Jeg ville være pelsjæger, når jeg blev stor, det var sikkert og vist. Sverres frie drengeliv på Lofoten og i Canada talte til fantasien.
I Torry Gredsteds bøger var der drenge uden svig, og de udviste mandsmod under så fjerne himmelstrøg som Korsika og Mongoliet. Der var rigeligt med blondt hår, spejderranke rygge og blå øjne, når helten da ikke var indianer og hed Paw.
Længere mod nord oplevede Sverre eventyr i pulk, på Lofoten og i Canada. Sverres litterære far var Magnus Moen, pseudonym for Estrid Ott.
Jeg slugte Sverre-bøgerne og ville være pelsjæger, indtil jeg i 2. eller 3. klasse fik briller og pludselig kunne se, hvad der stod på tavlen. Jeg erkendte med modstræbende realisme, at en nærsynet pelsjæger næppe blev skarpskytte.
Senere kastede jeg mig over lystfiskeriet. Først skulle jeg lære at svømme, sagde mor, og det gjorde jeg så en hundekold sommerferie i friluftsbadet, hvor rødmossede rekrutter fra nærliggende kaserner også plaskede rundt med korkbælte og frøs.
Der gik nogle år med lystfiskeriet, men selvom jeg læste ”Den fuldkomne fisker” af Izaak Walton og alt om laksefiskeri med flue og ædel splitcane-stang, bed kun få ålekvabber over mindstemålet på mine sandorm.
Det var sikkert godt det samme, for dengang var Limfjorden ved Aalborg ikke så humsk som i dag, og mågerne festede i det stinkende spildevand fra Nørresundbys svineslagteri.
Det er ikke alt, man kan læse sig til, og fiskestangen svirpede for sidste gang. Der kom andre interesser, og andre drømme brast, eller også falmede de bare. Nogle gik også i opfyldelse – dog ikke den om at blive opdagelsesrejsende som Thor Heyerdahl.
I takt med at man bliver ældre, finder man ud af, at selvom verden måske nok ligger for ens fødder, ligger den ikke altid lige til højrebenet.
Bevares, fantasien har vinger, og jeg drømmer stadig, men mere pragmatisk og helst om ting jeg ved kan realiseres – som fx en vinterferie på Tenerife. Så bliver man ikke skuffet.
Og mellem os: Skal jeg være ærlig, er jeg i dag svært glad for, at jeg ikke blev pelsjæger.