Stander eller modstander?

Standeren til postkassen skulle i jorden inden frosten, men sikken et bøvl man skal have, for at Post Danmark kan fyre folk og spare penge.

StanderPostkassen skal stå i skel senest ved årets udgang, hvor der ikke bringes post ud, og brevsprækken skal sidde, så postbudet kan nå den siddende på en knallert, der ikke må køre på fortovet.

Det er mig inderligt imod at skulle betale for Post Danmarks rationaliseringsgevinst, men der er ingen vej uden om, så vi har købt en discountpostkasse + stander for 500 kr., og i dag skulle standeren i jorden.

Min praktiske begavelse finder sjældent anvendelse, men dette var til at overskue. Forhaven er hævet over fortovet, og i skellet står en 67 cm høj mur, som holder på jorden bagved. Standeren skulle i jorden lige inden for muren, i hjørnet ved trappen op til huset.

Men først skulle et vildnis af buske ryddes, og det tog mere end en time, før jeg kunne stikke spaden i jorden ved murens indre kant.

Klonk! – sagde det. Et par centimeter nede mødte spaden massiv sten eller beton. Jeg rykkede en smule baglæns og stak på ny spaden i jorden.

Klonk! – og sådan fortsatte det: Klonk – klonk! indtil jeg var så langt inde, at kun en brevdue ville kunne nå postkassen fra fortovet.

Enhver havemursspecialist vil sikkert ryste overbærende på hovedet og sige, at sådan skal en mur være konstrueret, hvis den skal kunne modstå trykket bagfra, men jeg anede altså ikke, at min mur er konstrueret som et isbjerg og så solidt som en tysk vesterhavsbunker.

Nødløsningen

Jeg måtte i stedet placere standeren i den smalle stribe mellem fortov og mur, hvor den er langt mere udsat for hærværk. Da standeren er 1,5 m lang, skulle den nu kun ca. 30 cm ned, hvis brevsprækken skal kunne nås fra knallerten, der ikke må køre på fortovet.

30 cm yder jo ikke megen stabilitet, så standeren skulle støbes ned i beton. Det var jeg ikke lige forberedt på, selvom jeg arbejder på en cementfabrik.

I garagen stod et par rester meget gammel mørtelmix og cement. Begge var forhydratiseret af flere års luftfugtighed, men kvaliteten behøver vel heller ikke være som til et højhus.

Det blev til en utilstrækkelig klat mørtel, som standeren blev presset ned i, og så blev hullet fyldt op med sand. Det holder ikke til hærværk, og jeg skal nok have erstattet sandet med mere beton, inden frosten kommer. Pokker tage Post Danmark!

Postkassen kommer op at hænge den 1. januar 2012, hvis standeren står endnu. Ellers kan man vel få sig en postboks. Det kan de vel ikke være modstander af?

 

10 thoughts on “Stander eller modstander?

  1. Gry

    Jeg er bare spændt på om jeg kan få post efter nytår, for vores vicevært er overbevist om, at vores sidder fint. Men hvis reglerne er at de skal kunne nåes fra en knallert, så håber jeg at PD har trappegående knallerter her på Mors…

    Svar
    1. Eric

      Reglerne kan læses på Post Danmarks hjemmeside. De siger intet om knallerter – det er min konklusion om den reelle hensigt, når jeg observerer brevafleveringsmetoden, som allerede nu praktiseres.

      Svar
  2. Donald

    For 25 år siden kom naboen over med en lægtehammer, da jeg stod og pressede en stålstander ned i jorden. Jeg havde aldrig set en lægtehammer, sikken et pragtfuldt stykke værktøj! Et hammerhovede på størrelse med et barnehovede og et skaft, der var tykt og stærkt. Med et par dask fik jeg drevet stålstanderen ned, fik sat proppen på og så kunne jeg skrue postkassen på.

    Tiden er gået og naboen kan ikke huske, at han havde en lægtehammer.

    Men siden da har min postkasse været udsat for to hærværk, det ene bestod i at nogen prøvede at dreje den, så brevsprækken vender ud mod vejen. Jeg ved ikke om det var et irriteret postbud eller en forbipasserende eller hvem. Jeg havde sat den lidt på skrå, og det lykkedes ikke den fremmede at dreje den, der skete bare det at beslagnitterne blev løse og skæve, så postkasen kan dreje sig lidt.

    Gad vide om ikke man kan få nogle nye beslag – eller lave noget, der ser pænere ud.

    Jeg synes som Ellen at din tanke vedrørende knallertkørsel på fortovet er interessant, men er du sikker på at det er en knallert? ER det ikke en speciel fortovs-postudbringningscykel? Med hjælpemotor all right, men dog en postudbringnings-indretning som har speciel tilladelse til at køre gamle damer over 😉

    Svar
    1. Eric

      Der er nok ikke mange i dag, som har en lægtehammer, men det minder mig om noget af det grej, smedene har ude på fabrikken. Noget af det er så stort, at man skulle tro, det var lavet til en film, men der er også nogle umanerligt store maskiner!

      Måske er det en specialbygget cykel med hjælpemotor, vores postbud kører på, men apparatet prutter grangiveligt som en knallert – også når det kører tomgang de steder, hvor han nødtvunget må stå af, fordi der ikke er postkasse i skel.

      Jeg forstår da så glimrende budet, og han kører næppe nogen ned, men på en måde provokerer det mig alligevel. Tidligere kunne det ikke svare sig at køre/cykle på fortovet, fordi de så hele tiden skulle stå af – det var nemmere at trække cyklen (uden hjælpemotor).

      Svar
  3. Inge

    Grrr… Hasse var ude i præcis samme øvelse sidste weekend, han går stadig og småbander over Post Danmark.. 🙂

    Svar
  4. Ellen

    Jeg er specielt fascineret af tanken om det med den ulovlige knallert – det er da for morsomt 😀 … håber dine anstrengelser ikke viser sig at have været forgæves, og at standeren står og ikke ligger til nytår. Hvad kaldes mon en liggende stander? 😉

    Svar
    1. Eric

      Allerede i dag er der så mange postkasser i skel, at postbudet afleverer kørende på fortovet. Da stande og stå nærmest er synonyme, er en liggende stander næppe en stander. – Men måske stilstander?

      Svar
  5. Erik Hulegaard

    To tanker kører parallelt under denne kommentar.

    Tanke I: Da blogejeren var minus 2 år gammel, herskede et familiemedlem (Gustav Hulegaard) over stortset Region Nordjyllands postdistrikt. Samme person var stolt af det danske postvæsen og sit job og ville rotere i sin (velholdte) grav af skam over dårlig service, hvis han kunne opleve …..

    Tanke II…..procesteknologens KLONK og efterårssvedige havemursarbejde for at tilfredsstille nutidens (kom-)Post Danmark. Det eneste positive i denne post-ombæring er, at erstatningen af sand til beton ikke er fremmed for blogejeren.

    Med tiden kan vi printe ud i 3D og måske slippe for KLONK! 😉

    Svar
    1. Eric

      Ak ja, fordums service! Nu kan man vel bare vente på, at hjemmehjælpsmodtagere selv skal betale en robotstøvsuger, så “man” kan rationalisere.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *