Elpriserne eksploderer, og staten scorer kassen

Elpriserne eksploderer, og staten scorer kassen på moms. Du betaler i dag mere i moms alene, end du betalte for strøm + moms i 2020.

I forrige indlæg var jeg inde på, at afgiftslempelsen på 4,3 øre per kWh er helt til grin i forhold til prisstigningerne og de deraf afledte momsudgifter. Siden har jeg boret mere i tallene, og det er billedet bestemt ikke blevet kønnere af.

Ser man på prisudviklingen, kunne staten uden at miste provenu i forhold til 2020 reducere el-momsen fra 25 til fx 5 %, og her taler jeg om momsen på den ”rå” elektricitet alene, altså uden abonnement, transport osv.

Tallene

Lad os se på tallene uden at gøre det indviklet. Diagrammet herunder illustrerer den ”rene” pris for en kilowatt-time samt momsen af samme fra 1. kvartal 2020 til 4. kvartal 2023. Prisen i 2. kvartal 2022 og frem er anslået – det er altså branchens bedste bud på, hvad prisen bliver, og det kan blive værre eller bedre:

Elpriser

Kilde: VS Automatic

kWh-prisen er for Vestdanmark, men da forskellen mellem Vest- og Østdanmark som regel kun er et par øre, gør det ingen forskel på det store billede.

Her er tallene i tabelform: pris kWh og momsen heraf i kroner:

Kvartal       kr/kWh        Moms
Q1 20           0,15              0,0375
Q2 20           0,14              0,0350
Q3 20           0,24              0,0600
Q4 20           0,21              0,0525
Q1 21           0,35              0,0875
Q2 21           0,44              0,1100
Q3 21           0,71              0,1775
Q4 21           1,11              0,2775
Q1 22           1,16              0,2900
Q2 22           1,19              0,2975
Q3 22           1,23              0,3075
Q4 22           1,26              0,3150
Q1 23           1,30              0,3250
Q2 23           1,34              0,3350
Q3 23           1,37              0,3425
Q4 23           1,41              0,3525

I dag (2022) betaler vi altså mere i moms alene, end vi gjorde i 2020 for strøm og moms tilsammen. Momsen gør i den grad ondt værre, og staten scorer kassen på elendigheden.

Politikerne kunne barbere el-momsen ganske betragteligt uden at miste provenu i forhold til 2020. Det ville hjælpe de mange, der har svært ved at få enderne til at mødes, og have en gavnlig virkning på inflationen.

Tallene viser i øvrigt også, at den største stigning i el-prisen kom inden krigen i Ukraine. Krigen er altså ikke årsagen til prisstigningen, men kan selvfølgelig betyde, at priserne ikke er faldet igen.

Man kan læse mere om el-momsen, og hvad vi taler om i milliarder af kroner, i denne artikel i Finans (22. august 2022): Moms gør hundedyr strøm endnu dyrere: Energikrisen får elkunders momsbetaling til at eksplodere

Hvad nu?

Denne husstands næste a conto-betaling for elektricitet falder om få dage, den 1. september, og elselskabets ”rene” kWh-pris (og dermed statens momsindtægt) er steget med 73,5 % i forhold til forrige betaling. Ikke i forhold til fx 2020 – i forhold til den forrige kvartalsregning.

Da vi betaler kvartalsvis forud, er prisen selvfølgelig selskabets bedste prognose, og som tingene udvikler sig fra dag til dag, kan prognosen hurtigt overhales af virkeligheden.

Jeg har kunnet knibe dybfryseren med 1°, men derudover er der ikke meget at hente på forbrugssiden – vi har for længst optimeret det, vi kan og vil. Tilbage står at bruge de ”billige” timer til støvsugning og den slags.

Folk må spare, og recession lurer lige om hjørnet. Politikerne burde vågne af sommerdvalen og gøre noget, der batter.

