I Napoli overværede vi en trafikkontrol, mens vi hengav os til en af vores yndlingsbeskæftigelser: at betragte mennesker og liv omkring os.

Gaderne er smalle i Napolis gamle by, og der er ikke mange åndehuller med plads til fortovscaféer. I Via dei Tribunali er der dog en lille åben plads med parasoller, hvor vi sætter os og nipper til noget køligt. Underholdningen kan begynde.

Dagens forestilling er en trafikkontrol. En politibil med 6 antenner på taget kører ind og parkerer lige foran parasollerne. Det er et af de få steder, man overhovedet kan parkere uden at spærre gaden. To betjente stiger ud, ifører sig gule neonveste og begynder så at stoppe trafikanter. En tredje betjent tilslutter sig patruljen.

Bilisternes papirer granskes minutiøst og sammenholdes med lange lister på politibilens bagklap. Jeg ved ikke, hvad det er for papirer, men betjentene er meget grundige.

En støvet grøn bil vinkes ind til siden. Bilen er plettet af duelort, som med tiden kan danne grobund for en friskere grøn farve, hvis græs og ukrudt slår rod.

Papirerne er ikke i orden. Den ene betjent taler alvorligt til manden, mens kollegaen udfylder skemaer.

Bøden er nok ikke ubetydelig, for den midaldrende bilist ser træt og resigneret ud, og konen ligner en tordensky. Dér røg de nye sandaler, kan man se hende tænke, og manden kan bare vente sig, til de kommer hjem!

Bilisten skal skrive under mindst tre steder, og betjentene skriver under til vitterlighed. Så får bilen med duelort endelig lov at køre, og den forlader langsomt stedet. Konen har nok ikke kunnet vente, til de kom hjem.

De næste ryger i fælden, som vi rejser os for at gå. En hel familie med far, mor og to børn kører på én scooter og alle uden styrthjelm. Det ser man ofte, men i dag klappede fælden i Via dei Tribunali.

Man skal ikke nødvendigvis fare rundt for at opleve noget.