Tag-arkiv: Børn

Frygten for Hr. Holm

Hr. Holm blev ejendommens trold, børnespiser og heks i én person. Han var alt det, vi børn frygtede – og så i vores egen opgang!

Hr. Holm gik aldrig ud. Han var gammel, og meget andet vidste vi børn ikke. Fantasien havde derfor frit spil, og Hr. Holm blev ejendommens trold, børnespiser og heks i én person. Han var alt det, vi børn frygtede – og så i vores egen opgang!

Min familie boede på 2. sal lige over Hr. Holm. Om morgenen hostede han længe og hev hvinende efter vejret. Det genlød uhyggeligt i hele opgangen, og jeg skyndte mig altid forbi hans trappeafsats, hvor der lugtede surt af cerutter.

Når vi legede i gården, gled der sommetider en skygge forbi vinduet på 1. sal, og så blev vi stille. ”Så I ham?” hviskede vi og udmalede med gru, hvad der ville ske, hvis han fangede en af os.

Med ført pen

Tiden gik, og en dag, da jeg var 11 – 12 år, sagde min mor, at jeg skulle gå ned til Hr. Holm. Der var noget, jeg skulle gøre for ham. Jeg ringede nervøst på døren. Jeg vidste nu, at Hr. Holm blot var en gammel mand, men den gamle rædsel havde stadig tag i mig.

Jeg troede, jeg skulle løbe et ærinde, men det viste sig, at jeg skulle skrive et brev. Hr. Holm så nu så dårligt, at han ikke længere selv kunne skrive.

Stuen med de tunge møbler lå hen i halvmørke bag nikotingule gardiner. Jeg sad ved spisebordet med en bordlampe med silkeskærm, og Hr. Holm stod ved reolen. Han var ikke høj, men korpulent og bar tunge briller, som forstørrede hans øjne.

Han dikterede tydeligt, og jeg skrev nervøst som til eksamen. Stilen var højtidelig og formel. Hr. Holm brugte ord som ”Eder”, selvom det var et brev til hans egne børn. Han dikterede sikkert og lavede ikke om på noget. Ind imellem spurgte han skarpt, hvordan jeg stavede et bestemt ord, før jeg fik lov til at fortsætte.

Til sidst skulle jeg skrive:

”Med ført pen, Eders fader [xxx] Holm”

hvor x’erne var hans fornavn, som jeg ikke husker.

Jeg fik en skilling og besked på at gå. Skillingen var velkommen, og jeg forlod lettet den mørke lejlighed og dens sure hørm af cerutter og gammel mand.

Hr. Holm må have været tilfreds med mit sekretærarbejde, for snart var der igen bud efter mig, og jeg skrev flere breve. Det var ikke kun breve til hans børn. Måske Hr. Holm var gammel bogholder eller lignende, for der var breve, som nævnte beløb og sagførere.

Stilen var altid meget formel. Jeg forstod ikke meget, men koncentrerede mig om at skrive skønskrift og sluttede altid med ordene: ”Med ført pen…” Jeg begyndte at forstå, hvorfor de voksne omtalte Hr. Holm med en vis respekt. Han havde viden og kunne selv med min usikre håndskrift få andre til at makke ret.

Jeg er overbevist om, at Hr. Holm ikke brød sig om børn, men med tiden blev distancen alligevel mindre. Han havde jo heller ikke så megen kontakt med andre mennesker, og i hans stue var jeg altid velopdragen.

Det skete endda, at han fortalte en historie. For mange år siden havde han bygget sig en fremtid i et af de baltiske lande, men så kom krigen eller russerne, og han måtte rejse tilbage til Danmark og starte forfra. Jeg så gulnede billeder fra Baltikum og forstod, at Hr. Holm havde oplevet mere end de fleste.

Efterskrift

Brevskriveriet fik en ende. I dag husker jeg ikke, om det var fordi Hr. Holm døde, eller fordi vi flyttede. Nogle kan huske farven på deres sidste sut, men så heldig er jeg ikke.

Men brevene for Hr. Holm lærte mig, at frygt som regel udspringer af din egen fantasi.

Til Tenerife: langt at flyve, højt at skråle

Der er langt fra Aalborg til Tenerife – ikke mindst med en flok skrigende decibelbørn jævnt fordelt i kabinen for optimal surround sound.

Vi havde det godt på Tenerife, men forinden skulle vi så gruelig meget igennem, og ørepropper er nu kommet på huskelisten.

Charterflyet lettede tidligt fra Aalborg, men ethvert håb om en blund forsvandt hurtigt. En hoben unger i førskolealderen skreg og skrålede i samfulde 5½ time, så lydbølgerne alene kunne have båret flyet og sparet adskillige tons CO2.

Og nu vil jeg ikke høre noget pladder om, at ”hvad kan man ellers forvente af de små pus på så’n en lang flyvetur?”

De råbte og skreg sgu’ i vilden sky, før flyet overhovedet var lettet! Så rejselængden har ingen betydning. Desuagtet kan jeg da helt støtte, at forældre til decibelbørn vælger nærmere rejsemål. Hvis de absolut vil ned i varmen, kan jeg varmt anbefale Randers Regnskov.

Jeg skal ikke afvise, at der kan have været en velopdragen pode eller to, for dem hører man af gode grunde ikke, men jeg så ingen – der er så ringe overblik i en Airbus 321.

Møgungen lige bag mig mærkede jeg derimod til fulde. Han sparkede mig konstant i ryggen og delte gavmildt ud af lydsporet på sine DVD film (transportabel afspiller) til de nærmeste rækker, når han ikke selv råbte eller sloges med sin søster.

Jeg kunne selvfølgelig have indledt en dialog med forældrene for at opnå en fredsaftale, men faderen lignede ærlig talt ikke typen, der køber samtalekøkkener. Tværtimod var han bodypumpet med indbildske steroider og kunne tilhøre Skytsenglene eller deres støttegruppe, AK47. Dialog var ikke det første, man tænkte på.

Hvad skulle mit diplomati også nytte, når hverken Bubber eller BUPL har kunnet løfte opgaven?

Nej, stod det til mig, var uromagerne kommet i regeringens nye lømmelpakke og sendt poste restante.

P.S.

Retfærdigvis skal det siges, at vi på hjemrejsen blev vidner til, at dedikerede forældre faktisk kan underholde og tage sig af deres børn, så ungerne er søde, charmerende og ikke støjende. Tak til parret på række 13 i SK7572 den 15. december 2009.

Hvad man dog hører

Man skulle rejse noget mere – man hører så meget.

Jeg har lige læst en morsom historie (”Nyt ord til mit vokabularilokum”) om en teenagepige i toget, som sagde “piratviden” i stedet for “paratviden”.

Det fik mig af en eller anden grund til at mindes følgende fra en flyrejse.

Begejstret mor til sit barn:

“Nu skal vi flyve til Sicilien!”

Barnet:

“Kommer vi så forbi min børnehave?”