Krisehjælp ydes snart i enhver tænkelig situation, men er det ikke ved at gå over gevind? Krisebegrebet er udvidet, og krisehjælp er big business.
Vi har alle ar på sjælen, og nogen får lettere blå mærker end andre, så det er sikkert glimrende, at voldsomme oplevelser bearbejdes, før de udvikler sig til noget traumatisk.
Men er det ikke ved at gå over gevind med al denne krisehjælp?
Ja, det er jo nærmest kættersk at sige sådan, for så er man en følelseskold skiderik uden forståelse for sjælens sarte instrument.
Men for mig virker det altså, som om der er gået krise i alverdens ting, og at vi konstant balancerer på kanten af traumernes afgrund med krisepsykologer som det eneste bolværk.
Jeg ved godt, det er overdrevet, men man kan jo snart ikke køre et pindsvin over eller vælte på cyklen uden at få tilbudt krisehjælp.
Har du bemærket, at speakeren i TV ikke kan omtale en voldsom begivenhed uden at tilføje, at de implicerede er blevet tilbudt krisehjælp? Så kan vi seere drage et lettelsens suk og tænke, at så ender alt nok godt.
Krisehjælp er sikkert en rigtig god ting, og skade kan den jo nok ikke, hvis den ydes af professionelle.
Men når jeg ser, hvordan forsikringsselskaber, redningstjenester og konsulentfirmaer kappes om at tilbyde psykologisk førstehjælp, tænker jeg på, om ikke noget af behovet er skabt af marketing.
Krisehjælp er blevet big business.
@ Henny
Sjovt nok nævnes flygtninge slet ikke af de forsikringsselskaber og andre etablissementer, som anbefaler deres egen ekspertise på området. De dyrker et andet kundesegment.
Jeg er slet ikke uenig med dig, men har en stærk følelse af, at de samme selskaber er dygtige til at sælge deres tjenesteydelser.
Jeg tror, at hjemvendte soldater kan have vældig brug for krisehjælp, og det samme kan alle, der har oplevet noget voldsomt. Alternativet kan være, at man skal leve med voldsomme traumer og PTSD resten af livet. Det skal nok blive sådan, at de hjemvendte får den hjælp, de skal have. Men flygtninge med traumer skal nok ikke gøre sig de store håb. Med dem er det jo bare skaberi, dumhed eller en tåbelig kultur, ikke sandt.
@ Hanne
Jeg kan ikke lige komme med et godt eksempel på noget krisehjulpet, som jeg synes er for letkriset. Man hører bare om det oftere og oftere, og ind imellem har jeg undret mig såre. Det er ligesom blevet selvfølgeligt, at man skal have krisehjælp.
For mig er soldater dog nok dem, der ofte kvalificerer bedst til hjælpen, fordi deres oplevelser kan være så ekstreme og hinsides det, en ellers robust psyke kan håndtere.
De unge mennesker accepterer risikoen for at dø, men ofte tror jeg ikke, de har fantasi til at forestille sig, hvilket vanvid de kan komme ud for, eller erfaring nok til at vurdere, hvad de mentalt kan holde til.
Jeg kender en fyr, som efter at have snust til psykologistudiet fik et deltidsjob som “telefonkrisepsykolog” hos et firma, hvis navn jeg skal undlade at nævne. Da jeg hørte det, havde jeg mine grunde til at tænke: “Vor Herre bevares!”
Jeg er fuldstændig enig og anser alligevel ikke mig selv for en følelseskold skiderik! Det er som om, der efterhånden skal mindre og mindre til før man anser noget som værende en behandlingskrævende krise.
Jeg har netop siddet og set TVA, hvor et af indslagene drejede sig om, at hjemvendte soldater ikke kan klare barnegråd. De har altså vældig svært ved at håndtere faderrollen og til dette vil forsvaret nu tilbyde dem hjælp.
Det er alt sammen fint, og det skal under ingen omstændigheder gå ud over et uskyldigt barn, at far har været i krig! Nu hører jeg til det mindretal i befolkningen, der ikke helt forstår, hvad Danmark egentlig har at gøre i en ørkenkrig – men jeg synes samtidig, at man har accepteret en række risici, når man har besluttet at være professionel soldat. Man må på forhånd have gennemtænkt de situationer, man kan komme i og have overvejet om man har den fornødne mentale styrke til det. Selv ville jeg ikke være et sekund i tvivl om, at det kunne jeg ikke klare; jeg ville aldrig komme afsted og skulle jeg endelig komme afsted skulle jeg have… øh ja krisehjælp, når jeg kom hjem.