Forleden tørrede jeg støv af guitaren og fandt børnesangbogen, ”De små synger”.
I mine yngre dage var jeg hårdhudet. På venstre hånds fingerspidser altså – jeg spillede nemlig guitar hver dag.
Klassisk og nogenlunde habilt, men så heller ikke bedre og kun i drømmene så godt som fx John Williams:
(14. februar 2023: Beklager, videoen er ikke længere tilgængelig på YouTube)
På cementfabrikken var det imidlertid svært at holde højre hånds negle intakte, og så kom der også en computer med i kampen om min fritid.
Det korte af det lange er, at guitaren har henstået i en krog i 15-20 år, og fingerspidserne er blevet babybløde.
Forleden fandt jeg så guitaren frem igen. Fingrene er blevet stive, men det er kun et spørgsmål om øvelse. Jeg sporede hurtigt fremgang, men uden hård hud kan man ikke spille ret længe, før det gør ondt.
Jeg måtte lade guitaren stå nogle dage. Jeg må gå langsommere frem; fingerspidserne skal hærdes langsomt her i starten.
Børnesangbogen
Jeg holder meget af nogle af de danske børnesange, og her tænker jeg mest på melodierne.
Eksempler er ”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød mor” med ord af Harald Bergstedt og musik af Carl Nielsen – ja, dén Carl.
Fingrene huskede mine egne arrangementer uden større besvær, men jeg kunne ikke huske teksterne i deres helhed og fandt derfor sangbogen, ”De små synger”. Så kunne jeg brumme, mens guitaren spillede for.
Jeg skylder at sige, at jeg var alene hjemme med katten. Han sov uanfægtet videre, så det var ikke så slemt som støvsugeren og plæneklipperen, der begge driver ham på flugt.
”De små synger” udkom første gang i 1948, og vores udgave kan være fra Helles barndom. Det er 17. oplag, men hverken udgave eller udgivelsesår er oplyst.
Der er heller intet ISBN-nummer, men den er afgjort fra gamle dage, hvor børn kunne skråle af fuld hals uden at krænke nogen.
Senere blev visse ord bandlyst, og i udgaven fra 1993 fjernede man ”I Niggerland bananen gror” (Harald H. Lund).
Sangen slutter opbyggeligt med ordene:
Nej, danske dreng, du har det godt,
sig tak for livets goder
og send en kærlig hilsen ned
til ham, din sorte broder!
Men i 1993 var n-ordet blevet tabu, og i dag er det helt utænkeligt, at de små synger:
Små niggerbørn har altid travlt
Og sort dem solen steger.
Renset for krænkelser (indtil videre) kom sangbogen med i regeringens kulturkanon godt 10 år senere.
Harald Bergstedt
Harald Bergstedt skrev en del digte for børn, bl.a. ”Solen er så rød mor” (1915), ”Jeg ved en lærkerede” (1921) og ”Lille Poul ser ud på solen” (1921).
Han skrev følsomt, men kunne også være munter som i ”Hør den lille stær”. Som barn morede jeg mig over stæren, der aldrig skal sæbes og vaskes med en svamp.
Han var helhjertet socialdemokrat, men blev i 1942 medlem af nazistpartiet og flittig skribent på Fædrelandet. Jeg skal ikke kloge mig på hvorfor; man kan læse mere på nettet.
Efter krigen (1946) blev han idømt to års fængsel for landsskadelig virksomhed, og staten fratog ham forfatterunderstøttelsen. Året efter blev han ekskluderet af Dansk Forfatterforening, og helt frem til 1963 var hans sange bandlyst i DR.
Når en sang som fx ”Jeg ved en lærkerede” alligevel er kendt og elsket i dag, skyldes det ikke mindst, at sanglærer Gunnar Nyborg-Jensen modigt tog den (og andre) med i ”De små synger”, da den udkom første gang – kun to år efter dommen.
Musikken af bl.a. Carl Nielsen har sikkert været en god løftestang, men man skal også have en livlig fantasi for at se nazistiske slagskygger i de uskyldige digte, Bergstedt skrev mange år forinden:
Og de to gamle lærker,
de flyver tæt omkring.
