Tag-arkiv: Kardiologisk

Kættersk sundhed

Jeg fornemmer en vis vantro, når alle sundhedsindikatorer er gode, på trods af at man ryger, drikker mere end anbefalet og ikke dyrker motion.

Grønt lys I dag var jeg til det første møde af flere på Kardiologisk Ambulatorium. Sygeplejersken informerede sagligt og var god til at lytte, og hun sagde det, hun selvfølgelig skal sige om rygning, alkohol og motion.

Men hvis ikke det lige var fordi, jeg for nylig havde problemer med pumpeværket, og det nu er lidt træt efter strabadserne, er jeg nærmest irriterende sund set i lyset af min kætterske livsførelse.

Alle de ting, de har analyseret blodprøverne for, lyser grønt. Jeg husker ikke dem alle, men det er infektionstal, stofskifte, nyrehalløj, kolesterol (3,8) og sikkert en del mere. Blodtryk, hjerterytme, puls m.v. er også okay, og der er ikke antydning af åreforkalkning.

Der burde være mindst én indikator, der lyste pædagogisk rødt, så jeg kunne føle mig syndig og angre, men det er der ikke. Det undskylder jeg gerne, men det er jo ikke med vilje; sådan er det bare, og det kan jeg i al diskretion da kun være glad for.

Som det er, fristes man jo nærmest til at øge indtaget af tobak, æg og tandsmør. Det er heller ikke nødvendigvis sådan, at jeg ikke efterlever Sundhedsstyrelsens anbefaling om max antal genstande.

Det er blot ikke en af de nyeste anbefalinger – der er sikkert en af de gamle, der passer bedre. Nye anbefalinger må være for nye modeller.

Men spøg til side: Det er formidabelt, at der følges op, når man har været i hospitalsbehandling. Det er ikke bare på værksted og så hjem igen, når pumpen er smurt op og kører. Nej, de følger udviklingen, justerer evt. på medicinen osv.

Om en måned er der møde igen, og de vil også skanne hjertet.

Man læser og hører så meget negativt om sundhedsvæsenet, om overbelægning, ventetider, travlhed, stress osv. Det hverken kan eller vil jeg kloge mig på.

Jeg kan bare sige, at det lillebitte hjørne, jeg har mødt, har fyldt mig med beundring og taknemmelighed. Her har de styr på tingene, og jeg føler mig i trygge hænder.

Det sidste er ikke værst.

/Eric

Nogle dage på kardiologisk #2

15 svar

Den videre behandling og dagligdagen på kardiologisk afdeling, hvor man kompetent og af et godt hjerte hjælper dårlige hjerter.

Hjerte Patienter på kardiologisk (hjerteafdelingen) har en femarmet blæksprutte på brystet. Armene samles i en aflang, firkantet krop, som trådløst sender data til overvågningscenteret.

Ved sekstiden om morgenen kommer en sygeplejerske rundt og måler blodtryk. Vi får et termometer, så vi selv kan tage temperaturen.

Nogle dage måles der blodtryk 2-3 gange mere. Blodprøver tages der også mange af. Daglige vejninger bruges til at vurdere effekten af den vanddrivende medicin, som næsten alle hjertepatienter får.

Kl. 07:50 er der morgenmadsbuffet på gangen, og de patienter, der er for svage, får bragt. Ved 9:30-tiden starter stuegangen.

Lægen forklarer mig, at mit hjertes pumpekraft er for lav, og at det i første omgang skal styrkes med medicin. Jeg er omtåget af søvnmangel og synes irrationelt, at jeg har det meget bedre. Jeg vil gerne hjem.

Lægen lytter tålmodig til mit ævl, og siger så, at de ikke vil slippe mig, før jeg kan sove liggende. Mine ankler og fødder er opsvulmede, og hun ordinerer noget vanddrivende oveni det hjertestyrkende.

Efter stuegangen kommer sygeplejersken med lidt sødt og lidt frugt. Det gør hun nogle gange om dagen – små, styrkende mellemmåltider. Lidt i 11 får jeg at vide, at jeg skal ned til røntgen.

Læs resten →

Nogle dage på kardiologisk #1

19 svar

Om åndenød, galopperende hjerte og stødbehandling (DC-konvertering) på kardiologisk afdeling.

