På dansk skal man passe på med pas. Fx er udløbne pas ikke det samme som løbepas. Løbepas er specielle pas, som udstedes til folk i pasform.
Specielle pas udstedes også til diplomater og forretningsfolk. De har ofte to pas, og det kalder man pasodoble eller pas de deux. Højtstående militærfolk med oppasser kan hædres med passabel.
Har man ikke løbepas, må man passere paskontrollen i pasgang, og når kontrolløren siger: ”Passé!” vil han se passet. Er passet udløbet, er det også passé, og det skaber undertiden forvirring.
Almindelige mennesker skal betale for at få et pas, og kun særligt fornemme får fripas. Bjergpas er ikke nødvendige i Danmark.
Man kan kun få pas, hvis man er tilpasset, men stod det til to ukonventionelle pastorer på den yderste højrefløj, skulle mange afpasses.
De ønsker at fremme det, de kalder passagen, men mere besindige politikere mener, at det er upassende, og at ”pastor” i denne sammenhæng er afledt af det tyske ord ”Tor”.
Med inddragelsen af tysk bliver indlægget grænseoverskridende, og så er det passende at slutte dette afsnit af ”Dansk er en svær en”. Bypasset må vi tage en anden gang.
