Tag-arkiv: Dansk

En quiz om mus. Dansk er en svær en #36

Der er husmus, markmus og mange andre mus, men mest forvirrende er alle de mus, som slet ikke er mus, når det kommer til stykket.

MusDagens udgave af ”Dansk er en svær en” er en quiz, hvor du kan teste dine musesprogkundskaber:

  1. Er ledmus særligt lede mus eller mus med flere led (jf. ledorm)?
  2. Er en guldmus en mus med gyldent skind?
  3. Er humus mus, der bevæger sig hu hej, eller mus, man kommer i hu?
  4. Er hummus mus, der hummer sig, eller mus, der siger ”hum,” når de er i brunst?
  5. Er en musvåge en våge i isen for havmus?
  6. Er havmus markmusens maritime slægtning?
  7. Holder lakmus til i malerværksteder?
  8. Er katekismus religiøse eller fattige som kirkerotter?
  9. Er musaka blot et andet navn for mus (jf. aka: ”also known as”)?
  10. Er en musling en slags dværgmus?
  11. Er en mustang en tang til mus?
  12. Er muslim en pendant til fiskelim, som laves af gelatine?
  13. Er museskader rovfugle?
  14. Muskat – er det en kat med forkærlighed for mus i nød?

Svar:

Læs resten

Har krigsveteraner ni liv?

Det er tragisk, at mange amerikanske krigsveteraner begår selvmord, men skal man tro DR’s tekst TV, er det ikke så slemt endda.

Der var overskriften nemlig: ”Krigsveteraner begår mange selvmord”

Ak ja.

 

Gåsevin og svalebajere. Dansk er en svær en #33

Danske fugle er så drikfældige, at ord og vendinger herom har vundet indpas i sproget, og når ordene således får vinger, er dansk en svær en.

Gæs bare bæller gåsevin, og svaler kæver svalebajere, men kun når der er varmt. Deraf mundheldet ”Én svalebajer gør ingen sommer”.

Mest fordrukne er dog alliker og høner (jævnfør ”fuld som en allike” og ”hønefuld”). Man skal dog ikke dømme hønerne for hårdt, for de kan ikke stå for tappehaner og brushaner.

Brushaner gør det i mousserende vine og er lidt eksklusive, hvorimod der over en kam er lukket for vandhaner. Hønerne gider dem ikke, for de er ynkelige, og så vander de høns. Nej, hønerne foretrækker en coq au vin.

Alligevel er det måske den gamle historie om, hvad der kom først, hønen eller ægget, for der er vel en grund til, at en lille flaske snaps kaldes en kylling.

Duer er nogle drukmåse. Dueunger får det ind med duemælken de første dage i livet, for voksne duer har hang til stærkere varer. Det er især vinduerne, som hånligt kaldes vippevinduer, når de har fået en ordentlig svingfjer på.

Duemælk er i øvrigt et sekret, som produceres i kråsen, mens fuglemælk er en flerårig løgplante. Det er mildest talt forvirrende, og Sprognævnet burde træde i karakter.

Nå, det var et sidespring, og for lige at afslutte det med fuglenes drikkeri er der altså en grund til, at de synger af fuld hals.

Næste afsnit vil måske handle om, hvordan fuglene også øver indflydelse på det kulinariske sprog med ord som fx ”kromad”.