Søndagstur til Signalbakken

En spadseretur førte mig op på Signalbakken, hvorfra der er en fin udsigt over Aalborg. Signalbakken har sin egen historie.

Udsigt Signalbakken

Udsigt fra Signalbakken – beklager billedkvaliteten.

Der er gået for meget lænestol i den på det sidste. Regn eller latente trusler om regn har effektivt lagt en dæmper på cyklens sommerkådhed, og jeg har simpelthen rørt mig for lidt.

”Det skal der gøres noget ved,” tænkte jeg energisk forleden dag. Efter knap 100 meters spadseretur, blev jeg overfaldet af en byge, som tvang mig til hastig retræte. Jeg var strygetør, da jeg kom hjem.

I formiddags gjorde jeg så et nyt forsøg, og klog af skade puttede jeg en lille paraply i skuldertasken. Det er en slags magi: Når man tager paraply med, holder det tørt. Det er samme slags magi, som får taxien til at komme straks, hvis man tænder en smøg.

Signalbakken

Signalbakken var mit første mål. Den ligger ca. 1 km fra vores hoveddør. Jeg er kørt forbi utallige gange på vej til/fra arbejde, men det er mere end 30 år siden, jeg sidst besteg den.

Fra toppen er der en fin udsigt over byen, om end der i dag var noget gråt og diset. Jeg havde ikke kamera med, men telefonen tog en slags billede (øverst i dette indlæg), hvor man lidt under horisonten og ude til højre kan ane Limfjordsbroen.

Der boede mennesker her i yngre stenalder, ved man fra udgravninger. Der er også to gravhøje, Hvilehøj og Signalhøj, hvor Signalhøj er den højeste med 52 m.

Der må være pænt mange, der finder vej til toppen, for stien er så fasttrampet, at det frodige græs ved siden af ikke har en chance for at generobre det tabte. Signalbakken blev fredet i 1969 både som gravhøj, bavnehøj og rekreativt område. Der var da også fredeligt i dag.

Navnet fra dampskibenes tid

Højen fik navnet ”Signalbakken”, fordi der i midten af 1800-tallet var opstillet en signalmast (optisk telegraf), som signalerede til Aalborg, når københavnerbåden nærmede sig fra øst.

Før dampskibsselskabet lejede højen for en periode af 50 år, blev den kaldt for ”Jyngberg”. Rutefarten mellem Aalborg og København blev etableret i 1842 med hjuldamperen Iris.

Den nemmeste adgang til Signalbakken er fra Carl Blochs Vej. Carl Bloch var en af guldaldermalerne, og jeg har tidligere bragt en beskåret udgave af hans billede fra et romersk osteria.

Hjemturen

Jeg gik en omvej hjem og noterede mig, at der ligger flere og flere lugefri skærver i villavejenes forhaver, og at der er god gang i gør det selv-aktiviteterne. Tænk, engang var søndag hviledag!

Jeg så også to motionsløbere, der begge var på randen af kollaps. Heldigvis holdt de sig på benene, og jeg slap for at yde førstehjælp. Jeg kommer afgjort ikke til at løbe, medmindre det er for at nå bussen.

Knap havde min gode samvittighed sat sig i lænestolen, før det begyndte at regne, så tricket med paraplyen virker, det er ganske vist.

/Eric

6 thoughts on “Søndagstur til Signalbakken

  1. Lene

    Se det var et nyt sted i aalborg, jeg ikke kendte. Og lugefri skærver skal også luges. Græs kommer op over alt 🙂 så mon ikke de sprøjter alt det de kan, og garanteret ikke i det rette blandingsforhold

    Svar
    1. Eric

      Udover en god udsigt har Signalbakken også sin historie, og det kan jeg godt lide.
      Selvfølgelig kommer der med tiden gevækster i skærverne. Der er sikkert dem, der sprøjter, men det er vel lige så nemt at brænde.

      Svar
  2. Ellen

    Jeg bliver altså nødt til at lufte min mening om de “lugefri skærver”: Hvis ikke man har lyst til at have en have, hvorfor så købe et hus med en have? Det er SÅ grimt med alle de grå og kedelige sten alle vegne – der skal være grønt i en have, skal der! Det skal ikke være en stenørken.
    Synes jeg. Sorry.
    Den med paraplyen (eller regntøjet) virker næsten altid. Det virkede også for os i dag: Det regnede på vej til fugleparken, og det regnede på vej hjem, men det holdt tørt mens vi var der, for vi havde taget regnjakkerne med 🙂

    Svar
    1. Eric

      Der er ikke så mange huse helt uden have på markedet, men du har ret: De små stenørkener er ikke kønne. Desværre er der ingen hverdagsmagi, der kan holde ukrudt væk 😉

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    Mange gode små observationer undervejs til læseren. Når jeg næste gang gæster Limfjordsbyen, må Signalbakken være et kalenderkryds værdigt, eftersom jeg elsker “overblik”.

    Svar
    1. Eric

      Aalborgs bakkelandskab giver flere gode udsigtspunkter. Lindholm Høje er et andet. Udsigten fra Aalborgtårnet er i særklasse, men er næsten for meget af det gode, hvis man lider af svimmelhed eller højdeskræk 😉
      Men med Signalbakken lige om hjørnet fra min bopæl bliver det sikkert til flere visitter fra min side, og jeg bør tage et kamera med, som kan levere lidt dybdeskarphed.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.