Så er vinterferien til Tenerife bestilt

Antivinterkullerferien er bestilt, og med aldrig svigtende sans for fornyelse går turen for 5. år i træk til Puerto de la Cruz på Tenerife.

Ved middagstid var der 27° C i terrassens skygge, men så kom en front ind fra sydvest. Temperaturen dykkede til under 26°, og jeg bestilte straks vinterferie.

Helt så impulsivt, som det lyder, var det dog ikke. Vi havde snakket om, hvorvidt vi skulle prøve et andet sted end Puerto de la Cruz, og jeg undersøgte mulighederne.

Det stod hurtigt klart, at der (efter vores smag) er for meget børnepool og strandghetto over de andre kanariske destinationer med fly fra Aalborg. Dog ikke Las Palmas og La Gomera, men Las Palmas er for stor, og for at nyde La Gomeras natur efter fortjeneste skal man vist være vabelvillig vandrefugl.

Der er selvfølgelig andre steder på kloden med anstændigt vejr om vinteren, og det er slet ikke vrangvilje, der afholder os fra at smutte til Samoa, Sydafrika eller Sydney, det er afstanden. Det er for langt, når man kun har en uge.

Men vi har det også helt fint med en uges gråguldsferie i Puerto de la Cruz. Vi blender fint med byens modne publikum og kan sågar holde rollatorfart. Vi har pensionisttilværelsestalent, og talent skal man ikke holde nede.

/Eric

14 tanker om "Så er vinterferien til Tenerife bestilt"

  1. Stegemüller

    God tur!

    Man skal ganske rigtigt holde sig langt fra alt der hedder noget med børn (altså børnevenligt, børnepool, børneunderholdning og fortsæt selv). Børn støjer og koster penge. På Portha Porta, hvor jeg befinder mig om en uge, er der absolut ikke børnevenligt, fx er trapperne derop meget vanskelige at gå på selv for voksne. Da jeg var der sidst, kom der uheldigvis til at bo en familie med et barn ved siden af mig. Børn taler konstant – hvorfor skulle det nu lige gå ud over mig?

    Jeg har seriøst overvejet at gøre jer kunsten efter med en vinterferie til Tenerife, for jeg synes, at vinteren kan være streng at komme igennem herhjemme.

    Jeg har nogle venner, der har været på La Gomera og de havde nydt vandreturene meget, og de er bestemt ikke friluftsmennesker. Jeg tror, man kan gå som det nu passer en, langt eller kort.

    Svar
    1. Eric

      Det er skønt med en indsprøjtning af sol og varme, når man er på nippet til at få vinterkuller. Og naturligvis kan man besøge La Gomera uden at vandre, men det må være lidt som at besøge Randers Regnskovs cafeteria.

      Svar
  2. Jørgen

    Skal I så dernedad 4 uger, når pensionisttilværelsen indfinder sig om nogle år? Ku’ være man skulle se sig om efter en ferie. På den anden side har juli jo været ferie, varme og nedsat aktivitet. Så måske skal der lidt mere provokation til.

    Svar
    1. Eric

      Hellere Tenerife end Danmark fra november til og med februar, men måske koldfronten opblødes og perioden indsnævres, når man ikke længere skal cykle på arbejde i vintermørke og -vejr.

      Svar
  3. Donald

    Hvor lang tid tager sådan en flyvetur? Jeg kan godt forstå genvalget af Tenerife. Vejret er som regel godt og jeg gætter at det er et fredeligt sted, hvor de eneste slagsbrødre er fulde turister 😉

    Svar
    1. Eric

      Flyveturen tager 5 timer og 20 minutter fra Aalborg. De fulde turister holder til i strandghettoerne nede sydpå. 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *