Der er syv arbejdsdage tilbage. Den forestående overgang til efterløn har fyldt så overraskende meget, at jeg bevidst har forsømt bloggen.
Man skriver jo helst om det, hjertet er fuldt af, men man skal ikke plage sine læsere, og derfor har jeg holdt mig tilbage.
For tankerne om den forestående efterløn har fyldt overraskende meget. Dagligt leder noget tankerne hen på, at det og det snart er slut eller snart bliver anderledes.
Der er så meget, man gør for sidste gang, eller gør for sidste gang mens man er i arbejde.
Det lå ikke i kortene, at jeg skulle lave cement. Kortene sagde noget om sprog og litteratur, og det spor fulgte jeg en tid, indtil jeg fik kolde fødder.
Havde jeg ikke skiftet spor, skulle jeg i dag forklare teenagere, at sammensatte ord aldrig, aldrig, aldrig kløves på dansk som på fx engelsk.
Få dem til at forstå, at sammensatte ord oftest har tryk på første led, at en rødspætte ikke er det samme som en rød spætte, og at en tysk lærer ikke nødvendigvis er tysklærer.
Arbejde adler, gør søvnen sød og bærer lønnen i sig selv, siger gamle ordsprog. Hvad man dog har fundet på for at sukre arbejdspillen!