Sygdom, uvished og angst

I værste fald kan det være leverkræft. Jeg giver frygten besked om at gemme sit grimme fjæs, men den sniger sig ind sammen med uvisheden.

CT-scanner

I starten slog jeg symptomerne hen og tænkte, at det sikkert gik over af sig selv.

Det er ømheden, jeg taler om; ømheden inde i maven ved bestemte bevægelser som jeg derfor udfører med varsomhed.

Men det går ikke over af sig selv, det bliver værre. Efter ca. fire uger går jeg til lægen. Det er jo ikke noget særligt, men man siger jo, at vi mænd søger læge for sent.

Han trykker forskellige steder og spørger, om det gør ondt. Det gør det ikke. Jeg svarer også benægtende på alle spørgsmål om træthed, ændret appetit, mavefunktion osv. osv.

Alt er, som det plejer at være, bortset altså fra ømheden som ville være smerte, hvis den var lidt værre. Der er noget, der ikke er, som det skal være.

Lægen siger ikke, hvad han tror, hvis han da tror noget. Der skal tages blodprøver, og han rekvirerer en CT-scanning.

Det er fredag den 8.

Uvished og fortielse

Uvished nærer frygten, ganske som det barnet ikke kan se i mørke, og som derfor må være der.

Angsten hvisker det værste, men jeg vil ikke sige noget til Helle, for jeg ved jo ingenting. Hun skal ikke bekymre sig om noget, som måske er trivielt. Det er nok, at jeg sover dårligt.

Weekenden er lang, jeg spiller rollen som mig selv.

Mandag får jeg taget blodprøver, og senere samme dag får jeg indkaldelsen til CT-scanning. Jeg skal til Thisted mandag den 18. Fanden til tur, men det er vel dér, jeg hurtigst kan komme til.

For at komme til Thisted i tide, skal jeg hjemmefra lidt over syv, og min fantasi rækker ikke til en troværdig røverhistorie. Helle skal have besked, men det kan vente til lørdag – bekymringsudsættelse.

Hospitalet i Thisted skal også bruge en blodprøve, så jeg bliver tappet igen torsdag.

Tankerne strejfer rundt i hvad-nu-hvis-land. Jeg glemmer at låse cyklen to gange den uge, men ingen stjæler den.

Lørdag fortæller jeg Helle, at jeg måske er syg. Og så videre. Hun tager det pænt og pragmatisk, puster ikke til ilden. That’s my girl.

CT-scanningen

Rutebilen er godt halvanden time om at nå fra Aalborg til Thisted. Landskaber og småbyer i morgenens tusmørke. Halvrimmen, Brovst, Fjerritslev. Hvorfor er der ingen Helrimmen?

Chaufføren råber ”Hej-hej!”, når nogen stiger af. Hun kender de faste, og de kender hende. ”Hvordan går det? Kommer du til at køre igen?” – ”Nej, det er noget møg, men vi må videre.”

I hospitalets labyrint spørger jeg om vej to gange, før jeg finder afdelingen.

Jeg er der 40 minutter før tid og kan nå at bælle de 1½ liter vand, jeg skal drikke inden scanningen. Kontrastvæsken skal udskilles med urinen, står der i brevet.

Blæren er bristefærdig, og jeg når at tisse to gange, før mit navn bliver kaldt. Sygeplejersken er moderlig og forklarer omhyggeligt mig og en elev, hvad der skal ske. Eleven får lov at mærke nålen i min vene.

Det er maven, der skal scannes, så brystkassen er uden for maskinens gab. Armene er strakt over hovedet.

Nogen trykker på en knap, og kontrastvæske skyller som en varm bølge fra halsen til testiklerne. Det er, som om tungen svulmer, smagsløgene registrerer metal.

Scanningen er overstået på få minutter, men jeg skal vente en halv time, før jeg må gå. Kontrastvæsken kan have bivirkninger.

Jeg får tisset tre gange, inden rutebilen kommer kl. 11:35. Chaufføren er den samme som på udturen. ”Nå, skal du til Aalborg?” spørger hun med et smil.

Jeg er hjemme lidt i to og drikker mere vand. Kontrastvæsken skal ud, og den er farveløs, skriver de. Hvorfor ikke lilla eller grøn? Så kunne man da se, hvornår skidtet er ude af kroppen.

Svaret

De har sagt, at der vil gå fem hverdage, inden min læge får besked, så tirsdag ringer jeg for at bestille tid til næste tirsdag.

