Jeg fik i dag mail fra en utilfreds dame, der savnede oplysninger om frokostmuligheder om onsdagen og til hvilke priser.
From: xxx<xxx@mail.dk>
Subject: damefrokost
Message Body:
vil gerne vide hvilke muligheder der til en frokost en onsdag og til hvilke priser – disse oplysninger synes jeg der mangler på nettet
—
This mail is sent via contact form on Dette og hint http:////sitestory.dk/wordpress
*************
Jeg svarede:
Hej xxx
Jeg må med et smil gøre dig opmærksom på, at din forespørgsel i høj grad også mangler en meget væsentlig oplysning: Hvor ønsker du at spise frokost?
Du har skrevet til mig via min blogs kontaktformular, men jeg arrangerer ikke damefrokoster, hvis jeg kan undgå det. Derimod skriver jeg om mangt og meget på min blog, “Dette og hint,” og ind imellem også om restauranter, vi har besøgt. Jeg formoder, at et af de indlæg (formentlig ulæst) har forledt dig til at tro, at bloggen er en restaurants hjemmeside og ikke – ja, en blog.
Nu er det nærliggende at tro, at du tænker på Taverna Zorba, som jeg sidst har skrevet om, og i så fald kan jeg fortælle, at restauranten ikke har nogen hjemmeside. I hvert fald ikke endnu, men jeg tror, de arbejder på at få nogen til at hjælpe med det projekt.
Hvis jeg har gættet rigtigt (altså Taverna Zorba), foreslår jeg, at du ringer til 98 11 30 20 og spørger om det med frokost og priser. Jeg er sikker på, at de svarer venligt på spørgsmål.
Mvh.
Eric Bentzen
*************
Man skal vel hjælpe, hvis man kan – ikke sandt? Det hører med til historien, at xxx hurtigt svarede med et ”undskyld,” men det foruroliger mig noget, at nogen tror, dette er en restaurants hjemmeside.
Ganske vist er der en menu, men alligevel …
Haha – what a laugh! Tak for det!
🙂
Jeg er enig med en af de forrige kommentatorer i, at sådan går det når man skriver så meget om mad.
Selv oplever jeg noget lignende i forbindelse med at slægtsforskningsprogram jeg engang supporterede lidt på, og som jeg lavede en FAQ til, da jeg havde set de samme spørgsmål blive stillet igen og igen tilstrækkeligt længe. Nu får jeg tit en mail a’la: “Kan dette bruges til Windows 7?” og så skal jeg åbenbart selv gætte mig til, at spørgeren spørger til slægtsforskningsprogrammet. Jeg er efterhånden holdt op med at besvare de spørgsmål ud fra antagelsen om, at hvis folk ikke kan stille et ordentligt og fyldestgørende spørgsmål, skal de helle ikke forvente et ordentligt og fyldestgørende svar.
Får man for mange af netop den slags, bliver det træls, men ellers er det vel en balance. I dette tilfælde fik jeg mig et godt grin 🙂
Så høflig en betjening får man vist normalt ikke, når man får forkert nummer.
Jeg lavede engang det samme nummer (!) og fik en ‘privat’, da jeg forventede en restaurant. Hun sagde sødt og tålmodigt, at det skam kun skete en halv snes gange om dagen, da der var en trykfejl i lokalbogen.
DET må virkelig have været irriterende – men det er også så drastisk igen at skifte nummer – og den stakkels restaurant må have bandet godt og grundigt.
Det morede mig, men det må bestemt ikke være morsomt at få så mange fejlopkald, som du beskriver. Støn!
Det er da vist det man kalder en bøf – på den anden side, er bøf vel ikke typisk damefrokostmad?
Tja, hvem ved, hvad de smovser i, når mændene ikke er med?
Sådan går det, når man skriver meget om mad 😉
Så sandt, så sandt!
Ja, sådan kan man godt se på det, men jeg ved stadig ikke, hvor hun gerne vil spise frokost!
Hun spurgte det helt rigtige sted, fik både telefonnummer og et høfligt svar.. 🙂