Så har jeg sagt op

Chefen var måske i knibe og bad pænt, så tirsdag sagde jeg min stilling op med fratrædelse den 31. december 2018.

Skorstene

Snart ser jeg kun skorstenene på afstand. Foto: Aalborg Portlands arkiv

For sparebasunen trutter som så ofte før, det er ikke kun på cementfabrikken, den lyd er velkendt. Faktisk burde alle større virksomheder have et sparebasunbrassband.

At ansætte flere (”øge head count” som det hedder i dag) er derfor et problem, som kunne gøre det vanskeligt at ansætte min efterfølger så betids, at han kan få overleveret opgaverne fornuftigt, selvom det er i alles interesse.

Efterfølgeren er ansat i forvejen, og det er efterfølgerens efterfølger også, men i rekrutteringskædens sidste led skal der ansættes en ny, og det giver HR dårlige nerver.

Ræsonnementet må være noget i denne retning:

”Det passer sikkert, når han siger, at han stopper ved årets udgang, men hvad nu hvis han ikke gør det alligevel? Så står vi med head count-slipset i postkassen!”

Så jeg forbarmede mig og sagde op, selvom jeg synes, det er til grin, men de slipper for grundløse spekulationer, og min efterfølger kan starte betids.

Inderst inde havde jeg alligevel opgivet håbet om at blive fyret med 6 måneders opsigelse og evt. fratrædelsesgodtgørelse.

Det ville jo heller ikke være så godt, hvis de fyrede mig nu og krævede, at jeg skulle arbejde i opsigelsesperiodens samfulde seks måneder, når jeg er opsat på at stoppe 31.12.

En fratrædelsesgodtgørelse ville også bare blive modregnet i efterlønnen, og med den uventede besparelse kunne politikerne finde på at købe flere kampfly eller noget andet tosset.

På den baggrund kunne det være lige meget for mig, hvornår jeg sagde op.

Før jeg gjorde det, ringede jeg dog til min A-kasse og spurgte, om der var nogle faldgruber. Reglerne om efterløn er jo ikke skrevet med forståelighed for øje.

Det var der nu ikke, faldgruber altså, og når jeg skal på efterløn, kunne jeg jo lige så godt melde mig ud af fagforeningen og spare de penge, tænkte jeg.

Men ha! De er mindst lige så røgede, som jeg er speget. Jeg kan sagtens få min efterløn uden at være medlem, men hvis jeg melder mig ud, kræver A-kassen et administrationsgebyr, som matcher kontingentet.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. De har fat i den lange ende, og sådan er kapitalismen!

Men nu har jeg altså skrevet under på det, jeg hele tiden har sagt, og vi kan komme videre uden grus i bureaukratiets maskineri.

Der er 62 arbejdsdage tilbage.

/Eric

12 tanker om "Så har jeg sagt op"

  1. Stegemüller

    Hrm hvad med alle din makroer? Jeg ved godt, du siger, de er veldokumenteret i VBA-koden i sig selv, det kan da måske bare være, at din efterfølger ville være glad for et rigtigt menneske til at forklare koden? Sådan ville jeg selv have det.

    Jeg har også nedsat kontingent i min fagforening. (Djøf) 481,00 kr i kvartalet. Det har jeg haft, siden min invalidepension trådte i kraft.

    Svar
    1. Eric

      Det vil være alt for omfattende, og der er slet ikke tid til at lære ham VBA på avanceret niveau oven i det andet. De må bruge tingene, som de er, og når der (igen) kommer en ny Excel-version, hvor VBA-delen ikke er 100 % bagud kompatibel, må de løse det, som de nu bedst kan.

      Svar
  2. Ellen

    Der er så mange fjollede regler. Jeg sagde også op med seks måneders varsel, for min chef kunne ikke begynde at annoncere efter min afløser før han havde min opsigelse på skrift, og det ville han umuligt kunne nå indenfor det normale opsigelsesvarsel. Det havde ikke noget at gøre med, at han ikke stolede på, at jeg ville sige op, men det var (igen) alene headcount, der talte.
    Jeg har ikke stået i fagforening siden jeg var 26 år, fordi de ødelagde mere for mig end de hjalp mig, men forskellen i arbejdsløshedskassekontingent var ikke ret stort for mit vedkommende.
    Nå, men tillykke med, at skridtet nu er endeligt taget – selv om du jo aldrig har været i tvivl om, hvornår det skulle gøres.

