Hr. Holm blev ejendommens trold, børnespiser og heks i én person. Han var alt det, vi børn frygtede – og så i vores egen opgang!

Hr. Holm gik aldrig ud. Han var gammel, og meget andet vidste vi børn ikke. Fantasien havde derfor frit spil, og Hr. Holm blev ejendommens trold, børnespiser og heks i én person. Han var alt det, vi børn frygtede – og så i vores egen opgang!

Min familie boede på 2. sal lige over Hr. Holm. Om morgenen hostede han længe og hev hvinende efter vejret. Det genlød uhyggeligt i hele opgangen, og jeg skyndte mig altid forbi hans trappeafsats, hvor der lugtede surt af cerutter.

Når vi legede i gården, gled der sommetider en skygge forbi vinduet på 1. sal, og så blev vi stille. ”Så I ham?” hviskede vi og udmalede med gru, hvad der ville ske, hvis han fangede en af os.

Med ført pen

Tiden gik, og en dag, da jeg var 11 – 12 år, sagde min mor, at jeg skulle gå ned til Hr. Holm. Der var noget, jeg skulle gøre for ham. Jeg ringede nervøst på døren. Jeg vidste nu, at Hr. Holm blot var en gammel mand, men den gamle rædsel havde stadig tag i mig.

Jeg troede, jeg skulle løbe et ærinde, men det viste sig, at jeg skulle skrive et brev. Hr. Holm så nu så dårligt, at han ikke længere selv kunne skrive.

Stuen med de tunge møbler lå hen i halvmørke bag nikotingule gardiner. Jeg sad ved spisebordet med en bordlampe med silkeskærm, og Hr. Holm stod ved reolen. Han var ikke høj, men korpulent og bar tunge briller, som forstørrede hans øjne.

Han dikterede tydeligt, og jeg skrev nervøst som til eksamen. Stilen var højtidelig og formel. Hr. Holm brugte ord som ”Eder”, selvom det var et brev til hans egne børn. Han dikterede sikkert og lavede ikke om på noget. Ind imellem spurgte han skarpt, hvordan jeg stavede et bestemt ord, før jeg fik lov til at fortsætte.

Til sidst skulle jeg skrive:

”Med ført pen, Eders fader [xxx] Holm”

hvor x’erne var hans fornavn, som jeg ikke husker.

Jeg fik en skilling og besked på at gå. Skillingen var velkommen, og jeg forlod lettet den mørke lejlighed og dens sure hørm af cerutter og gammel mand.

Hr. Holm må have været tilfreds med mit sekretærarbejde, for snart var der igen bud efter mig, og jeg skrev flere breve. Det var ikke kun breve til hans børn. Måske Hr. Holm var gammel bogholder eller lignende, for der var breve, som nævnte beløb og sagførere.

Stilen var altid meget formel. Jeg forstod ikke meget, men koncentrerede mig om at skrive skønskrift og sluttede altid med ordene: ”Med ført pen…” Jeg begyndte at forstå, hvorfor de voksne omtalte Hr. Holm med en vis respekt. Han havde viden og kunne selv med min usikre håndskrift få andre til at makke ret.

Jeg er overbevist om, at Hr. Holm ikke brød sig om børn, men med tiden blev distancen alligevel mindre. Han havde jo heller ikke så megen kontakt med andre mennesker, og i hans stue var jeg altid velopdragen.

Det skete endda, at han fortalte en historie. For mange år siden havde han bygget sig en fremtid i et af de baltiske lande, men så kom krigen eller russerne, og han måtte rejse tilbage til Danmark og starte forfra. Jeg så gulnede billeder fra Baltikum og forstod, at Hr. Holm havde oplevet mere end de fleste.

Efterskrift

Brevskriveriet fik en ende. I dag husker jeg ikke, om det var fordi Hr. Holm døde, eller fordi vi flyttede. Nogle kan huske farven på deres sidste sut, men så heldig er jeg ikke.

Men brevene for Hr. Holm lærte mig, at frygt som regel udspringer af din egen fantasi.