Det kan jeg ikke få, jeg må vente, ringe på dagen og høre, om de har fået resultatet.

Ti minutter efter ringer de tilbage: Resultatet af scanningen er allerede kommet, og jeg kan få en tid 11:50. Klokken 12:10 bliver jeg kaldt ind.

Alt er, som det skal være, scanningen viste intet unormalt. Der er nogle aldersbetingede ridser i lakken, men det er, hvad man skal forvente som 64-årig. Blodprøverne er også OK, der er intet at bemærke.

”Jamen hvad er så årsagen?” spørger jeg. Det er blevet lidt bedre siden den første konsultation, siger jeg, men væk er det ikke.

”Det ved vi ikke,” svarer lægen, ”men vi har i hvert fald elimineret nogle mulige årsager.”

Underforstået: De værste, de alvorlige, dem angsten hviskede om.

Jeg spørger, om der er noget ved livsstilen, jeg skal lægge om – bortset altså fra det med tobakken, som han jo skal sige.

Han griner og siger nej.

Nu ser vi tiden an til nytår. Hvis det ikke er gået over af sig selv, skal jeg tage kontakt.

Det tager tid at få armene ned.

/Eric

22 thoughts on “Sygdom, uvished og angst

  1. Donald

    Jeg opdagede lige denne her historie, nej altså sikken en forskrækkelse.

    Måske du skal vænne dig til at alders-irritationer melder deres ankomst, man skal virkelig passe på både fødder og andre legemsdele, som man ellers ikke tænker så meget på. Og huden bliver anderledes og har godt af at blive plejet.

    Herligt at scanningen ikke viser faresignaler ; — tænk at de også har læger og scannere i Thisted … undskyld mig, men er det ikke virkelig Udkants-Danmark dér, selv om de har verdens bedste bryggeri og har fostret både forfattere og andre kunstnere?

    Nejjj det skulle jeg ikke ha skrevet. :/

    Svar
    1. Eric

      Angst er en underlig størrelse, når man ellers er eller opfatter sig selv som et rationelt menneske, men du har utvivlsomt ret i, at symptomerne på metaltræthed melder sig med alderen.

      Om Thisted hører til udkanten afhænger vel af synsfelt. Jeg var bare glad for, at resultatet af scanningen kom allerede dagen efter. Havde de mon præsteret det i Københavnsstrup?

      Svar
      1. Donald

        Ja selvfølgelig er man glad for at de kan deres kram i Thisted. Undskyld det var ikke det jeg mente, tværtimod er det egentlig en historie som afkræfter lidt af klynkeriet om at dele af Danmark ikke får så meget som Københavnstrupperne.

        Jeg har lige været til frokost i Grundejerforeningen, hvor jeg hørte at to københavnere havde købt et gammelt dårligt hus i Mønge (landsby herudenfor, hvor kragerne vender, nej spøg til side, 1 km til landevejen mellem Rågeleje og Helsinge) og at de brokkede sig over at der ikke var en skolebus dérude hvor de boede og at kommunen burde komme og hente deres børn.

        Svar
  2. Kirsten Friis

    Hvor er det godt skrevet. Og hvor blev jeg lettet, da jeg læste slutningen.
    Hilsen Kirsten

    Svar
  3. Karl

    Hej Eric
    Godt de ikke fandt noget alvorligt! Kender selv situationen. I september havde jeg nogle problemer med vandladning, og lægen foreslog at vi tjekkede for prostata-kræft, min far døde af det, men nu var han jo ikke min biologiske far, så direkte arvet det havde jeg jo nok ikke! Det blev da også afkræftet af en meget effektiv, kompetent læge i Frederikshavn, men de dage der gik inden den undersøgelse… de var godtnok trælse. Jeg håber for dig, at det viser sig at dine symptomer er harmløse, det er de fleste, men nu får vi jo at vide, at vi skal gå til lægen..
    Fortsat god bedring, hvis du skulle blive syg!

    Svar
    1. Eric

      Tak Karl
      Jeg håber, dit vandtryk har nærmet sig normalen efter den falske alarm. Ellers må det jo tage den tid, det tager for dråberne at udhule klippen …
      Heldigvis er de spøgelser, vi selv fremmaner, som regel værre end virkelighedens. Fantasi er en god ting, men kan også være en belastning.

      Svar
  4. Helle Zaupper

    Sikke en historie – og sikke en tid. Det må minde os om – så vist muligt – at gøre, hvad vi lyster og ikke udsætte for meget til engang ….
    God bedring

    Svar
  5. Henny Stewart

    Du har da ikke savnet spænding i nogle dage!

