Pippi Langstrømpe må ikke længere sige ord som ’negerkonge’ i svensk TV. I dag fandt vi så bogen Lille Sorte Sambo – lad os straks tænde bål!
Projekt ”Smid væk” fortsætter en rum tid endnu.
I dag kom vi til en sæk, som har stået i en kælderkrog, siden Helles forældre flyttede for mange år siden, og vi havde god plads til det, de ikke nænnede at smide væk.
Sækken indeholdt ting fra Helles barndom, såsom farvekridt, vandfarver, hønseringe, glaskugler, spil, malebøger, børnebøger m.m.
Alt røg ud med hård hånd, men da Lille Sorte Sambo dukkede op, vældede minderne frem, og bogen blev lagt til side.
Helles eksemplar udkom i 1939 og er temmelig ramponeret. Jeg læste den igen og gøs igen med Sambo, når han redder livet ved at give tigrene sit fine nye tøj og sine fine nye sko.
Helen Bannerman skrev og illustrerede The Story of Little Black Sambo, som udkom i 1899. Den foregår i Indien, hvor hun boede i mange år, og har været utroligt populær.
Illustrationerne blev kritiseret af borgerrettighedsfolk i U.S.A. i tredverne og fyrrerne. Selvom handlingen tydeligvis er henlagt til Indien, mente man, at tegningerne af Sambo og hans forældre viste ”afro-amerikanere” på en nedværdigende måde.
Siden er bogen vistnok udkommet med flere titler, fx The Story of Little Babaji (1996), så balladen om ord i børnebøger og politisk korrekthed er langt fra ny.
Jeg finder det temmelig pjattet at censurere gamle bøger, fordi ord ændrer betydning og værdiladning. Skulle man være konsekvent, var der ikke mange gamle værker, som undgik saksen.
Og hvad med Halfdan Rasmussen? Han får omgående racismekortet for:
”Nede i de varme lande hvor de store løver går,
sidder negerpigen Sanne, hun har krusedullehår”
Som barn læste jeg både Pippi og Lille Sorte Sambo og blev ikke racist af den grund. Tværtimod har jeg i snart 36 år levet med en sambo.
Vel skal vi da tale pænt til og om hinanden, men sprogligt snerperi kan også kamme over og kan sågar blive komisk.
Fx er det komisk for mig, at man skal sige sort i stedet for neger, når neger er afledt af det latinske niger, som betyder sort.
/Eric