Læderhandleren i Puerto de la Cruz

I Calle de Zamora ligger en læderhandel med varer, hvis kvalitet langt overstiger souvenirbutikkernes. Et læderets minitempel.

Læderforretningen i Calle de Zamora

Her fandt jeg en livrem sidste år. Den kostede kun 10 euro og er af så god kvalitet, at den sikkert holder min tid ud, hvis jeg køber en mere.

Vi finder butikken og siger ”Hola” med stumt H. Ekspedienten lader os rode i fred, til tiden er inde. Jeg har fundet en rem med et enkelt spænde og siger, at det skal være noget i den retning, men at den skal være kortere og have et ekstra hul.

For at gøre det nemmere med længden og alt det der, tager jeg den gamle livrem af og rækker den til ham. Remmen glider gennem hans kenderhænder. Han kommenterer anerkendende det massive læder og priser kvaliteten. Da jeg fortæller, at den er købt i hans butik, kurrer han af henrykkelse.

Han finder en rem i den rette længde og går i gang med at lave et ekstra hul. I mellemtiden er Helle blevet fristet af en flettet rem, og da vi siger, at vi lige vil kigge os lidt omkring, siger han glad: ”Lookie, lookie!”

Den nye livrem

Butikkens indre er et skatkammer af lædervarer, og der hænger denne særlige duft, som kun læder afgiver. Der er tasker, mapper, hatte, sandaler, jakker, puder og punge. Handsker er der dog ikke. Hvad skal man med handsker på Tenerife?

En skoletaske i gedigenbrunt kernelæder strutter af livslang holdbarhed og er så rigeligt sine 167 euro værd. Jeg mærker trangen til at EJE den smukke taske.

Jeg ved blot ikke, hvad jeg skal bruge den til; det er mange år siden, jeg gik i skole, og rygsækken er mere praktisk. Vi betaler 24 euro for de to remme og tager afsked med den glade lædermand.

Relateret:

2 tanker om "Læderhandleren i Puerto de la Cruz"

  1. Erik Hulegaard

    Dette indlæg – indrømmet i digital (jule-)fortrolighed 🙂 – aktiverede kommentatorens livslange svaghed for igen at blive “læderlighed”. 🙂

    Og fornuftigt med et ekstra hul, da livets kulinariske fristelser og metaboliske udfordringer på udvalgte postnumre i EU-zonen nemt kan nødvendiggøre et (midlertidigt?) adderende livmål! :-))))

    Man(d) dufter næsten Bazar Zebra…..næsten!

    > http://www.hulegaard.dk/smell.htm

    Svar
    1. Eric

      Det ekstra hul var nu snarere for at kunne holde bukserne oppe, når kosten er knap så nærende! Måske jeg alligevel køber for lang en rem?

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *