Ny PC, Office 2010 og hysteriske anfald

Jeg er normalt et roligt gemyt, men i dag var jeg flere gange på randen af et hysterisk anfald pga. ny PC og Microsoft Office 2010.

Den flinke fyr fra IT kom i går kl. 14:40 for at installere ny PC, og det var en glimrende undskyldning for at gå tidligt, for uden PC er der ikke meget, jeg kan lave.

I dag skulle jeg så arbejde med vidunderet for første gang, og efter en masse netværksbøvl og kontakt til IT-afdelingen fik jeg omsider liv i netværket og Outlook.

Så gik det op for mig, at der ikke var installeret printer. Nå, man er vel rutineret, så jeg klikkede mig frem til den netværksprinter, som står ca. 10 skridt fra min pind.

Derpå kogte maskinen i mindst 15 minutter med Windows Update, før den tilstod, at den ikke kunne finde printerdriveren. Ny kontakt til IT-afdelingen: Jeg skulle starte et obskurt program fra kommandolinjen for at finde printeren på printerserveren.

Denne gang blev driveren fundet og installeret, men I får ét gæt på, om jeg kunne printe.

Igen ind i kontrolpanelet og vælge ”Add devices and printers”. Frem kommer et vindue med to menupunkter: ”Add a device” og ”Add a printer”.

Det var her jeg meget urutineret havde valgt ”Add a printer” i mit første forsøg på at installere printeren. Denne gang valgte jeg ”Add a device” i stedet, og der var printeren sørme også. Installationen gik som en leg, og nu kunne jeg printe.

Ellers volder Windows 7 Professional ikke problemer, men den nye Officepakke 2010 er ved at drive mig til vanvid.

Det værste er, at de velkendte menuer er forsvundet og erstattet af nogle bånd med ikoner, som skal betjenes med musen. Det er ergonomisk vanvid og meget langsomt i forhold til tastaturgenveje.

Det tager også en krig at finde det ikon, man skal bruge. Man bliver selvfølgelig huskendt med tiden, og måske kan man på en eller anden måde få menuer i stedet, men man har for pokker et arbejde at passe og har ikke tid til den slags fis. Microsoft for f…..!

Excel 2010 er heller ikke 100 % kompatibel bagud med makroer/VBA. Ting, som virkede i versioner < 2007, virker pludselig ikke mere, og det er et helvede. Man skal ind at debugge for at finde ud af, hvor det går galt, og hvordan det skal laves i stedet.

Det var der ikke lige tid til, så jeg måtte lave tingene manuelt. Microsoft for f…..!

Og hvad er lige fornuften i at skifte en funktion ud fra ”= MIDDEL” til ”= GENNEMSNIT”? Fra 6 til 10 karakterer. Det fremmer ikke produktiviteten. Der er sikkert meget mere af samme skuffe, men af en eller anden grund nåede jeg ikke videre i dag.

Jeg skummer endnu – godt man snart har ferie!

 

16 tanker om "Ny PC, Office 2010 og hysteriske anfald"

  1. Henrik Møller Thomsen

    Hej Eric

    Jeg har brugt det en stykke tid (2007) og er stadig ikke overbevist. Der er mange gode nye ting, som man hen ad vejen bliver glad for, men båndene er noget skrækkeligt ulogisk rod. Man har en funktion, man kendte tidligere, og pludselig er den placeret et helt andet sted, og man prøver sig frem rundt om i alle mulige hjørner af båndene. Og så er den manglende bagud kompatibilitet jo håbløs.

    vh
    Henrik

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Hej Henrik

      Jeg er glad for at høre, at det ikke kun er mig! Selvfølgelig lærer man at leve med det, men når det pludselig bliver til det værre, opdager man, hvor meget det fylder og betyder i ens hverdag, og hvor var det rart at få luft. 😎

      Svar
  2. Ellen

    Come nu on, Eric 🙂 Du er bare så god til alt det der, så kan en 2010-opgradering vel ikke vælte dig af pinden?
    Måske skulle vi udveksle lidt erfaring? Du kan rigtig meget – jeg kan lidt MS2010 … jeg vænnede mig lynhurtigt til alle båndene – syntes det var totalt genialt (da jeg var kommet mig over choket over, at alting så helt anderledes ud). Hvis du klikker på pilene nederst til højre på båndene, får du mange af de features frem, du kender fra den gamle Officepakke, og hvis du højreklikker på næsten hvad som helst i en tekst, får du oftest den go’e, gamle menu frem.
    Betjeningen er ikke forringet, hvis du spørger mig – tværtimod – men den er meget anderledes … og der er kommet rigtig mange gode og nye features i 2010-versionen.
    Ergonomi? Der har aldrig været så mange shortcuts som nu, men man skal selvfølgelig lige finde dem 🙂

    Svar
    1. Ellen

      Jeg husker stadig mig selv på, hvordan ‘de gamle’ i firmaet reagerede på, at vi gik fra WordPerfect til Word.
      Dengang svor jeg, at jeg aldrig ville være negativ over for noget nyt, som efter kort tids brug viser sig at være meget bedre end det vi havde.
      Det er jeg så nok alligevel nu, men det er en SharePoint-applikation, der bare ikke har levet op til det lovede. Undskyldninger … 😉

      Svar
      1. Eric

        Jeg er ikke negativ over for nye applikationer, fordi de er “anderledes end det, jeg er vant til”. Det er jeg alt for gammel i gamet til. Jeg er kritisk, fordi jeg synes, de har lavet noget bras, som er inkompatibelt og tidsrøvende.

