Vi sidder i flyveren fra København til Aalborg. Der er varmt i kabinen, og jeg lukker øjnene og døser. Så hører jeg Jørgens stemme.
Jørgen er en kollega. Jørgen er ikke hans rigtige navn; jeg vil ikke bringe ham i forlegenhed.
Da han siger noget igen, kan jeg retningsbestemme lyden. Han sidder på rækken foran, ved vinduet i den anden side. Stubbene på hans barberede isse er synlige over stoleryggen.
Jørgen rejser af og til i embeds medfør, og pigen ved hans side er måske en fra afdelingen. Jeg kender hende ikke, men hun er nydelig: halvlangt, lyst hår, fine træk og hvid skjortebluse.
Sig mig, sidder de ikke og fletter fingre? Jo, det gør de sgu! Det er ikke til at tage fejl af hendes spinkle, hvide hånd og hans mørkere pølsefingre.
Nå, så Jørgen har noget kørende! Det kommer bag på mig, men det er ikke første gang. Der kan sladres i måneder, før jeg tilfældigvis hører om det, alle andre ved.
Hvad Jørgen laver udenoms kommer ikke mig ved, men jeg bliver alligevel lidt forarget. Hans kone er jo svulmende gravid, og det tilfører en ekstra dimension til bedraget.
Og de holder ikke i hånd som bror og søster, nej, pigen lader som om, hun vil kigge ud af vinduet, og smyger sig som en pytonslange ind over Jørgen. Hun kunne have velcro på brystet.
Nå, det rager ikke mig. Der kommer ingen fjer ud af min mund, som kan blive til fem høns. Hvad Jørgen roder sig ind i, må han selv rode sig ud af. Privatlivets fred og alt det der.
Jeg sukker alligevel lydløst, forestiller mig den utrøstelige hustru og de grædende børn og trækker så de mentale skodder ned.
Da vi skal gå fra borde, bliver Jørgen og pigen siddende. Idet jeg passerer, vender jeg mig om for at hilse og lade som ingen ting.
Men jeg får lukket munden i tide, for det er slet ikke Jørgen. Bortset fra den barberede isse ligner fyren ham slet ikke, og så stort et fuldskæg får man ikke på under en uge.
Men stemmen! Det var altså fuldstændig som at høre Jørgen.
På en måde er jeg lidt lettet.
/Eric
Jeg har søgt efter bjergene mellem Aalborg og København på alverdens kort, men kan ikke finde dem. Sikken en smuk flyvetur (og sikken et smukt billede enten det nu er Alperne eller Balkan 🙂 )
Du har ret, det er Alperne. De er lidt flottere end Mols Bjerge, som man i øvrigt ikke flyver over på turen fra København til Aalborg 🙂
Det er en fin illustration af hvordan vi udfylder huller i historier selv, og her var det nogle ret store huller, der blev fyldt med luftig substans. Det er jo ret interessant at læse dette gode eksempel herpå.
For en gangs skyld er jeg ikke enig med dig. Der var ingen huller, som blev fyldt med luftig substans. Det var konkret, observérbar adfærd, hvor tolkningen blot hvilede på en forkert præmis, nemlig at stemmen tilhørte “Jørgen”.
Jeg tror egentlig jeg brugte vendingen luftig substans for den indre dialog, som du giver eksempler på, men det er ikke er særlig godt udtryk. Jeg regnede med at jeg skrev en smart psykologisk analyse, men det var jo ikke tilfældet.
Du har fuldstændig ret i, at vi ofte selv udfylder “huller”. Evnen hertil samt mønstergenkendelse er vel nogle af de væsentligste årsager til menneskets succes (eller hvad man nu skal kalde det!).
Det er urimeligt, når andres rævekager giver anledning til loyalitetskonflikter. Folk må selv stå til ansvar, for det de gør, og ikke fedte noget af på sagesløse. Men det gjorde din kollegas mand så også efter et par dage.
Jeg har engang i teatret før forestillingens start hilst på en kollegas mand….bare sådan lige vinket i forbifarten på flere meters afstand.
I pausen prikker min sidemand på min skulder og siger, at der er en ude i midtergangen der vil tale med mig. Jeg kigger derhen og ser min kollegas mand stå der og diskret vinke mig ud til sig. Jeg rejser mig og går ud til ham, hvorefter han lægger armen om min skulder og stille og roligt “fører” mig ned af trappen ud i vestibulen, mens han stille snakker…….han er der IKKE med sin kone/min kollega, men med en ung dame….fra hans arbejde….og det er ikke heldigt det her, at jeg har set ham her…..om jeg kan holde kæft med det, for han vil selv fortælle konen/min kollega om det o.s.v.
Hold da op – jeg havde ikke set, at han ikke var i følgeskab med sin kone/min kollega (havde jo bare antaget at han var det) og ikke tænkt nærmere over det. Selvfølgelig var han bange for, at jeg næste dag på arbejdet ville spørge min kollega om hvad hun havde syntes om forestillingen…..suk.
2 dage efter kom kollegaen på arbejde med røde øjne. Af en anden kollega fik jeg at vide, at hun havde fået at vide af hendes mand, at han havde været hende utro (han havde ikke nævnt mig som vidne) i noget tid og at han ville skilles.
Det var noget værre noget. Jeg kan huske at jeg gik og tænkte den aften og dagen efter om jeg skulle sige det; der var jo 2 børn hvoraf det ene kun var et halvt år gammel. Det var en lortesituation at blive sat i. Men heldigvis – sådan da – slap jeg for at tage stilling.
Tjoh… Det er vel det, man kan kalde, at en fjer bliver til fem høns?
Nu er din historie (gudskelov) falsk, men tænk hvis den var sand? Så havde du jo de rette parametre: “utrøstelig hustru og grædende børn”. Den slags sker jo, og det er grufuldt hver gang.
Jeg er nu glad for at læse, at det bare var stemmen, der koblede manden til “Jørgen”.
God weekend.
Nu er det en historie og ikke en politirapport, men den er skam sand fra A til Z. Lettelsen var også reel.
Hahaha – jeg undrede mig godt nok lidt over, at du ville offentliggøre utroskaben, selv om du slørede navnet, men det hele foregik heldigvis inde i dit eget hoved 🙂
Fortalte du Jørgen historien, da det gik op for dig, at det ikke var Jørgen? Han ville sikkert også more sig.
Nej, jeg har ikke set “Jørgen”, siden jeg mødte på arbejde i går (vi rejste hjem onsdag). Jeg tror heller ikke, han vil bryde sig om mine digteriske friheder – han har ikke pølsefingre, og issen er knap så stubbarberet som i historien.