Julen indhentede os på Tenerife, mens vi spiste fisk og drak spansk Chardonnay på en restaurant i Puerto de la Cruz.
Alle borde ved vinduet er optaget, og ungtjeneren fører os hen i et hjørne, hvor Helle kan glo på mig og muren bagved. Fernando er ikke skuffens skarpeste kniv, og det er skidt på en restaurant.
Overtjeneren har fri, og mod sædvane må vi vente på menukortet. Fiftyfifty noterer vores bestilling. Vi kalder hende Fiftyfifty, fordi hun siger ”fifty-fifty”, uanset hvor meget der er i glassene, når hun efterfylder. Hun har sort hestehale og glimt i øjet, og hendes bukser kan umuligt krølle, mens hun har dem på.
Da vi kom ind, så vi, at der var new arrivals blandt fiskene på is. Vi udpeger et par nylandede, og Fiftyfifty bærer dem ud til grillen.
Forretterne kommer hurtigt, men man mærker alligevel overtjenerens fravær. Han hører til de energiske kaptajner, som laver det meste selv, og uden ham kan skuden ikke holde kursen. Fiftyfifty gør, hvad hun kan, men besætningens indsats er ukoordineret.
Fiftyfifty parterer og anretter fisken ved bordet. Det er en ”sama”, siger hun. Den er perfekt grillet og smager godt. Vi joker med “Hai, Toranaga sama”.
Ved nitiden er vi de sidste gæster, og mens vi stille nyder vores vin, hænger personalet julepynt op. Det er guirlander og dekorationer af kunstig gran. Gaffatape kan holde på træværket, men ikke på muren, og Fernando kan ikke slå søm i.
Selv den luddovne gæstefisker kommer ind fra fortovet og giver en hånd med. Kun én, for den anden holder stadig på menukortene og den sidst tændte smøg.
Lidt efter lidt kommer julepynten op, og vi hjælper også til ved selv at skænke vin. Således indhentede julen os på Tenerife den 15. december.
Relateret: