Jeg prutter aldrig om prisen, jeg føler ubehag bare ved tanken. Jeg er nok konfliktsky og vil ikke antyde, at sælger er uhæderlig. Er prisen for høj, køber jeg ikke. Slut prut.
Loppemarked
Måske skyldes det manglende øvelse. Jeg har aldrig handlet heste, brugte biler eller ejendomme, hvor prisen traditionelt er til forhandling, og jeg skyr loppemarkeder, hvor den mindste trængsel giver mig klaustrofobi. Som i supermarkedet betaler jeg bare det, der står på prismærket, eller jeg lader varen ligge.
Det er nok uforståeligt for de mennesker, der tinger om prisen på alt fra vingummibamser til ligkister, men de må bare acceptere, at sådan er vi altså nogen, der har det.
Og så skete det alligevel for ikke så længe siden, at jeg tilfældigt og uforvarende kom til at prutte om prisen.
Vi var ved tæppehandleren for at købe gulvtæppe. Tæppet var hurtigt valgt, og så skulle prisen beregnes på grundlag af de mål, jeg havde taget.
Vi fik kaffe, mens tæppehandleren regnede. Man køber jo i baner, og tæppespildet skal også betales. Da hun var færdig med lommeregneren, satte hun sig ved bordet og nævnte prisen inklusive pålægning. Jeg fangede ikke helt, hvad hun sagde, kun at det var seks tusinde og et eller andet, og tæppedamen slog uden pause over i hyggesnak.
Hun var særdeles snaksom og meget nysgerrig, og samtalen kom snart til at dreje sig om vores forestående ferie, og hvor ulidelig varmt de havde haft det på Mallorca i skolernes sommerferie.
På et tidspunkt syntes jeg, at samtalen skulle tilbage fra Middelhavet til vores gulvtæppe, så da hun sugede luft ind, indskød jeg hurtigt:
“Var det seks to, du sagde?” (altså 6.200), hvorpå hun svarede:
“Nej, det var seks ni, men lad os bare sige seks fem.”
Og sådan gik det til, at jeg uforvarende fik prisen pruttet ned, så vi sparede 400 kr.
Måske kan jeg lære det. Hvis jeg foregiver dårlig hørelse, kan teknikken vel genbruges. Hvis jeg altså kan få mig til det.
At tinge om priser hører ej heller til mine kompetencer. Men heldigt var det vel at ejendomsmægleren selv satte husprisen ned med 50.000 da vi købte hus i 1978.
Afgjort den mest komfortable vej til rabat 🙂
Generelt kan det vel siges at være væsentlig forskelligt i de nordlige regioner vs. de sydlige af EU(ropa), hvis vi blot skal forholde os geografisk. I f.eks. Mellem- og Fjernøsten er det nærmest en absolut betingende del af kulturen.
Adderende er det min erfaring, at ”prisforhandlinger” foregår mere i nogle brancher end andre. F.eks. foregår en ”underliggende prismassage” typisk i ejendomsbranchen, dele af detailhandlen (f.eks. hårde hvidevarer, møbelhandler etc.), ja sågar tandlæger (”faste priser”) og sikkert flere. I andre tilfælde kan det indgå f.eks. som en supplerende tjeneste (”fri transport af varen etc.).
Hvis vi in casu holder os til DK, har jeg uden skrupler anvendt ”prisforhandlinger” i ovennævnte eksempler samt herrekonfektion m.m.; nogle gange afvises det og ikke sjældent skifter den handlende holdning inden man når butiksdøren på vej til konkurrent. Hertil kommer privat salg af dele af ovennævnte produkter samt smykker etc.
Mit udgangspunkt er således noget anderledes end d´herrer. 😉
Jeg har samme indtryk. Det ændrer dog ikke på, at det for nogen er ubehageligt, mens det for andre er så naturligt som at trække vejret.
Tanken var heller ikke rar for mig, men jeg var var nødt til at lære det da vi var i Tunesien, hvis vi skulle have noget med hjem. Guiden sagde nemlig, at vi skulle begynde med at byde10 % af den først opgivne pris, og i hvert fald aldrig, aldrig betale mere end 50 % af den, så det var let at regne ud, at vi ville gøre os selv uhjælpeligt til grin, hvis vi bare betalte det forlangte. Det tog nogle dage at overvinde mig selv, men jeg lærte det. John blandede sig udenom og lod mig klare forhandlingerne … han ville slet ikke forsøge sig, men jeg synes selv jeg blev helt god til det.
Svært var det dog, for det ligger ikke til nordboernes sindelag at prutte om priserne.
Nogle kvinder er bare ressourcestærke – jeg bør nok lade Helle om at tinge om prisen!
Hvor det glæder mig at støde på en ligesindet! Hvis jeg synes, prisen er for høj, bevæger jeg mig også bare videre, men – så hænder det somme tider, at sælgeren helt af sig selv tillbyder en lavere, helt rimelig pris, og det er der jo ingen grund til at afslå. Men mange betragter det som en sport at presse prisen ned, så vi tilhører nok en minoritet.
Det sker desværre alt for sjældent, at sælger frivilligt sætter prisen ned. Og det vil næppe hjælpe at oprette en Facebook-gruppe 😉