Har jeg brug for det? Nej. Var det dyrt? Nja. Hvorfor så? Jo ser du, det hele startede, da jeg købte et nyt lommekamera i efteråret.
Da det gamle lommekamera gik til, købte jeg et nyt. Jeg valgte efter billedkvalitet, og det betød intet, at kameraet også kunne optage video. Faktisk regnede jeg slet ikke med at bruge den facilitet, men afprøves skulle den selvfølgelig, og så var jeg hooked.
Det var jo alligevel sjovt med levende billeder og lyd til nogle ting, og ønsket om at få et rigtigt videokamera voksede sig langsomt større. Jeg sonderede markedet, og i formiddags faldt valget på et Sony med det nuttede navn: HDR-CX250E (ironisk smiley).
Med videokameraet fulgte et bibliotek af manualer på forskellige sprog. Jeg beholder én, og resten genopstår som genbrugspapir. Mens batteriet ladede op, stod den på manuallæsning, og efterfølgende gik installation af software som en leg.
Det er ganske utroligt, hvad sådan en lille størrelse kan præstere, og så fravalgte jeg endda modeller med indbygget projektor og GPS. Jeg så ingen grund til at betale ekstra for noget, jeg synes er pjat.
Nu skal der leges, så jeg er klar til at fange Sicilien i HD. Det kan jo være, at Etna elskværdigt vil bøvse lidt lava og røg, som jeg kan filme på sikker afstand.
Jeg har øvet mig lidt i baghaven, men græsset gror altså for langsomt til at kunne underholde. Jeg bringer derfor et billede af Jens Bangs Stenhus (indgangen til Svaneapoteket).
Billedet har ikke det fjerneste med dette indlæg at gøre, bortset fra at jeg tog det i formiddags med det lommekamera, som startede hele videohistorien. Alting skal vel heller ikke altid være relevant. Så købte man fx aldrig noget, man ikke har brug for.
Det største arbejde med at få det nye TV op at køre var næsten at pakke det ud. Installationen var lige ud ad landevejen, men som med en computer er der så mange muligheder for ditten og datten, at detaljer kræver nøjere studium.