Da Stille blev hellig

To stamgæster mødes på bodegaen og snakker om Stille-Søren, der ikke har vist sig et stykke tid.

Bibel

Lisbeth, en fra kassen og en til Polle hvis han har fortjent det. – Nå, hvad så Polle?

Ja, hvad så.

Har du set noget til Stille på det sidste? Jeg synes, det er længe siden.

Stille er blevet hellig.

Det er løgn!

Nej, gu er det ej. Han har fået dame på og er blevet frelst. Jeg rendte ind i dem i supermarkedet, og så spurgte jeg ham, hvordan det gik – long time no see osv. Stille stod bare der og grinede fjoget, og så sagde pigebarnet: ”Søren har fundet Jesus.”

”Fundet Jesus” – Sagde hun det?

Ja, som var det en tegnebog. Og så sagde hun: ”Søren har angret sine synder”. Hun ser ellers godt ud; der er et eller andet intenst ved hende, jeg ikke kan sætte fingeren på. Jeg tror i øvrigt, at det er en af de der amerikanske sekter.

Ja så kan man frygte det værste! Nogen af dem er bindegale. Jeg så engang en udsendelse, hvor de legede med klapperslanger, og hvis de blev bidt og kreperede, var det fordi de var for svage i troen eller noget i den retning.

Jeg blev også helt befippet og kom til at sige tillykke med Jesus. Så sagde hun tak, og at jeg da også var velkommen i menigheden, og at det aldrig er for sent at angre sine synder.

Hehe, så sagde du vel, at du ingen sønner har?

Det er sgu først bagefter, at man finder ud af, hvad man skulle have sagt. Jeg sagde noget med, at det ville jeg da tænke over, og så skyndte jeg mig videre. Jeg var så rystet, at jeg glemte at købe smøger ved kassen.

Så har det været slemt. Men hvis Stille sådan er gået i kloster, ser vi ham nok ikke foreløbig.

Nej, det gør vi nok ikke. Nå, jeg skal altså ud og slå en streg.

Ja, hvad der kommer ind skal også ud.

Tre uger senere

Lisbeth, en fra kassen og en til Polle hvis han har fortjent det. – Nå, hvad så Polle?

Ja, hvad så. Stille er tilbage.

Er han?

Han dukkede op i går.

Jeg havde kortklubben på besøg – hørte du, hvad der er sket?

Ja, det gjorde jeg faktisk, men jeg måtte drikke ham på pelsen først. Du ved, hvordan han er.

Ja: Stille skal tages med tang eller brændevin.

Netop. Det var selvfølgelig pigebarnet, han var brændt varm på, og så gik der ingen skår af ham for at bekende et par synder, hvis det kunne bane vejen til det allerhelligste.

Hehe!

Han var nu ikke særlig optimistisk netop pga. alt det med Jesus og synd, men det viste sig, at hun var særdeles syndsparat: Hun kunne ikke få ham i kanen hurtigt nok.

Det var som …

Stille kaldte hende nymfoman, og han bruger sjældent store ord.

Det sidste var ugens underdrivelse!

Hun kunne ikke få nok, så er det sagt. I starten passede det Stille fint, han havde fastet længe, men det gik ham noget på, at hun bad om syndsforladelse, højlydt og non stop. Det var som at have Jesus ved ringside, sagde han.

Mens de gjorde det?

Ja, men Stille er jo Stille og lod som ingenting, og det var heller ikke det, der fik det til at slutte.

Hvad var det så?

En dag kunne Stille ikke rejse standeren i forlystelsesparken.

Ak ja, alt skal nydes med måde.

Nemlig. Han gik til lægen. Lægen sagde, at det var overanstrengelse, og ordinerede en måneds afholdenhed og rekreation. Da pigebarnet hørte det, slog hun op på stedet.

Sikke da en troløs strigle! Så det er derfor, han er tilbage. Det er sikkert også det bedste for ham – man skal værne om sit helbred.

Jeg ved nu ikke, om man kan kalde den hellige frøken for troløs, men Stille er tilbage, og han hører jo ligesom til inventaret.

Ja, man ser først møblerne, når de er væk. Sikken historie.

Det må du nok sige.

Hvad var det, du sagde, at kirken hed?

Det sagde jeg ikke noget om, men det er vist noget med ”apostle” eller ”disciple”. Hvorfor det?

Jo, jeg tænker på, om ikke jeg skulle aflægge besøg og bekende et par synder.

Relateret Bodegakgak:

/Eric

8 thoughts on “Da Stille blev hellig

  1. Donald

    Sikken en historie. Det den fortæller mig er flere ting, udover det herlige ved at søge syndernes forladelse for at komme til det helligste, – den fortæller også at de mange variationer af kvindelig seksualitet trænger til at blive ramt af flere anekdoter.

    Svar
  2. Ellen

    Haha, ja, hvad gør I mænd dog ikke for at få fat i en kvinde 😀
    Og mere haha til Hennys bemærkning – den skal jeg huske!

    Svar
  3. Henny Stewart

    Ja, sådan kan det gå med de organiseret hellige … Når nogen påstår, at de har fundet Jesus, plejer jeg at sige, at jeg ikke var klar over, at han var blevet væk.

    Svar
  4. Erik Hulegaard

    Illustrationen er smuk i sin indbinding og samtidig velvalgt. Det samme er mange af sætningerne. “Kødets lyst” versus religion er ikke nogen Stille sag, når man(d) passerer det (forbløffende ofte) tynde fortæppe af det ædle varemærke “moral”.

    Og in addition er der nok mangen en bokser (vælg selv vægtklasse, kampplads og land), der har ønsket sig Jesus ved ringside.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *