Klimatosser

To stamgæster på bodegaen snakker om global opvarmning, og hvordan det kan blive koldere, når det bliver varmere.

Mammut

Det er noget værre noget med den der globale opvarmning. Nu har de fundet en mammut mere i Sibirien.

Sådan en dybfrossen fortidsfant?

Ja og nej – de fandt den, fordi jorden tøede op, og når det bliver så varmt, at permafrosten ikke længere er perma, er det noget skidt, siger de.

Hvorfor det?

Fordi der så slipper en masse metan ud i atmosfæren. Sådan en optøet gigantprut, og metan er meget værre end CO2.

Så indfører regeringen nok prutafgift og prutpolitipatruljer. Det bliver dyrt for Kosan-Kurt – jeg holder mig altid på mindst to meters afstand.

Ja, han burde bære en rød vest, der advarer mod brug af åben ild.

Nå, visse ting er umulige at kontrollere i praksis, men hvis du spørger mig, så går det klimahysteri over gevind. Det var sgu da værre, hvis vi var på vej mod en ny istid.

Det er pest eller kolera. Nu bliver det varmere, og så er der en masse fra de varme lande, som vil ind i varmen hos os. Hvis vi fik en ny istid, var det omvendt; så var det os, der måtte tage sydpå og banke på med hatten i hånden.

Det er lige det, jeg mener – tænk at skulle bo i Sahara eller sådan et sted, og hvem vil købe kolonihaven?

Det er indviklet. Verner sagde forleden, at hvis havet oppe nordpå bliver varmere og mindre salt, fordi isen smelter, risikerer vi, at Golfstrømmen stopper, og så får vi for alvor brug for de lange underhylere.

Siger du, at det bliver koldere, hvis det bliver varmere?

Ja måske. I hvert fald for os, altså hvis der slukkes for Golfstrømmen. Og havene stiger, så vi sikkert skal til at sejle eller skøjte til bodegaen.

Det er da værre, når man skal skøjte hjem med sidevind! Det er ikke til at blive klog på, hvad man skal tro. Det er fint nok med vindmøller, elbiler og den slags, men nu siger de også, at vi skal spise meget mindre kød. Så kommer vi da for alvor til at lukke metan ud.

Ikke så meget som en ko. Køer er de rene biogasanlæg.

Jeg kommer sgu til at savne en bøf, hvis det kommer så vidt.

Det bliver ikke sjovt, men de kloge hoveder siger jo, at det går galt, hvis man ikke gør en hel masse. Bortset fra ham Trump selvfølgelig, men han er jo heller ikke rigtig klog.

Han er tosset. Det er fint nok, hvis politikerne herhjemme for en gangs skyld kan blive enige om noget, men hvad med resten af verden? Hvis ikke de kommer op i gear, hjælper det ikke en døjt.

Det er jo det. Hvis de ikke gør noget, er de tossede. Så er det dem, der er klimatosser.

Ja. Den der med Golfstrømmen huer mig sgu ikke. Bare regeringen ikke går i panik og lægger CO2-afgift på øl.

Det var da en uhyggelig tanke, men man ved aldrig, hvad de kan finde på. Lisbeth!

Relateret Bogegakgak:

/Eric

4 thoughts on “Klimatosser

  1. Ellen

    En ellers upolitisk blog bliver politisk via novelleskrivning og tredjepersoner – det er helt fint. Du kan roligt blive ved med at skrive noveller 😉

    Svar
    1. Eric

      Ja, nu har jeg så skrevet den sidste (i hvert fald indtil videre) novelle, men brugen af fiktion og tredjepersoner giver faktisk muligheden for nogle andre muligheder – og måske mere skarptskårne – for at komme ind på politiske emner.
      Jeg har ikke noget imod, at folk bliver politiske i deres skriverier, bare de argumenterer ordentligt og afstår fra at bruge fake news og er kritiske over for deres kilder. Det sidste er så svært, når det er fiktion 😀

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    De “rigtige svar” blæser i vinden, som nu i dagens bodega-historie, dog med en præcis pointe (gentaget til slut).

    Selv har jeg tænkt, at hvad hjælper det at dressere køerne til kun at prutte på ulige datoer, “men hvad med resten af verden? Hvis ikke de kommer op i gear, hjælper det ikke en døjt.”

    Svar
    1. Eric

      Det sikre er selvfølgelig at gøre noget, og det seneste folketingsvalg viste med stor tydelighed, at problematikken har fået godt tag i befolkningen, og det afspejler sig i den politik, regeringen og dens parlamentariske grundlag har stillet i udsigt.
      Hvordan og hvorledes med det store udland er en anden historie, som bliver spændende at følge. Det afgørende bliver nok, om den folkelige opinion bliver stærk nok, og i den forbindelse synes det at være ungdommen, der går i front internationalt.
      Det er en tung “maskine” at få i gang, men hvis det sker, vil den have tilsvarende momentum – dog næppe med CO2-afgift på øl 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *