Tag-arkiv: Sony

Drilleri med DRM-beskyttelse og e-bogslæseren

I går købte jeg bøger på nettet, men filerne var DRM-beskyttede, så min SONY e-bogslæser ikke kunne læse dem. Det var der heldigvis råd for.

Bøger”A Game of Thrones” er meget oppe i tiden, havde jeg bemærket uden at tænke videre over det, men da en ven anbefalede bøgerne, købte jeg dem på nettet. 20 $ for 5 e-bøger var til at overkomme, også selvom prisen steg til 25, fordi jeg bor i Danmark.

Men da jeg ville importere bøgerne til programmet Calibre, kunne de pludselig ikke konverteres til epub-format, fordi de var DRM-beskyttede.

DRM-beskyttelse slavebinder kunderne til en bestemt digital platform, fx Amazons Kindle, så jeg har ikke haft skrupler overhovedet ved at bruge et plugin, som løste det problem, men nu virkede det ikke længere.

Jeg bandede stygt!

Men hvor der er ufine restriktioner, er der hjælpsomme frihedskæmpere, og det viste sig, at plugin’et bare skulle opdateres. Pyh!

For min skyld kan de store, internationale boghandlere gerne indføre deres egne formater, hvis de er bedre, eller man kan konvertere dem til et fornuftigt standardformat, men hvis ingen af delene er tilfældet, bliver jeg mopset.

Når jeg fravalgte Amazons Kindle som e-bogslæser, var det bl.a. fordi filerne fylder ca. 4 gange så meget som epub-formatet, og så har jeg svært ved at se andre fiduser, end at Amazon vil score på at sælge deres egen reader.

Læs resten

Mit nye legetøj: et Sony videokamera

Har jeg brug for det? Nej. Var det dyrt? Nja. Hvorfor så? Jo ser du, det hele startede, da jeg købte et nyt lommekamera i efteråret.

Jens Bangs StenhusDa det gamle lommekamera gik til, købte jeg et nyt. Jeg valgte efter billedkvalitet, og det betød intet, at kameraet også kunne optage video. Faktisk regnede jeg slet ikke med at bruge den facilitet, men afprøves skulle den selvfølgelig, og så var jeg hooked.

Det var jo alligevel sjovt med levende billeder og lyd til nogle ting, og ønsket om at få et rigtigt videokamera voksede sig langsomt større. Jeg sonderede markedet, og i formiddags faldt valget på et Sony med det nuttede navn: HDR-CX250E (ironisk smiley).

Med videokameraet fulgte et bibliotek af manualer på forskellige sprog. Jeg beholder én, og resten genopstår som genbrugspapir. Mens batteriet ladede op, stod den på manuallæsning, og efterfølgende gik installation af software som en leg.

Det er ganske utroligt, hvad sådan en lille størrelse kan præstere, og så fravalgte jeg endda modeller med indbygget projektor og GPS. Jeg så ingen grund til at betale ekstra for noget, jeg synes er pjat.

Nu skal der leges, så jeg er klar til at fange Sicilien i HD. Det kan jo være, at Etna elskværdigt vil bøvse lidt lava og røg, som jeg kan filme på sikker afstand.

Jeg har øvet mig lidt i baghaven, men græsset gror altså for langsomt til at kunne underholde. Jeg bringer derfor et billede af Jens Bangs Stenhus (indgangen til Svaneapoteket).

Billedet har ikke det fjerneste med dette indlæg at gøre, bortset fra at jeg tog det i formiddags med det lommekamera, som startede hele videohistorien. Alting skal vel heller ikke altid være relevant. Så købte man fx aldrig noget, man ikke har brug for.