Postkassen er renset for barberskum, stilladsbrættet i forhaven er væk, og katten er faldet til ro efter gårsdagens fyrværkeriangreb.
Jeg hopper på den hvert år: dronningens nytårstale. Måske fordi jeg helt urealistisk håber, at hun bare én gang i sit liv vil sige noget overraskende om fx behovet for oplyst enevælde eller nytårsselskabsskat; men det kan hun selvfølgelig ikke.
Hun kan hakke sig gennem banaliteter, som at nogen bor på landet og andre i byen, og hvis der endelig er antydning af kant, er det så ukonkret, at begejstrede TV-kommentatorer kan fortolke det frit og gør det.
Brunelloen smagte udmærket, men man skal nok betale en del mere, hvis man vil opleve, hvorfor denne vin fra Montalcino er berømt. Der er vine, hvor man får meget mere for pengene.