Kategoriarkiv: Dansk er en svær en

Sproglige strøtanker. Dansk er en svær en #29

Kan en fyr virkelig være granvoksen? Hvor høj bliver en filigran? Har tæskehold bankrådgivere? Der er så mange sproglige mærkværdigheder.

Er biologer foreninger for biografgængere? Kan man bruge mineral i stedet for perlegrus? Har bisætninger brod, og er man prekær, før man bliver nogen kær? Er i sidste øjeblik præsent?

Har Kongens Lyngby et dynastisystem? Ryger dronningen kongerøgelse eller Prince? Tænkte Einstein supertanker?

Er snedkere træmænd? Er fildelingstjenester populære i fængslet, og hvordan kan man være udsat, når man er indsat?

Hvis faktorernes orden er ligegyldig, hvorfor sender de så ikke X Factor efter midnat?

Og sådan er der så meget.

 

Om slag og at slå. Dansk er en svær en #28

Dansk er et slående voldeligt sprog. Har du tænkt over, at der bliver slået til den hele tiden? Her forklares nogle af de mange slagord.

Regnslag er slagtøj. Opslag må ikke forveksles med uppercut, men er noget, man har på bukser. Opslag er ikke det modsatte af nedslag, selvom nedslag også kan fås på benklæder.

Afslag i prisen er det samme som nedslag, men underligt nok bliver man ikke nedslået af nedslag, men kan godt blive det af afslag. Opslag kan også være, hvis man slår op i en bog, men ikke hvis man slår op med sin kæreste.

Nogle kan få pengene til at slå til, og når de slår om sig med penge, gør det ondt, hvis de bruger hård valuta.

At slå igen er ikke at tildele flere slag, men betyder at gengælde et slag. Hvis man rammer en person utilsigtet, er det et slagtilfælde, men hvis man rammer med overlæg, er det et overslag med en bevidst slagplan.

Kuskeslag er en erhvervsrisiko, og den mest almindelige arbejdsulykke for bartendere er at slå sig på flasken. Tømrere slår ofte hovedet på søm og bruger i øvrigt dørslag. Slagtere bruger slag, når de laver rullepølse.

Ud fra en teknisk betragtning må det dog undre, at udslag ikke er det modsatte af indslag, og at forslag ikke er det modsatte af bagslag.

Fodslag bruges i de orientalske kampsportsgrene, hvor man ikke slår på hinanden med en wok (fordansket til vokslag). Hvis man ikke rammer slagsiden, får modstanderen tilkendt omslag, og efter kampen er det et ritual at drikke slagte og kåre en slagtemester.

Dueslag og bislag tager vi en anden gang, men folkeslag kommer vi ikke uden om; dertil er verdenskrige for alvorlige.

Endelig slår nogen til Søren. Dog ikke jeg, for ham deler jeg kontor med, og nu er jeg slagfærdig.

 

Kort om duer. Dansk er en svær en #27

Hvis to duer slås, kaldes de duellanter og kampen en duel. Hvis mange duer slås, er det et dueslag, og de faldne er kampduelig.

Brevduer fungerede i sin tid som en slags arbejdsduer og deraf ordene funktionsduelig og arbejdsduelig.

Fondue er suppe kogt på due, mens oste- eller chokoladefondue ikke har noget med fugle at gøre. Vinduer er fordrukne, og når de vakler rundt med en fjer på, kaldes de også vippevinduer.