som en siddende vattæppelarve. Søvnløs.
(Fortsættes)
/Eric
Som jeg engang sagde til min hjertelæge “I hjertelæger kan altså ikke regne med procenter – det betyder per hundrede!” Da jeg for flere år siden blev indlagt, fik jeg at vide, at min pumpefunktion var 40% – Så for søren, den er helt gal, der er langt op til hundrede, tænkte jeg! Hvorfor mon man ikke fortalte mig, at normalen er 60% – det ville jeg gerne have vidst. I dag kan jeg kun glæde mig over, at min er 70%.
Tak for beretningen – det var godt at det gik bedre og at du har fået skrevet #2.
Og snart kommer sidste og 3. indlæg 🙂
Det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse, drukning er noget af det værste jeg kan forestille mig. Hvor er det godt I ikke kom af sted på ferie.
God bedring Eric
Ja, men det gik heldigvis fra det værre til det bedre, og i det lys var det en god oplevelse 🙂 Og ja, det havde været hinsides al fornuft at rejse, som jeg havde det, og med det vejr, jeg kan nyde på terrassen lige nu, gør det ikke så meget, at ferien gik i vasken. Vi tager revanche en anden gang.
Tak for din beretning. Det må være meget angstprovokerende og forbundet med dødsangst. Det er godt, du er hjemme igen. Bliver du fulgt?
Tilstanden var angstprovokerende, ja. Der er ikke nogen, der følger mig, udover Helle, men som jeg kommer ind på senere, er der planlagt et forløb med ambulatoriet, som skal styrke hjertets pumpekraft.
Ja, alvoren tvivler man ikke på, når man læser dit indlæg. Det gør indtryk, godt I var 2 til at dele.
Jeg sender jer begge mine bedste ønsker, og ønsker dig rigtig god bedring og at det værste er overstået.
For os var alvoren meget reel, og den blev ikke mindre af, at min tilstand var forværret i højt tempo. Når man er svag og omtåget, er det guld værd at have en hjælper med. I dag kan jeg heldigvis sige, at det går meget, meget bedre 🙂
Ikke at kunne få luft har jeg altid anset for noget af det værste, der findes. Som ung nybagt sygeplejerske var jeg på en børneafdeling med børn med meget svær astma, det gjorde indtryk. Hvor er det godt at du kom ind, og jeg håber at de har fået styr på din hjerterytme og at du kan sove nu.
Den der med at spørge om det samme er du ikke den første, der siger. Jeg overvejer lige for tiden, hvad det er der gør, at vi spørger så tit om det samme. Jeg tror faktisk ikke altid det er, fordi vi ikke ved det. En måde at tjekke på, at du kan svare for dig? En dum måde at indlede en samtale på?
Jeg er glad for at du skriver om din indlæggelse, for sådan nogen som mig har dermed mulighed for at blive klogere, og nej jeg arbejder ikke på kardiologisk afdeling, men er på mange måder et sted, som kan sammenlignes dermed.
Det er modbydeligt ikke at kunne få luft og skrækkeligt udmattende, når det kræver at man er vågen og kan arbejde for det. Da jeg mødte på ambulatoriet tirsdag, havde jeg udfyldt en seddel med allehånde oplysninger og herunder højde og vægt, så jeg antog, at det var skrevet i min journal og undrede mig derfor over, at blive spurgt igen og igen. Ved samme lejlighed skulle jeg også gerne recitere mit personnummer, hvilket giver god mening i den forstand, at man sikrer sig, at det er den rette person.
Jeg føler med dig, Eric. Jeg er ikke læge og forstår ikke dit problem til fulle.
Jeg ønsker dig god bedring!
Tak Erling 🙂
Pyha, det var noget af en grim oplevelse du har været igennem. Godt I valgte at aflyse ferien, og du fik hjælp. Selvom ingen ønsker at være syg, så er det nu alligevel bedst at være i hjemlandet, når ulykkerne rammer.
Jeg har aldrig smagt hospitalsmad, men tror også det vil være lidt tamt for mig, der godt kan lide krydret og stærk mad.
Ja, der er ingen tvivl om, at det var rigtigt at blive hjemme. Kosten var fint afbalanceret til forskellige smagsløg – det var fornemt, synes jeg.
Pyha Eric – en rigtig grum oplevelse. Det er noget af en omgang, du har været igennem (og Helle med, for det er ikke rart at sidde på sidelinien uden at kunne gøre noget). Godt du og Helle ikke var kommet på ferie – og alting skete der. Jeg ønsker dig en fortsat rigtig god bedring.
Tak Helle. Det var i sandhed godt, at vi droppede ferien, for det gik fra better to worse. Den tilstand, jeg var i mandag, havde vi sket ikke kunnet håndtere på Leros.
Det er en voldsom omgang, du har været ude for. Jeg tænkte nok, at du ikke var sådan en, der gik til lægen med en smule pjatværk, men at du faktisk havde brug for behandling sådan rimelig med det vuns.
Med hospitalsmad kan sulten ganske rigtigt være et godt krydderi. Men apropos krydderier, så putter de efter min mening alt for meget af den slags i maden på Sygehus Syd. Eller hvad de kalder det nu om dage.
Nu eskalerede behovet hurtigere, end jeg havde fantasi til, men ellers har du ret. Krydderier er en smagsdiskussion. Jeg mener fx, at karry skal smage af mere end gul farve, men sådan er der så meget 🙂