I Euronews, Energy bills are soaring in Europe. What are countries doing to help you pay them? kan de læse noget om, hvad deres europæiske kollegaer gør for at afhjælpe situationen, men vær opmærksom på, at artiklen ikke altid sondrer klart mellem gas og elektricitet.

/Eric

13 thoughts on “Elpriserne eksploderer, og staten scorer kassen

  1. Donald

    Det er så oplagt at tænke på den måde som indlægget gør. Jeg håber at politikerne læser med her …

    For min del må jeg finde ud af nøjagtig hvad jeg har råd til og om jeg skal skifte til variabel kWh pris.

    Svar
    1. Eric

      De læste så ikke med, for den samlede lempelse af elafgiften er helt til grin sammenlignet med den øgede momsindtægt.
      Om fast eller variabel pris er bedst afhænger af prisudviklingen, så man skal være lidt af en spåmand.

      Svar
      1. Donald

        Ha ja, spåmand! – det viser sig at jeg ikke har fået oplyst prisen for næste 3 mdr på fast pris. Jeg tror at selskabet har god grund til ikke at offentliggøre denne pris førend i sidste øjeblik, men alligevel undrer jeg mig over at de så i det mindste ikke giver en dato eller “vil blive oplyst 2 dage før næste periode” på deres website.

        Svar
  2. Lene

    Vi taler også om herhjemme, at det er helt til grin med alle de der checks, der udleveres. I stedet for skulle man hellere skære ned på elafgifterne, det ville gavne hele samfundet, og dine eksempler viser jo med stor tydelighed, at det kunne man sagtens gøre.

    Svar
    1. Eric

      Yderligere nedsættelse af elafgiften kunne sagtens komme på tale. Det er bare synd, at det ikke kommer før, for mange rammes hårdt – især dem der også må bløde ekstra for varme.

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    Der har i den seneste tid været nogle triste eksempler i medierne. Dit veldokumenterede/- argumenterede el-estimat fortjener et svar fra https://kefm.dk/kontakt – alternativt som minimum et læserindlæg i en landsdækkende avis.

    Og ganske rigtigt – “beskæftigelsestallene” ser fortsat imponerende ud, de omkringliggende negative tendenser taget i betragtning. Men jeg deler din “prognose”: Recessionen er lige om hjørnet.

    Svar
    1. Eric

      Regering og folketing burde vide det, de behøver at vide, men det er vel, som den daværende regering jublede umiddelbart før finanskrisen:
      “Det går ufattelig godt!”
      Og det ville jo være et nederlag for det brede forlig af 24. juni, hvis man allerede nu måtte indrømme, at det, man besluttede, er helt og aldeles utilstrækkeligt.

      Svar
  4. Ellen

    Tak for grafer og for link.
    Euronews ser i øvrigt interessant ud. Jeg kendte ikke mediet, men jeg skal da lige have gransket det lidt mere – det skader aldrig at forsøge at gøre sig lidt klogere

    Svar
    1. Eric

      Velbekom. Nej, det skader aldrig – den værste risiko med al den viden er, at man bliver lidt tung i hovedet 🙂

      Svar
  5. Stegemüller

    Tak for tal. Det var jeg ikke klar over.

    Det er simpelthen noget svin … øh, jeg mener naturligvis griseri. Hvis man var erhvervsdrivende, kunne man efterfølgende trælle momsen fra. Men nu er vi jo “bare” forbrugere.

    Jeg frygter den førstkommende el-regning. Selvom jeg har sat ekstra til side, er det vist slet ikke tilstrækkeligt.

    Svar
    1. Eric

      Jeg var heller ikke rigtig klar over det, før jeg fik den seneste elregning og begyndte at interessere mig for sagen. Jeg betaler normalt min skat med glæde, men dette er indirekte brandbeskatning og hører ingen steder hjemme.
      Dertil kommer, at det er dumt. Beskæftigelsestal m.m. ser fint ud lige nu, men recessionen kan hurtigt komme, og el-momsen puster til ilden.

      Svar

Skriv et svar til Ellen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *