Advokatens brev

I går fik jeg et rigtigt brev fra en advokat. Der står, at jeg skylder kr. 10.542,51 til et konkursbo, som var mig fuldstændig ukendt.

Konkursboet er et tømrer- og snedkerfirma, lad os kalde det ”Thor Hammer & Søm A/S”. Ifølge advokaten fremgår det af debitorbogholderiet, at konkursboet har et tilgodehavende hos mig på det nævnte beløb.

Jeg var aldeles uforstående. Der er meget, jeg ikke har styr på – i flæng kan nævnes kvantefysik og den thailandske kongerække, men jeg har fuldstændig styr på, at vi ikke skylder nogen noget, i hvert fald ikke penge, og firmanavnet sagde mig intet.

Advokatens brev er i et høfligt sprog – en pæn handske over de juridiske knojern. Men der er også noget underligt ved brevet, nemlig fraværet af dokumentation.

De skriver bl.a., at beløbet kan indbetales på konto det og det ”med angivelse af det kundenummer, som er anført på fakturaen.”

Hvilken faktura? Jeg har ikke modtaget nogen faktura, og det er sikkert også derfor, at der ikke er vedlagt en kopi af samme.

De går vel bare ud fra, at jeg har modtaget en faktura, og har ikke gjort sig den ulejlighed at tjekke, om den overhovedet eksisterer, eller de har af gode grunde ikke kunnet finde den.

Sikkert af samme grund oplyser de heller ikke arbejdets karakter, eller hvornår det skulle være udført. De tager forbehold for at kræve rente af beløbet, men angiver ingen rentedato.

Alt i alt virker det sjusket. Hvis man ofrer porto på at kræve 10½ K, er det vel på sin plads at dokumentere kravets gyldighed bare en lille smule.

Opklaringen

Selvom jeg var et hundrede sikker, gnavede tvivlens orm alligevel. Jeg er ikke helt ufølsom over for slet skjulte juridiske trusler.

Jeg lavede en søgning på Thor Hammer & Søm i min mailboks, og minsandten om ikke der var gevinst: Firmaet er nævnt i taksators rapport om vandskaden, vi havde for snart længe siden.

I rapporten står, at Hammer & Søm skulle stå for el-, maler- og tømrerarbejde. Da skaden var dækningsberettiget, var det forsikringsselskabet, der valgte firmaet og rekvirerede arbejdet.

Hvis jeg selv havde rekvireret, havde jeg naturligvis husket firmanavnet. Jeg bemærkede kun, at der stod ”Ferslev” og et eller andet med el på elektrikerens varevogn.

Så der var alligevel en forklaring. Det var selvfølgelig dumt, at jeg ikke straks tænkte på vandskaden, men det sidste håndværkerbesøg var den 21. april, altså for mere end to måneder siden, og det var jo ”forsikringens afdeling”.

Jeg skrev en mail til advokaten, vedhæftede taksators rapport og skrev, at kravet skulle rettes til forsikringsselskabet.

Advokaten skal naturligvis lige have en chance for at afklare tingene med forsikringsselskabet, men mon ikke jeg slipper for at se fogedretten indefra?

/Eric

13 thoughts on “Advokatens brev

  1. Kim

    Åhr, lidt largesse min gamle ven. Advokater er også en slags mennesker og skal have til dagen og vejen.

    Svar
  2. Ellen

    Der kan man bare se … det betaler sig virkelig, på flere måder, at have styr på sin økonomi og hvad man bruger sine penge på.
    Jeg ville da nok kunne komme i tvivl om småbeløb, må jeg indrømme, men håndværkerting, der koster over 5-10.000 kroner indhenter jeg tilbud på, så jeg ville heller ikke (berettiget) kunne få en regning i den størrelsesorden.

    Svar
    1. Eric

      For mig er det også et beløb over bagatelgrænsen, og i starten tænkte jeg sågar på, om det var særdeles kreativ bogføring 😉

      Svar
  3. Kristine

    Der findes udygtige advokater, men også:
    Nogle konkursboer har ikke orden i papirerne (ejeren har givet op /ladet stå til pga. situationen), så kurator ikke har adgang til fakturaen og dermed besværliggøres dokumentationen af kravet.
    Kreditorerne ønsker, at kurator gør konkursboet op billigst muligt, fordi boets aktiver først og fremmest skal dække betaling af kurator, så ansattes løn mm. og …… derefter forholdsmæssigt kreditorerne krav (kaldet dividende) og derfor er det måske kurators strategi at skyde med spredehagl mod formodede debitorer, da de med stor sandsynlighed vil dokumentere at påkravet er forkert, som du har gjort, eller betale fakturaen.
    Godt du kunne retvisende kravet.
    Mvh.

    Svar
    1. Eric

      Det kan sagtens tænkes, at der har været rod i bogholderiet, så kurator har haft det svært, men det kan man ikke vide med de sparsomme oplysninger.
      Jeg fandt det ret ubehageligt, men kunne heldigvis nemt finde ud af sammenhængen. Nu tænker jeg på, hvem de ellers har generet …

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Firmaet Thor Hammar og Søm forudsættes at indgå i den kø, der i medfør af Corona-krisen (når de generøse tilskudsordninger ophører) kommer med den store bunke af dokumentation, som Fogedretten skal tage stilling til.

    En stille undren over, at advokatfirmaet i sagsbehandlingen ikke har kunnet konstatere, at det var en “forsikringssag”. Det er jo ikke kvantefysik……

    Svar
    1. Eric

      Ja, den slags undrer, men måske er rod i debitorbogholderiet årsagen. Oplysningerne i brevet er dog så få, at man kun kan gisne.

      Svar
  5. Stegemüller

    Jo jeg vil tro, du slipper for at se fogedretten indefra, men advokaten er da lidt (eller meget) sjusket i måden at drive sin forretning på. Godt du havde din dokumentation i orden.

    Svar
    1. Eric

      Det tog et par gennemlæsninger, før jeg kunne koncentrere mig og for alvor bemærkede fraværet af dokumentation. Det er ofte en god øvelse at spørge sig selv: “Hvad står der ikke?” eller “Hvad siger han ikke?”
      Ja, det virker sjusket.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.