Tag-arkiv: Cykelsti

Liget på cykelstien

Billig

Nu har liget snart stået der en uge til stor gene for cyklisterne, som kører ud på vejen, hvor de er til fare for den tunge trafik.

Det er jo nok billigere at smide sit gamle billig på cykelstien end at transportere det til ophugning. Eller måske faldt hjulet af på vejen sammen med nummerpladerne.

Politiet har sat en seddel på ruden, hvor det påpeges med politisprog, at bilen henstår uden nummerplader, hvilket er tydeligt selv for svagtseende.

Seddel fra politiet

Som om det er værre at henstå uden nummerplader end at parkere på cykelstien, når der er god plads på fortovet.

Hrmf!

Jamen så fjern dog vraget! Det har stået i vejen siden lørdag, og ejeren har tydeligvis ikke læst sedlen.

 

Mildere vejr og jordskælv i Haiti

Cykelstien var fejet, da jeg skulle hjem fra arbejde. Jeg blev så glad. Ikke mere slingrende cross country, men summende gummi mod sort asfalt.

Jeg var så glad og positiv, at jeg straks gik ud og fjernede det tynde lag creme fra mit eget fortov og genåbnede hullerne i snediget, som kommunens sneplov havde plomberet. Strøede frisk salt i sårene.

Mildere vejr, mildere sind.

Så blev det tid for nyheder. Jordskælv i Haiti. Forfærdeligt. Sne og cykelstier er banaliteter.

Det er vist tid at betænke Læger uden Grænser eller “your favourite charity”, som amerikanerne ynder at sige.

Vi kan gøre en forskel; kampen mod sne og cykelstier for at komme på arbejde er ikke kun motion.