Det er ude af trit med tiden, at visse brancher må ringe til dig uopfordret, og det er kritisabelt, at man skal søge beskyttelse for at slippe.
Fruen modtager for tiden en del irriterende opringninger fra telefonsælgere, der vil sælge forsikringer. Chikanen kommer ligesom i byger og ofte i den bedste spisetid.
Hvorfor visse brancher stadig er undtaget fra reglen om, at erhvervsdrivende ikke må ringe uopfordret, er ubegribeligt.
Og det er urimeligt og helt bagvendt, at man skal tilmelde sig Robinsonlisten for at slippe for de anmassende sælgere.
Men telefonsælgere irriterer mig så meget, at jeg nu har tilmeldt mig Robinsonlisten for min sjælefreds skyld. Ca. 900.000 andre danskere har gjort sig samme ulejlighed, og det viser, at der er noget galt med lovgivningen.
Forbrugeraftaleloven blev ændret i 2013, så et flertal i Folketinget synes altså, at det er OK, at visse brancher generer borgerne systematisk. Det drejer sig om flg. passus i loven:
§ 6. Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for telefoniske henvendelser om
1) bestilling af bøger,
2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,
3) formidling af forsikringsaftaler og
4) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken en eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand.
Jeg mindes at have læst, at undtagelsen for bøger, aviser og den slags historisk var begrundet med hensynet til ”folkeoplysning”.
I dagens informationssamfund er det noget pjat, og med forsikringsselskabernes reklamebudgetter, kan ingen være i tvivl om, at man kan forsikre sig.
Aviser og forsikringsselskaber er kommercielle virksomheder, og de ringer hverken af hensyn til dig eller samfundet, de ringer for at kapre markedsandele.
På borger.dk står, at det kan tage tre måneder, før Robinsonlisten virker, og der står også, at fx analyseinstitutter godt må ringe, selvom man er tilmeldt.
Så nu er der nok snart et analyseinstitut, der som led i en markedsundersøgelse ringer og spørger, om jeg har tilmeldt mig for at slippe for reklamer eller telefonopkald.
/Eric
Det irriterer i den grad også mig. I lange perioder var det hver eneste aften i og nogle gange flere på samme aften. Så snart de siger firmanavn, siger jeg, at det ikke har nogen interesse, og siger farvel. Fortsatter de med at tale, så siger jeg, at jeg lægger røret på nu. Vi har stadig fastnet, (en handicaptelefon af hensyn til Allans hørelse) men ikke nummerviser. Mit mobilnummer opgiver jeg kun til venner og familie, og andre nødvendige personer, så der bliver jeg (endnu) aldrig kontaktet.
Desværre er Robinsonlisten ikke den store hjælp. De glemmer at kigge på den. Hvis jeg husker at nævne, at vi i øvrigt er tilmeldt denne liste, undskylder de dog, men så er min irritation jo allerede tændt.
Hvis de stadig ringer til mig, når der er gået tre måneder, melder jeg dem til forbrugerombudsmanden. Jeg kan være en hidsigprop, når det stikker mig. Der er fortilfælde, hvor fiorbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheder, der tidligere var blevet advaret. Fx fik Weekendavisen i 2012 en bøde på 10.000 for (igen) at ringe til personer på Robinsonlisten.
For lang tid siden, før vi kom på Robinsonlisten, var der et firma der blev ved, og ved at ringe, flere gange om ugen, og endda to gange på samme dag. Jeg blev så arrig, at jeg sagde, hvis I kontakter os bare en gang mere anmelder jeg jer. DET hjalp.
Du er et tålmodigt menneske 🙂
… men så er der jo alle de indisk-engelsktalende, der er begyndt at florere. Dem kan man jo ikke lovgive imod, og de er faktisk langt mere irriterende end de danske sælgere, og Robinsonlisten er lidt ligemeget i den sammenhæng.
Se, det er et andet problem. Jeg er dog kun blevet ringet op af en indisk accent én gang.
Hvis det er et nummer, der ikke står i min kontaktliste, tager jeg som oftest ikke telefonen. Skulle det alligevel smutte, og det er et forsikringsselskab eller en bogklub, siger jeg “Goddag og farvel. Jeg er ikke interesseret”, og afbryder. Hvis de ikke skulle forstå ordene, er det deres eget problem. Jeg er høflig, men bestemt, og tænker en gang imellem, at det må være et hamrende umotiverende job at have.
Da det trods alt kun sker cirka en gang hver anden uge, gider jeg ikke tilmelde mig Robinsonlisten.
Jeg er dog enig i din argumentation og kan ikke rigtig se forskellen på en gammeldags dørsælger og en mere nutidig telefonsælger.
Det er op og ned, hvor ofte de ringer, men selvom jeg også er kontant og slipper af med dem på et øjeblik, irriterer de mig alligevel, og nu skal det være slut.
Det er mærkværdigt at det er sådan. Jeg bruger mere og mere ikke at tage telefonen, hvis jeg ikke kender nummeret, men det kan naturligvs være uhensigtsmæssigt. Hvis man vil mig noget er der mulighed for at indtale besked – og det må jo konstateres, at det er der ikke mange der gør.
Måtte lovgiverne snart foretage en relevant ændring på området.
Da de fleste call-centre har hemmeligt nummer, var den enkle løsning at filtrere den slags, men det har min mor også, så det ville ikke være så heldigt.
Området kalder på en strammere lov, for virksomhederne (aviser, forsikringsselskaber) kan slet ikke styre sig og går hæmningsløst lige til stregen af det lovlige og undertiden over.