Eller den ældre Verners lidelser. Verner møder en ung mand på bodegaen og snakker om poesi, tiden med Sofie og om at miste hende.
Godaften Lisbeth, det sædvanlige og så en genstand til den unge mand, hvad han end måtte ønske sig. – Ja, undskyld jeg siger ”unge mand”, men det er objektivt korrekt, og jeg ved ikke, hvad du hedder. Selv hedder jeg Verner.
Tak for skænken, jeg hedder Robert.
Et fornuftigt navn som også kan bruges i udlandet. Og hvordan er et ungt menneske som dig så havnet i Mosehullet? Jeg troede, at ungdommen i dag gik på café og drak cappuccino med økologisk rørsukker.
Jeg er lige flyttet ind henne i nr. 2, og så syntes jeg, at jeg ville tjekke stedet ud.
Ja jeg tjekker ind. Hver dag. Tilflytter?
Ja, fra Herning. Jeg er begyndt på uni og har været heldig at få et værelse.
Og således blev antallet af intellektuelle i Mosehullet minsandten fordoblet!
Røde: Verner, hvem er der ud over studenten?
Verner: Røde, for nu at bruge et sprog du forstår: Knyt sylten! Jeg læste teologi i tre semestre, til jeg mødte sådan en som dig og mistede troen på Gud og menneskehedens fremtid.
Røde: Det beviser bare, at du er en kvartstudert røver. Der er sgu ikke mere intellektuel i dig, end der er honning i en frø!
Verner: I stedet for at blande dig i Roberts og min samtale kunne du med fordel tygge på din egen bid af baren og overveje, hvordan du minimerer din pilsners CO2-udslip.
Røde: Kvartstudert røver, ha!
Verner: Lisbeth, stik lige Røde en hold kæft-bajer, og Robert: Skål og velkommen i Mosehullet.
Skål, og tak. Det er vist mest stamgæster, der kommer her?
Ja. De fleste bor i kvarteret, og hullet indfanger kun få strøgkunder. Tag nu Røde, han samlede bodegastøv her i flere år, før jeg kom, og sig ikke noget om overenskomster til ham, for så får du et livslangt foredrag om den gule fare.
Den gule fare?
Gule fagforeninger.
Nå, okay. Hvor længe er du selv kommet her?
Fire år. Siden Sofie døde. Der gik et stykke tid, så kunne jeg ikke bære ensomheden mere og søgte herind til de andre mosefund. Det skammer jeg mig ikke over at sige.
Hvorfor skulle du også det?
Fordi det er tabu for mange at tale om dybe følelser. Jeg savner hende så usigeligt – ach, my bonnie lassie! Kender du monstro din skotske navnebror, digteren Robert Burns?
Kun af navn må jeg indrømme.
En brist i din opdragelse. Tænk sig at hedde Robert og så ikke kende Burns. ”En stjerne af største størrelse” sagde Aakjær om ham, og Jeppe selv var ikke nogen ueffen digter. Selv et af de digte, som ikke fortjener rosende omtale, plagieres konstant af popsangere.
Og det er?
”Ole sad på en knold og sang”, 2. vers i hver strofe.
Jeg er helt lost …
”la-la-la-la-la-la-la-la-la-la!”
Hehe! Det kunne være, at jeg skulle læse noget af Burns og Aakjær som afveksling fra lærebøgerne; men du var ved at fortælle om Sofie.
Jeg vil ikke formørke dit første indtryk af Mosehullet med mine triste minder, så for at gøre det kort var vi soulmates og uadskillelige. Bare ved at se på mig vidste hun, hvordan jeg havde det. Hun var mit livs lys.
Det må have været dejligt. Sådan en har jeg ikke fundet endnu. Hjælper det ikke bare lidt, altså sådan med tiden?
Sorgen forsvinder aldrig Robert, men jo: Smerten er knap så skarp. Nu er der ikke kun sugende tomhed; jeg er blevet bedre til også at huske og glæde mig over alle de gode stunder, vi havde sammen.
Det er godt at høre. Ellers var det næsten for trist.
Du er et fintfølende ungt menneske; men hun nåede jo også en alder, hvor det måtte forventes at ske.
Så må hun da have været noget ældre end dig …
På en måde. Hun blev 15.
15??
Ja, det er skam en høj alder for en labrador.
Relateret Bogegakgak:
- Bodegakgak
- Mådehold
- Da Stille blev hellig
- Børges bodegamuskel
- Kødløse dage
- Et spørgsmål om tro
- Klimatosser
- Lottogevinsten og det søde liv
/Eric
Vi kommer sandelig vidt omkring i denne version af bodega-novellesamlingen. Robert Burns og nutidens klima-(tosse-)vinkler a la “din pilsners CO2-udslip” giver et foruroligende stort tidsspænd. Og naturligvis huskes “menneskets bedste ven” også. – Mine smilehuller blev motioneret som f.eks. i skønheden i den enkelte konstatering: “(…) antallet af intellektuelle i Mosehullet minsandten fordoblet.” 😉
Måske den hidtil bedste i samlingen…
Såvel i virkelighedens bodegaer som i Verners mosehul er der mange “typer” blandt gæsterne. Verner er inspireret af en virkelig og forlængst død person. Aldeles fortegnet naturligvis, men han kunne faktisk finde på at sige: “vi intellektuelle”.
Han var gift, havde ikke hund og læste ikke poesi 😉
Tak for en dejlig historie. Og for ejere af kæledyr kan det være en lige så stor sorg at miste.
Vi har nok et mere nøgtern syn på vores hunde. De skal have det godt, vi nyder deres tilstedevær, men en af er det over, og så føles der tomt. Men for mange, især enlige, bliver hunden/katten den man kan knytte sig til og som altid er der.
Nej, Verners historie er ej blot til lyst, selvom lystighed selvfølgelig er hovedsigtet med mine bodegakgak-historier.
Haha – al den medfølelse og dyb empati fra Roberts side, og så var det bare en hund 😀
Såmænd, men sig ikke sådan (“bare”) til en hundeejer, medmindre du har det sorte bælte 🙂
Dine “Bodegakgak” har i al sandfærdighed været med til at holde mig oppe. Dagens afsnit er så skønt og rørerende med så mange skønne ting at genkende. Tak.
Jeg vil også have en labrador, når jeg nu ikke kunne få en lille kat…
Vi har aldrig haft hund, men jeg har da forstået så meget, at de forskellige racers fortrin og mangler virkelig engagerer entusiasterne 😉
Det sagt, er der ingen tvivl om, at et kæledyr kan være godt mod ensomhed. Jeg synes jo, at Verner skulle få sig en hvalp, men der er jo dem, der siger: “Aldrig mere!” – Det sagde vi fx, da vores forrige kat døde.