    Svar
    1. Eric

      Det fjollede er, når arbejdstageren skal rage kastanjerne ud af ilden for arbejdsgiveren, der selv har skabt problemerne. Det irriterer mig rent principielt, at de trækker veksler på min loyalitet, selvom det ikke betyder det store i praksis. Det er one way og ikke noget for noget.
      Nu er der forskel på, hvad man arbejder med, men i det omfang, det er fagforeningen, der har tegnet overenskomsten og står værn om ens rettigheder, mener jeg afgjort, at man skal bakke op. Hvis man ikke står sammen, er man svag – det viser al historie. Men som sagt, det afhænger af, hvad man arbejder med, og hvad vilkårene er.

      Svar
  3. Stegemüller

    De arbejdsgivere, de arbejdsgivere. Var det ikke 30 år, du havde været der? Kunne kan ikke forestille sig, at du ville være et ordentligt menneske og lære din efterfølger grundigt op?

    For søren hvor er det kortsigtet og uintelligent.

    Svar
    1. Eric

      På det private arbejdsmarked er der intet vigtigere end det indeværende års bundlinje, og det styrer beslutningerne. Kan man spare 1 krone i år, er det vigtigere, end at beslutningen koster 10 kroner næste år. Almindelig husholdningsfornuft gælder ikke.

      Svar
  4. Jørgen

    Det hele ser jo ud til at ordne sig – og snart vil arbejdsidentiteten skulle erstattes af pensionistidentiteten. Selv om det måske kræver lidt tanker, er du givet vis mand for at klare det som en mis.

    Svar
    1. Eric

      Helt sikkert. jeg er blot irriteret over, at jeg skal løse virksomhedens selvskabte problemer. Det er i virksomhedens interesse, at efterfølgeren får overleveret ordentligt. Jeg kan i princippet være ligeglad, men bliver bedt om at løse deres selvskabte problem ved at sige op flere måneder før, det burde være nødvendigt.
      Pænt og ordentligt, nuvel, men alligevel udtryk for, at der er noget galt i beslutningsprocesserne.
      Jeg ser frem til pensionistidentiteten, selvom den sikkert også kan forstyrres/generes af bureaukratiske forordninger 😉

      Svar
  5. Lene

    Åh ja de besparelsestrommer lyder overalt, min leder har også travlt med at få ansat dem, der skal være vikarer for andre, for trommerne lyder højere og højere. Sidste år blev vi taget på sengen og måtte undvære tre kolleger i fire måneder, det var hårdt.
    De 62 dage kommer helt sikkert til at stryge af sted, og som sygehusansat lyder det som en drøm at have fri i december, det får mig dog ikke til at stoppe 😉

    Svar
    1. Eric

      Ja, den tromme kender vi nok alle med dens enerverende rytme. De 62 dage kommer helt sikkert til at flyve afsted. Dog er det kun 5 feriefridage, jeg fyrer af i december – før december kommer der hele tre ugers ferie i Grækenland, og du milde hvor jeg glæder mig, nu hvor den danske sommer er “normaliseret” 🙂

      Svar
  6. Henny Stewart

    Hm. “Hvis du går nu, hvornår kan du så være hjemme?”. Jeg forstår godt argumentet med head count osv. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at jeg ikke ville føle mig særlig påskønnet, hvis jeg stod i din situation. Nå, det er nok bare mig.

    Når man er på efterløn, er der jo en – i hvert fald teoretisk – mulighed for, at man fortsætter med at arbejde, bare på nedsat tid. Hvis man gør det, giver det jo god mening at fortsætte i fagforeningen. Du kunne undersøge, om din fagforening har et tilbud om nedsat kontingent. Jeg selv har ikke betalt fuldt kontingent, siden min langtidssygemelding. Det ville give god mening for mig, om alle efterlønnere fik nedsat kontingent. Fagforeningerne har nok ikke de store udgifter på sådan nogen som os.

    Svar
    1. Eric

      Jeg føler ikke mangel på påskønnelse, men min første tanke var: “Hvad Fanden, tror de ikke på mig?”
      Det gjorde de såmænd nok, de var bare bange for deres r.. ved ikke at følge de udstukne retningslinjer til punkt og prikke (er min fortolkning).
      Fagforeningen, Ledernes Hovedorganisation, HAR nedsat kontingent for efterlønnere. Flere af mine kollegaer har spurgt, om jeg (som flere andre erfarne efterlønnere) så skal til at arbejde som konsulent, og på Helles forslag svarer jeg: “Det har virksomheden ikke råd til.” 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.