Printeren der fandt sin rette hylde

Der skulle en ny printer til, og den er nu installeret. Det er en lille, fiks sag med wifi, så vi begge kan printe uden kabeltilslutning.

Printer

På billedet ser den måske stor ud, men den er kun 2 cm bredere end Ibsens samlede værker, og målene er 34 cm bred, 23,8 dyb og 18,9 høj. Den er fint af vejen på sin hylde i reolen.

Det er en laser (ikke farve), for vi printer så lidt, at en blækprinter tørrer ud mellem brug. Installationen på begge computere gik som en leg, og nu står den under ”J” lige efter P.C. Jersilds ”En levende sjæl”.

Det er jo noget af en intellektuel udfordring for sådan en lille trykkesag, men ”B” som i ”Brother” står i kælderen, og ”P” som i ”printer” er ikke i nærheden af en stikkontakt.

Spørgsmålet er nu, hvor jeg gør af de bøger, som er fortrængt, men der er endnu nogle hylder, hvor bøgerne ikke står i to rækker, så det går nok, og bøger i geled er vel en slags videnscenter.

Det er rart at have sin trykkefrihed tilbage, og papiret holder vel, selvom printeren har en rimelig høj opløsning.

/Eric

9 tanker om "Printeren der fandt sin rette hylde"

  1. Ellen

    Under “J” for “Jeg skal nok printe pænt for jer”?
    Tillykke med den nye trykkesag. Vi investerede også i en wifi-printer sidst vi skulle have en ny. Det er ret smart – også det, at vi kan skanne og sende filerne rundt i hele hytten, om nødvendigt.

    Svar
  2. Stegemüller

    “Tillykke med den lille nye” skrev du til mig, og det kan jeg nu returnere. Det er altid lækkert med noget nyt isenkram. Smart at købe en med Wi-Fi, det tænkte jeg slet ikke på, så jeg kravler videre i “ormegården”, som er det jeg kalder mit ledningshelvede. Jeg glæder mig til al isenkrammet bliver reelt trådløst.

    Jeg kender godt det med bøger i to lag, nu kan der ikke være flere, så jeg er gået over til e-bøger – ja det vil sige, at det er1½ år siden, jeg sidst har læst en bog…

    Svar
    1. Eric

      Den nu hedengangne printer blev anskaffet, da vi begge havde stationære computere, men da vi nu bruger bærbare og bevæger os rundt (fx terrassen om sommeren) var den trådløse oplagt. Og ja, der er noget barnligt fornøjeligt ved at få nyt, elektronisk isenkram 🙂

      Svar
  3. Henny Stewart

    Jeg har også for nylig investeret i en Brother printer. Dog var jeg ikke vaks nok til at købe en WIFI, så jeg sidder her og bøvler med kabler. Og et skrummel af en printer på mit sofabord. Nå, nu skal mit hjem heller ikke i Bo Bedre, men bortset fra det … Så ville jeg hellere have haft ordentlige muligheder for at udskrive filerne på arbejdspladsen. Det er nemlig 99,9 % arbejdsrelateret, det jeg printer. Bortset fra det, så er der to ting, der slog mig, da jeg pakkede printeren ud: 1) Den er lavet af ultratyndt plastic, sine steder ikke meget tykkere end det papir, den skal trykke på. 2) Den er “made in Vietnam”! Min første Brother Laserprinter var af konstruktion og facon som en brødkasse. Men det, der var indeni var ikke meget bevendt, så den varede ikke mere end et par år. Men, ideelt set, skal jeg slet ikke have brug for en printer! [Rant over]

    Svar
    1. Eric

      Nu har jeg endnu ikke set en printer, der var bygget som en panservogn, og Brother er næppe skrøbeligere end andre mærker. Og apropos panservogne er det da fint at skabe beskæftigelse i Vietnam, jeg har dog ikke bemærket, hvor vores er produceret.

      Den forrige Brother funge’de fint, men til sidst skulle den have en ny tromleenhed, og det er uvist af hvilke årsager dyrere end at købe en ny printer, så derfor …

      Det sagt, er det da klart utilfredsstillende, at arbejdsrelaterede ting ikke kan printes på arbejdspladsen, men skal forhindre dit hjem i at komme i “Bo bedre” 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *