Sikken et vejr vi har haft – forrygende! Det er bare synd, at temperaturen i næste uge falder til 10-15° og så med regn.
Men skidt, vejret er godt på Sicilien, Limoncelloland. Først i Siracusa i sydøst, siden i Giardini Naxos – er jeg sikker på. Kufferten er pakket, vi er klar.
Vi flyver Aalborg – Amsterdam – Catania. Ingen svinkeærinder via Rom eller Milano denne gang. Den nye, direkte rute er hurtigere og tilmed billigere.
Vi skal fortabe os i Siracusas gamle bylabyrint, som grækere grundlagde i 734 f.Kr., og hvor Arkimedes tænkte geniale tanker, indtil han blev myrdet af romerske soldater, der indtog byen i 212 f.Kr.
Vi skal handle på det fantastiske marked, nyde aperitivoer på promenaden med havudsigt og spise sicilianske lækkerier på da Mariano i gyden rundt om hjørnet.
Der er et museum eller to, vi vil besøge, men derudover er der ingen specifikke planer. Måske besøger vi Noto, en by, der efter et af de store jordskælv blev genopbygget som en barokperle. Vi får se.
I Giardini Naxos skal vi spadsere langs havet til molen, hvorfra man kan beundre Etnas profil. Til formiddagsritualet hører en udendørs cappuccino på Ristorante Angelina.
Vi skal nyde lejlighedens havudsigt, og vi skal lade os omfavne af Angelos gæstfrihed på Taverna Naxos, hvor vi har spist mange gange siden 2006.
Måske snupper vi en bus til Taormina og genser det gamle, græske teater som ligger så smukt med en fantastisk udsigt til Etna og havet.
Igen: Der er ingen specifikke planer udover at nyde livet på den smukke ø. Vi har været der flere gange og kan improvisere.
Måske bliver der endda tid til et blogindlæg.
Ciao!
/Eric
Rigtig god tur. Jeg ser som vanligt frem til at læse beretningen om turen.
Det er dejligt at glæde sig over at man først kan gå den ene vej langs havet og så den anden. Eller modsat.
Tak Jørgen. Vi foretrækker feriedestinationer ved havet. Hav og havudsigt har en forunderlig og positiv effekt på vores sindstilstand. Sådan er det bare.
I må have en rigtig god tur! Planerne nyder lige helt rigtige – måske især det med formiddagscappuccinoerne og Etnas profil.
Jeg glæder mig til billeder taget med det nye fornemme kamera.
Tak Hanne. Jeg forventer nu, at en del billeder vil være kiksere, indtil jeg bliver dus med kameraet, men fotograferes det skal der, og så må jeg sortere.
Jep. Man lærer kun ved at øve, øve og øve og sortere, sortere, sortere
Det lyder skønt og rigtig god tur til jer. Vi håber på gode beretninger med billeder 🙂
Tak Lene, vi glæder os usigeligt, og beretninger skal der nok komme.
Rigtig god tur til jer – der kommer vel nogle billeder derfra?
Jeg har været rigtig glad for at være jobstoppet, så jeg har kunnet nyde de seneste tre dage i fulde drag.
Tak, og ja: Jeg er svært bevæbnet med kameraer. Der er mange fordele ved jobstop 🙂