    Det har også undret mig, hvorfor man skal lade sig fragte regionen rundt for at få foretaget relativt normale undersøgelser. Selv har jeg været til gastro- og koloskopi i Hobro, selvom de har både udstyret og personalet her i Hjørring. Der er forhåbentlig en højere mening med disse dispositioner, for mennesker, der måske/måske ikke er alvorligt syge, de ved det jo ikke endnu, har ikke brug for ekstra stress.

    Men det var godt at læse, at det ikke var noget meget slemt, der er årsag til din ømhed. Tillykke med det! Længe leve din lever!

    Svar
    1. Eric

      Ja, hip hip!
      Jeg foretrækker at tro, at der er en fornuftig grund til, at man skal fragte sig rundt i regionen for at blive sundhedsbetjent, og en nærliggende grund kunne være at give kortest mulig ventetid. Det er vel ikke anderledes end i industriel produktion, altså at produktionsapparatet udnyttes bedst ved kortest mulig “downtime”.

      Svar
  6. Erik Hulegaard

    Din velbeskrevne epikrise er gennemlæst nogle gange. Et meget forståeligt lag af psykosomatisk reaktion er noteret. Og tilbage står:

    Vi delciterer: ” Jeg svarer også benægtende på alle spørgsmål om træthed, ændret appetit, mavefunktion” og “Alt er, som det skal være, scanningen viste intet unormalt” og “Blodprøverne er også OK, der er intet at bemærke” og “Det er blevet lidt bedre siden den første konsultation”.

    Skulle det være rigtig grimt, ville indholdet af de fire citerende sætninger være temmelig meget anderledes. Alene den sidste sætning!!! – Tro mig – jeg har prøvet det hele 2 gange.

    Fornuftigt med en eventuel obs-konsultation (lab.test?) ved indgangen til det nye decennium, medmindre “du har glemt det” 😉 – Varme tanker for en kalibrering af stress-tærsklen.

    Svar
  7. Ellen

    Fy for pokker! Det er rædsomt at gå og være så bange – at gå i selvsving, som jeg kalder det, når angsten indimellem får fat i et hjørne af mig. Jeg er blevet bedre til at tackle den med tiden, men den forsvinder nok aldrig – alt kan blive til kræftsymptomer, hvis min hjerne er i det humør.
    Hvor ER jeg glad på dine vegne over, at dine værste anelser blev gjort til skamme, men jeg forstår fuldt ud, hvorfor du tænkte og handlede som du gjorde. Også det med at holde det skjult for Helle, indtil det heller ikke kunne lade sig gøre mere.
    Jeg håber, dit maveondt går helt i sig selv igen.

    Svar
    1. Eric

      Jeg kalder det frygt og angst, men det er egentlig ikke helt rigtigt. Det værst tænkelige tænkte jeg egentlig på med resignation. Livet har ikke behandlet mig dårligt.
      Det, der for alvor gjorde mig trist, var tanken om, at den gode alderdom sammen med Helle måske ikke blev til noget, samt tankerne om, hvordan hun ville tackle det, hvis …
      Nu kan jeg glæde mig igen. Jeg har jo aldrig haft det så godt som nu, hvor jeg er på efterløn 🙂

      Svar
  8. Lene

    Du beskriver godt angstens tag i sjæl og krop, indtil man får svar. Godt det var et svar, der udelukkede alt det alvorlige. Jeg håber ømheden går i sig selv igen.

    Svar
    1. Eric

      Ja, det var et godt svar, selvom det egentlig ikke svarede 😉 Vi må se med ømheden; den er der, men generer ikke voldsomt.

      Svar
  9. Helena

    Altså Eric!!! Min mave snørede sig helt sammen!!!
    Men fuldt forståeligt, alt hvad du skrev… Gudskelov..

    Svar
  10. Stegemüller

    Puh ha Eric. Jeg sad med hjertet i hænderne, mens jeg læste dit indlæg, indtil jeg nåede forløsningen til sidst. Gudskelov har du ikke kræft, men jeg forstår måske alligevel, hvad du har været igennem, når jeg læser dit indlæg. Fabelagtig godt skrevet om angsten, der æder sjæle op.

    Svar
    1. Eric

      Tak Hanne. Uanset hvor rationel man er, kan frygten tage magten. Ikke nødvendigvis så man går og dirrer, men den fylder bevidstheden.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.