Kategoriarkiv: Erindringer og minder

Skolereform – tro, viden og læring

11 svar
Lad lærdommen blomstre

Lad skolen blomstre

Hvordan bliver ungerne bedre til at læse og regne? Jeg ved det ikke, men jeg er glad for, at jeg ikke skal starte i den nye folkeskole.

Måske er vejen frem flere timer, mere fysisk aktivitet og lektiehjælp. Jeg ved det ikke.

Det virker heller ikke til, at politikerne ved det. Deres beslutninger synes båret mere af tro end viden. Som dengang Brian Mikkelsen sagde, at de borgerlige havde den holdning, at straf hjælper (mod kriminalitet).

Holdning, tro eller viden – jeg er bare glad for, at jeg ikke skal starte i skolen, og  at jeg ikke har børn, der skal.

Jeg var sikkert en atypisk elev, for når jeg fik fri fra skolen, kastede jeg mig ikke over lektierne som det første, nej jeg lavede alt muligt andet. Hvad det alt muligt andet var, ændrede sig med alderen, men det havde ikke noget med skolen at gøre.

I skolen brød jeg mig slet ikke om gymnastik, som fysisk aktivitet hed dengang, når den var skemalagt. Jeg har ikke boldøje, blev altid udtaget sidst og fik næseblod, når pulsen blev høj.

Læs resten →

Afrika-indsamling og mærkesalg

11 svar

TV-showet med indsamling til Afrika så jeg ikke, men det fik mig til at tænke på dengang, vi skolebørn solgte mærker for alskens gode formål.

Jeg har intet mod indsamlinger, jeg kan bare ikke klare shows med begejstringsdirigenter.

Det kan selvfølgelig have ændret sig siden 1985, hvor jeg sidst så et show, men jeg genser hellere ”Gnavne gamle mænd,” der har større identifikationspotentiale.

Men showet forleden fik mig til at tænke på dengang, man suspenderede undervisningen flere gange om året, så vi skolebørn kunne sælge mærker, altså sådan nogle små papmærker med logo og nål.

Overskuddet gik til formål, som per dekret var gode. Jeg husker ikke dem alle, men der var da Børnenes Kontor, Kræftens Bekæmpelse og nogle stykker mere. Red Barnet og Hjerteforeningen var vist også med.

Læs resten →

Drengedrømme

9 svar

Jeg ville være pelsjæger, når jeg blev stor, det var sikkert og vist. Sverres frie drengeliv på Lofoten og i Canada talte til fantasien.

Drengs vilje af Torry GredstedI Torry Gredsteds bøger var der drenge uden svig, og de udviste mandsmod under så fjerne himmelstrøg som Korsika og Mongoliet. Der var rigeligt med blondt hår, spejderranke rygge og blå øjne, når helten da ikke var indianer og hed Paw.

Længere mod nord oplevede Sverre eventyr i pulk, på Lofoten og i Canada. Sverres litterære far var Magnus Moen, pseudonym for Estrid Ott.

Jeg slugte Sverre-bøgerne og ville være pelsjæger, indtil jeg i 2. eller 3. klasse fik briller og pludselig kunne se, hvad der stod på tavlen. Jeg erkendte med modstræbende realisme, at en nærsynet pelsjæger næppe blev skarpskytte.

Senere kastede jeg mig over lystfiskeriet. Først skulle jeg lære at svømme, sagde mor, og det gjorde jeg så en hundekold sommerferie i friluftsbadet, hvor rødmossede rekrutter fra nærliggende kaserner også plaskede rundt med korkbælte og frøs.

Der gik nogle år med lystfiskeriet, men selvom jeg læste ”Den fuldkomne fisker” af Izaak Walton og alt om laksefiskeri med flue og ædel splitcane-stang, bed kun få ålekvabber over mindstemålet på mine sandorm.

Det var sikkert godt det samme, for dengang var Limfjorden ved Aalborg ikke så humsk som i dag, og mågerne festede i det stinkende spildevand fra Nørresundbys svineslagteri.

Det er ikke alt, man kan læse sig til, og fiskestangen svirpede for sidste gang. Der kom andre interesser, og andre drømme brast, eller også falmede de bare. Nogle gik også i opfyldelse – dog ikke den om at blive opdagelsesrejsende som Thor Heyerdahl.

I takt med at man bliver ældre, finder man ud af, at selvom verden måske nok ligger for ens fødder, ligger den ikke altid lige til højrebenet.

Bevares, fantasien har vinger, og jeg drømmer stadig, men mere pragmatisk og helst om ting jeg ved kan realiseres – som fx en vinterferie på Tenerife. Så bliver man ikke skuffet.

Og mellem os: Skal jeg være ærlig, er jeg i dag svært glad for, at jeg ikke blev pelsjæger.