Fladflimmeren blev leveret som aftalt, og digital HD er sørme noget andet end analog billedrørståge. Det er lidt som at få nye briller.

Det største arbejde med at få det nye TV op at køre var næsten at pakke det ud. Installationen var lige ud ad landevejen, men som med en computer er der så mange muligheder for ditten og datten, at detaljer kræver nøjere studium.

Standardindstillingen havde for meget kontrast, og farverne var overmættede, men på en eller anden måde fandt vi den rette menu uden at læse biblen manualen, og så var billedet bare perfekt.

Jeg må indrømme, at HD – altså høj opløsning – står knivskarpt og helt uden flimmer. Wauw! Det er næsten som at få nye briller, når man trænger.

Og siderne på tekst-TV skifter momentant og skal ikke bladre hele køkkenrullen igennem. Det sætter jeg pris på til morgenkaffens nyhedsoverblik.

Apparatet kan en masse andet og sågar internet via WiFi, men det kræver en dyr USB-dims. Nix – hvad skal man også med internet uden tastatur? Det vildeste bliver nok at stikke USB-pinden i og se fotos i widescreen.

Vil jeg så se mere TV nu?

Næppe. Måske hvis der er en naturfilm eller lignende, hvor billederne bare brager æstetisk ind på nethinden, men ellers ikke. Indholdet er der jo ikke ændret på, bortset fra flere kanaler vi aldrig vil se.