1. april 2019

Det er en rigtig dårlig dag at blogge, for uanset hvad man skriver, tror folk, at det er en aprilsnar.

Selv hvis man bedyrer, at det er den skinbarlige sandhed, gnaver tvivlen som en pæleorm.

Hvem vil fx tro på, at jeg i dag har beskåret buske og planter og fyldt tre affaldssække og en container med haveaffald?

Så medmindre man vil bekræfte folks fordomme (så tror de på alt), er det ikke dagen at bringe falske nyheder.

Og det er egentlig sjovt, at på dagen, hvor falske nyheder er acceptable, vil kun få tro dem, mens mange på andre dage sluger den slags råt uden at bide i sandhedsværdien.

Det kræver selvfølgelig, at folk kender kalenderen. Fx tror Trump, at det er 1. april hver dag.

Nå, jeg må ud at løbe en tur.

/Eric

12 thoughts on “1. april 2019

  1. Henny Stewart

    Det er jo nærmest plat umuligt at finde på en ordentlig aprilsnar i en tid, hvor der blandt de faktiske nyheder er så mange ting, der burde være løgn.

    Jeg kender dig jo ikke IRL, men fra det jeg har læst, vil jeg tro, at det er nærmest utænkeligt, at du overhovedet har et løbegear, så jeg regner med, at det var dit bud på en aprilsnar.

    Svar
    1. Eric

      Ikke dårligt regnet.
      Løbegearet har jeg skam, men det bruges normalt kun, hvis jeg er ved at komme for sent til bussen eller sådan noget. Derfor sørger jeg normalt også for at være i god tid.

      Svar
  2. Donald

    Håhå! Løbe? hmmm … Hvad skal man tro? 😀
    Jeg tænkte at DSB strejken måske var en 1.april-ting, men de advarede faktisk før midnat i går. Jeg undrer mig over at den ene part i en aftale midt i en periode kan ændre antallet af tillidsrepræsentanter uden at blive slæbt for arbejdsretten.

    Svar
    1. Eric

      Ja, hvad skal man tro?
      Som jeg har forstået det, blev aftalen opsagt af DSB’s ledelse, da de meldte sig ind i DI, og den udløb så 1. april, før der var indgået en ny. Jeg mener også, at DSB har rettens/arbejdsrettens ord for, at det var formelt i orden at opsige aftalen.
      Om formelt i orden så også er i orden, er en anden sag. Forhandlingsklimaet lyder til at være bundfrosset og upåvirket af den globale opvarmning.

      Svar
  3. Stegemüller

    Jeg ventede også forgæves på Hvidovre Station. Trods min surhed forstår jeg dog godt, at medarbejderne gerne vil have deres tillidsrepræsentanter.

    Svar
    1. Eric

      Me too – og en fornuftig vagtplan man kender, så man kan planlægge sit privatliv. Der er vist mere end én knast, efter DSB meldte sig ind i Dansk Industri og tror, at sådan er kapitalismen. Det er sørgeligt.

      Svar
    1. Eric

      Og jeg tror skam på, at du tror på alt. Det med havearbejdet er i øvrigt den skinbarlige sandhed; buske og slyngplanter (a la arkitektens trøst) havde erobret et brohoved på fortovet – hvem der havde en tryllestav. Løbeturen løb ud i et eller andet, men jeg får vel chancen, når jeg skal nå bussen næste gang 😉

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    God refleksion 😉 – Og i samme tråd havde tusinde af togpassagerer denne 1. aprils-morgen gerne troet (trods understregning i varslingen af det modsatte), at der var tale om en aprilsnar for de ventende øst for Odense Banegårds Center.

    Svar
    1. Eric

      Ja, en forbandet situation for rigtig mange mennesker. Man kan så fundere over, om det er klogt af DSB’s ledelse at spille de hårde drenge. De har jo ikke som KL over for folkeskolelærerne den lovgivende magt til at gennemtvinge en aftale på deres betingelser, og det står jo ikke skrevet, at personalet finder sig i alt – det så vi bl.a. i morges. Ingen virksomhed kan være tjent med utilfredse medarbejdere, det er gift.

      Svar

Skriv et svar til Donald Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.