Krisehjælp ydes snart i enhver tænkelig situation, men er det ikke ved at gå over gevind? Krisebegrebet er udvidet, og krisehjælp er big business.

Vi har alle ar på sjælen, og nogen får lettere blå mærker end andre, så det er sikkert glimrende, at voldsomme oplevelser bearbejdes, før de udvikler sig til noget traumatisk.

Men er det ikke ved at gå over gevind med al denne krisehjælp?

Ja, det er jo nærmest kættersk at sige sådan, for så er man en følelseskold skiderik uden forståelse for sjælens sarte instrument.

Men for mig virker det altså, som om der er gået krise i alverdens ting, og at vi konstant balancerer på kanten af traumernes afgrund med krisepsykologer som det eneste bolværk.

Jeg ved godt, det er overdrevet, men man kan jo snart ikke køre et pindsvin over eller vælte på cyklen uden at få tilbudt krisehjælp.

Har du bemærket, at speakeren i TV ikke kan omtale en voldsom begivenhed uden at tilføje, at de implicerede er blevet tilbudt krisehjælp? Så kan vi seere drage et lettelsens suk og tænke, at så ender alt nok godt.

Krisehjælp er sikkert en rigtig god ting, og skade kan den jo nok ikke, hvis den ydes af professionelle.

Men når jeg ser, hvordan forsikringsselskaber, redningstjenester og konsulentfirmaer kappes om at tilbyde psykologisk førstehjælp, tænker jeg på, om ikke noget af behovet er skabt af marketing.

Krisehjælp er blevet big business.