Jeg tænker nok, de mærker,
jeg gør dem ingenting.
”De små synger” er trykt i mere end 1,5 millioner eksemplarer. Jeg sender Gunnar Nyborg-Jensen en tak for, at han trods tiden tog Bergstedts sange med, og nu skal fingrene motioneres.
/Eric
I dag holder jeg meget af “Jeg ved en lærkerede” og “Solen er så rød”, men som (lille) barn måtte jeg bede min mor om at lade være med at synge linjerne om ræven – de var forfærdelig uhyggelige…..
Ja, barnets fantasi 🙂 En overgang måtte jeg ikke træde på fortovets “streger”. Hvorfor er uklart – det måtte bare ikke ske.
Anna fik min gamle guitar sidste år til jul, og hun er faktisk blevet helt habil til det.
Hun har siden købt en til, som er bedre …
Jeg kan ikke huske akkorderne mere, måtte jeg konstatere, så guitarnostalgien forbliver et minde for mit vedkommende, men jeg synes det er flot, at din hukommelse sidder i fingrene endnu.
Med årene er der så meget, jeg glemmer, så det er da godt, at fingrene kan huske 🙂 Der kan være ting, bevægelser, eller hvad ved jeg, man har gjort så meget, at det slet ikke kræver bevidst tankevirksomhed. At holde balancen, når man kører på cykel, er et andet eksempel.
Det var fint, at din gamle guitar satte Anna i gang. Jeg arbejdede en hel sommerferie i gymnasiet for at købe guitaren, jeg nu har støvet af, så den har jeg været ret øm over.
Vores børn er også vokset op med De små synger, indtil alle de andre moderne børnesange tog over 🙂
Jeg har også spillet guitar, dog ikke klassisk, men jeg kan genkende det med den hårde hud på fingrene. Pøj pøj med øvelser, spil og sang.
Tak Lene, det er hårdt at få hård hud 🙂
Den nye udgave hedder “De Grå Synger”.
Ja, det har en anden også set, og det er skarpt, det er herligt 🙂
Der spilles således på flere strenge: Guitarspil, race-relaterede termer samt efterkrigstidens opgør og bogverdens termer og numre. Indholdet (efter samt) er mig ikke fremmed. 😉
Derimod er børnesange, babyblødhed og ikke mindst guitarspil helt udenfor mine aldrende kompetencer. Jeg vil derfor ønske blogejeren mange gode inspirative øjeblikke med sin genopdagede hobby og tilslutte mig Tots hvilende attitude.
Tak, for mig var det en form for mentalhygiejne at spille, og det kan det blive igen, nu jeg har tiden. Når jeg spiller, tømmes hovedet for tanker, men da gentagne øvelser er anstrengende at lytte til for andre, skal man tænke på hvor og hvornår, man gør det 🙂
For mange år siden, hvor jeg boede i lejlighed (3. sal), boede der en operasanger in spe på 1. sal. Når hun øvede skalaer … Støn! Heldigvis flyttede hun efter få måneder.
Åh ja hvem husker ikke “De små synger”? Jeg gør i hvert fald, og de sange, du citerer fra, var og er blandt favoritterne, uden at jeg egl. nogensinde har tænkt på det før. Det undrer mig egl. lidt, at den kun er trykt i 1,5 millioner eksemplarer, når 1. udgave kom i 1948. Sikke en masse børn, der er blevet snydt for mange gode børnesange.
Jeg kan næsten forestille mig dig som stor knægt med guitaren hver dag, hvor du var så meget i form, at du ikke fik ømme fingerspidser. Det er en god i dé at motionere fingrene igen.
De 1,5 mio. eksemplarer er set og brugt af langt flere børn, idet sangbogen har været meget brugt i skolens yngste klasser. Skønt aldersstegen er “De små synger” en institution i sig selv.
Ja, nu hvor jeg har tiden, ser jeg frem til at spille igen 🙂