Borgbjerg ligger som et stykke vild natur på Vejgårds top, og herfra, 55 m over havet, er der en flot udsigt over byen.

Til de ikke stedkendte skylder jeg at sige, at Vejgård er en af Aalborgs østlige bydele. Her har vi boet samme sted i 28 år.

Gennem årene er jeg kørt forbi Borgbjerg af og til og har flygtigt tænkt, hvad der mon gemte sig inde bag træerne. Ja, altså på toppen af Øster Sundby Vej hvor denne drejer og møder Øster Uttrup Vej.

Det gør den 1350 meter fra sin begyndelse ved Østre Allé og efter en stigning på 38 meter fra kote 7 til kote 45. Borgbjergs top er altså 10 meter højere end vejen og 3 meter højere end Signalbakkens.

Et gode ved at være arbejdsfri er, at jeg nu har både tid og energi til at gøre ting, jeg tidligere kun tænkte på som mulige.

Jeg er også begyndt at spadsere en daglig tur. Ellers får jeg rørt mig for lidt – at drøne rundt i cyberspace tæller ikke, og hvis elcyklen skal give andet end komfortabel transport, skal jeg slå motoren fra, og det gør jeg kun ned ad bakke.

På spadsereturen i går kom jeg tilfældigvis til Borgbjerg og fandt en sti, som førte ind på området. Der er mange selvsåede træer af forskellig slags, nælder og krat – det er et uplejet, grønt åndehul.

De mange vækster tager det frie udsyn til højen, men den er der. Stien førte opad, og jeg så højen, som jeg var ret sikker på måtte være en gravhøj.

Alternativt kunne den være en tildækket befæstning fra krigens tid. Tyskerne efterlod jo en del monumenter, som man opgav at sprænge efter krigen.

Udsigten fra højens top er ikke ringe, om end den generes lidt af træerne. Den grå himmel generede kun kameraet. Der står en bænk, kommunen kan være betænksom. Det efterladte affald var mindre betænksomt.

Mæt af udsigt gik jeg forsigtigt ned igen. Det er stejlt, som man kan ane på billedet herunder, så man skal ikke træde forkert, og risikoen for at glide i en dræbersnegl skal ikke undervurderes.

Jeg spadserede rundt på stierne nedenfor højen. Der er en del træer og vækster, jeg ikke kender navnene på, botanik er ikke min force. Et vildtvoksende æbletræ kunne jeg dog identificere samt hindbærbuske, forskellige slags fyr, hasselnød, rønnebær, kæruld, tidsler m.fl.

Hjemmearbejdet

Da jeg kom hjem, spurgte jeg Google, om det var en gravhøj, men fandt intet som kunne underbygge min teori. Jeg fandt heller intet om befæstninger fra krigens tid. Jeg fandt dog ud af, at højen hedder Borgbjerg.

I en historisk publikation fandt jeg et billede fra ca. 1930, hvor der kun var græs og gumlende køer. Af lokalplaner og kommunale dokumenter fremgår, at det i dag er rekreativt område med ”vild natur”.

På kulturarv.dk kan man se, hvor der er fortidsminder, men der er ikke registreret nogen på Borgbjerg og heller ikke i min baghave for den sags skyld, selvom jeg ofte sidder på terrassen.

Navnet ”Borgbjerg” er ikke af nyere dato, og selvom højen lå langt ude på landet, da den fik navnet, antyder det, at højen engang har været befæstet. Jeg har dog heller ikke fundet noget, som kan bekræfte denne betydning, så fantasien har frit spil.

Beplantningen har naturen nok selv sørget for, men selve højen er så stejl, at den for mig ser menneskeskabt ud. Det finder jeg måske ud af en dag.

Vi har som sagt boet her i 28 år, og først nu udforsker jeg denne grønne oase, som ligger ca. 600 m fra min hoveddør. Forklaringen er vel, at jeg plejer at cykle med et mål og kun sjældent er kommet den vej forbi.

Men nu ved jeg, at den er der, og jeg vender helt sikkert tilbage. Hasselnødderne må vel også modne på et tidspunkt.

/Eric