        Svar
    2. Eric

      Netop: Klik, klik, klik, klik – mus hele vejen igennem, og ikonbåndene stjæler desuden plads fra arbejdsfeltet, og skal de skjules og vises, kræver det (vistnok) igen museklik. Jeg håber, jeg finder tastaturgenveje et eller andet sted, når jeg får tid.

      Betjeningen er tidsmæssigt og ergonomisk forringet enormt, hvis man skal bruge musen mere end end tidligere. Det geniale kan jeg overhovedet ikke se. Hvori skulle det bestå?

      Svar
  3. Stegemüller

    Der er ikke noget så frustrerende som det du er ude i her; jeg forstår godt at du skummer af raseri! Det er hamrende ulogisk at du skulle vælge ‘Add a device’ og ikke ‘Add a printer’, der står alle almindeligt tænkende mennesker ganske enkelt af.

    Jeg har ikke selv Office 2010 men holder mig indtil videre til version 2007, som jeg efterhånden er blevet tilfreds med, da jeg endelig vænnede mig til alle båndene og ikonerne. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at det kan blive værre.

    Alle programmer burde naturligvis være bagudkompatible, alt andet er sjusk. Jeg gætter på at du har rigtig mange VBA-koder på dit arbejde og dem kan du nu hygge dig med at skrive om; det er ikke ligefrem det, der øger produktiviteten.

    Godt du snart skal have ferie. Måske ser det hele lidt lysere ud, når du kommer tilbage?

    Svar
    1. Eric

      Jeg skal nok vænne mig til båndene, når jeg lærer at finde rundt, men hvorfor man gør ergonomien dårligere og forringer betjeningen for erfarne brugere går over min forstand.

      Jeg tror nu ikke, der er så meget VBA-kode, der skal rettes til, men det er en forbandet tidskrævende proces. Microsoft er nogle sjuskehoveder, og der er for mange bugs i hjørnerne – velsagtens fordi de har for travlt.

      Men jeg er sikker på, at det allerede ser meget lysere ud på tirsdag. 🙂

      Svar
  4. Erling Kristensen

    Eric. Jeg er glad for, at jeg ikke er en del af arbejdslivet. Men er trods alt nervøs for, at den teknologiske udvikling på et tidspunkt rammer mig i nakken. Men ok , opgaven vil blive løst! Det ved jeg.

    Svar
    1. Eric

      Ja, vel bliver opgaven løst, men jeg er bare træt af, at det skal være så besværligt og umanerligt tidskrævende.

      Svar
  5. Inge

    Uhadadada.. man er ikke venlig stemt i dag.. Vi holder hestene lidt endnu med skift til Office2010, vores ESDH taler dårligt med den version.. Men egentlig har MS jo bare gjort 2007 færdig, og lagt bånd ind i alle programmerne. Til gengæld er samarbejdet med SharePoint godt i 2010. Hvis man kører nyeste version af det program….. 😉

    Svar
    1. Eric

      Nej det kan du bide spids på, at jeg ikke er! Computerprogrammer skal være ergonomiske, og musearbejde og musealbue/-arm/-skulder sucks. Computerprogrammer skal også være bagud kompatible med tidligere versioner, og det er Excel 2010 ikke.

      Det med 2007 har du sikkert ret i, jeg blev forskånet og ved det ikke. Sharepoint? Har du prøvet at køre en webside genereret af Sharepoint gennem en validator? Det formår ikke at overholde standarden for html/xml, men laver tonsvis af fejl. Bortset fra det, er det selvfølgelig ret smart. 😉

      Svar
  6. Peter Andreasen

    Hej Eric

    En IT mand på AP udtalte for snart mange år siden at det var brugerne der skulle tilpasse sig systemet og ikke systemet der skulle tilpasses brugerne.

    Men ellers har du ganske ret i at office 2010 er en pestilens

    Svar
    1. Eric

      Ja, den herre husker mange, og heldigvis er melodien en anden i dag. Office 2010’s udskiftning af gode menuer med ikonkaos begriber jeg ikke. Altså hvis folk ikke kan læse og kun forstår piktogrammer, hvad skal de så med tekstbehandling?

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *