Jeg har et kæmpestort køleskab, som overhovedet ikke bruger strøm eller anden energi. Det virker effektivt det meste af vinteren.
Jeg har ikke meget godt at sige om vinteren, bortset fra at man ikke skal slå græs og den slags. Dog må man lade vinteren, at den forvandler terrassen til et glimrende køleskab, ja undertiden en dybfryser.
Man behøver ikke putte rester og den slags i pladsøkonomiske bøtter, for at det hele kan være i køleskabet. Nej, ud på terrassen med stegegryden, hvis man ikke gider andet. Her bliver tingene også kølet ned hurtigt, hvilket jo er vigtigt, hvis man vil undgå ubehageligheder.
Man kan også købe stort ind uden at tænke på, om der nu er plads i det energimærkede køleskab, hvor pladsen er trang pga. den tykke isolering.
Så når der partout skal være hunde hop koldt, er det i det mindste positivt, at man har terrassekøleren, selvom den blev invaderet af fygesne forrige weekend.
Det ser så overskuds-agtigt ud at have dem til at ligge i en Alvar Alto.trådkurv. Jeg vil fra nu af overgå til køleskabet!
Jeg må sige, at det er en af de ting, jeg savner ved nu at bo i en lejlighed uden altan. Før i tiden var altanen mit bedste køleskab i lange perioder, fx for kartofler, som jo ikke skal i et rigtig køleskab, men hvor pokker gør man så af dem i en lejlighed? Jeg kan i hvert tilfælde ikke købe flere, end jeg lige skal bruge, for så ligger de og spirer (sammen med hvidløgene).
Enhver lejlighed burde have en altan og helst med havudsigt 😉 Hvorfor putter du ikke hvidløg i køleskabet? Det gør vi, og så skal de ligge længe for at spire.
Terrassekøler, hehe – oh hvor vi nyder dine små ordfinesser 🙂
Fænomenet kan vi i øvrigt så glimrende genkende også her på Østmidtsjælland.
Vi drager i høj grad nytte af det ekstra køleskab lige udenfor havedøren – faktisk har vi haft det samme i 21 år; det holder endnu; egentlig er det temmelig driftsikkert… kræver bare en udendørstemperatur under fire plusgrader…
Resterne ryger direkte ud i gryden også her hos os. Det er supernemt, og den eneste forskel er, at vores Le Creuset er rød 😉
Du gør ret i at betone driftssikkerheden. Jeg forsømte helt at sige, at netop frysedriftssikkerheden har været usædvanligt høj de sidste to år. Det gør selvfølgelig også, at man skal planlægge lidt bedre, hvis tingene skal tøs op 😎