Jeg skrev i et tidligere indlæg om min hjertesygdom, at jeg ville spare jer for medicinske detaljer i den kommende tid, men jeg blev ligesom overhalet af udviklingen, og i nogle få (formentlig tre) indlæg vil jeg skrive om dagene på kardiologisk afdeling.

Måske kan det trøste andre og måske henlede opmærksomheden på den mulige sammenhæng mellem vand i kroppen og hjerteproblemer, som selv nogle praktiserende læger åbenbart overser (se P’s historie i et senere afsnit).

Hjerte Lægen har skaffet en tid på kardiologisk ambulatorium tirsdag den 6. september.

Åndenøden og spaghettibenene skyldes ikke lungerne, men hjertet. Det drøner derudaf med 140 i minuttet uden at transportere ilt, som det skal. Hastværk er lastværk.

Det er værst om natten. Jeg kan ikke få luft, når jeg ligger ned, og når det står på nat efter nat, bliver man udmattet og dødsangst.

På ambulatoriet

På ambulatoriet er man hurtigt klar over, at den er helt gal. Problemet kan ikke løses medicinsk, og det vilde ridt slider mit hjerte i stykker.

De får fremtryllet en tid dagen efter, hvor jeg skal møde fastende og tørstende til forundersøgelse og evt. stødbehandling (DC-konvertering), som kan få rytmen på plads.

Forundersøgelse

Jeg har sovet max en time og er helt smadret, da vi stiller på hjertemedicinsk næste morgen for at få taget blodprøver. Jeg spørger, om jeg kan låne en seng og få ilt. Sygeplejersken ser kort på mig og handler omgående.

Det er fantastisk at kunne blunde lidt, indtil blodprøverne bliver taget. Helle våger, og jeg får lov at ligge, til de er klar til forundersøgelsen.

Atrieflagren kan betyde, at hjertet ikke tømmes helt, og hvis der er størknet blod i hjertet, kan de ikke give stød, da risikoen for blodpropper så er overhængende. I så fald skal vi vente minimum tre uger, til den blodfortyndende medicin har gjort sin virkning.

Jeg ligger på siden, mens lægen skanner mit bryst og spiller på tastaturet som en pianist. Så skal en slange føres ned gennem spiserøret, hvorfra der er en fin udsigt til hjertet.

Bedøvelsen af svælget smager modbydeligt, og det er angstfyldte øjeblikke, indtil spionen har fundet vej gennem bidemundstykket og ned i spiserøret. Jeg gentager selvhypnotiserende: “Du kan få luft gennem næsen, du kan få luft gennem næsen!”

Heldigvis er lægens konklusion klar: Der er intet størknet blod i hjertet, så jeg kan få stødbehandling.

Stødbehandling – DC-konvertering

Jeg kommer tilbage til sengen og ilten, indtil en portør kører mig på operationsstuen ved firetiden. Jeg svarer for 117. gang på, hvad jeg vejer, og hvor høj jeg er. Fører de ikke journal?

Jeg lægges kortvarigt i fuld narkose, mens jeg får stød, og vågner i operationsstuen. Jeg ligger på opvågningsstuen i mere end to timer, mens en sygeplejerske holder øje med blodtryk, puls m.v.

Pulsen er faldet til nogle og halvfems, og blodtrykket er også faldet. Jeg synes, at jeg har det meget bedre, men tilbage på kardiologisk vil lægerne beholde mig.

Jeg havde jo regnet med, at jeg kunne tage hjem, men selvom stødet har hjulpet, er lægerne ikke tilfredse: Hjertets pumpekraft er 15 % mod normalt 60 %.

Tilbage på stuen har en sygeplejerske varmet noget mad til mig – boller i karry med ris.

Bollerne er gode, og jeg skal høfligt undlade at anmelde ris og gurkemejesovs. Jeg har hverken fået vådt eller tørt i 25 timer og er glubende sulten.

Endnu en mareridtsnat

Helle tager afsked efter en lang dag. Hvor var det godt, at hun var med.

Jeg prøver sengen, men selvom jeg rejser den til næsten lodret og får ilt i næsen, kan jeg ikke sove. I samme øjeblik, jeg falder hen, slapper kroppen af, og så vågner jeg straks med panisk vejrtrækning. Non stop er jeg ved at drukne og må kæmpe mig op til overfladen.

Jeg tilbringer resten af natten i en stol som en siddende vattæppelarve. Søvnløs.

(Fortsættes)