Ulmende kaffegrums mod hvepse

Vi spiser ude på terrassen hele sommeren og var i år plaget af hvepse, indtil jeg læste et råd om brændende kaffegrums.

Kaffegrums

Udbrændt kaffegrums fra i går.

Jeg kan ikke fordrage, når hvepse kravler rundt på min mad, tager svømmetag i mit glas eller undersøger, om jeg er spiselig. Og der var mange hvepse i år.

Jeg ved godt, at man kan lave hvepsefælder, men hvorfor skal første udvej altid være at slå ihjel?

Jeg så rådet om brændende kaffegrums på Facebook. Når Facebook er kilden, er der al mulig grund til skepsis, så jeg lavede en søgning på nettet.

Det står faktisk flere steder, at hvepse ikke kan fordrage lugten af brændende kaffegrums. Nu har den slags det med at blive kopieret ukritisk, så jeg lavede mit eget faktatjek.

Faktatjekket

Jeg bredte kaffegrums ud på et stykke stanniol og lod det ligge et par dage, til det var knastørt.

Jeg forede en tobaksdåse med stanniol, puttede kaffegrums i og prøvede at få skidtet til at brænde. Det var umuligt, selvom jeg brugte mange tændstikker i forsøget.

Det bestyrker min mistanke om, at man skriver af efter hinanden, for ingen af siderne, jeg fandt, ulejligede sig med at fortælle, hvordan man får kaffegrums til at brænde, og det er jo ligesom ret vigtigt, ikke sandt?

Så her får du tippet: Lampeolie. Ikke sprit eller andre farlige væsker, men god, gammeldags lampeolie med roligt temperament. Befugt overfladen og tænd.

Mens der er olie, som kan brænde, ryger det ikke så meget, men det holder hvepsene på afstand, og når olien er udbrændt, ulmer kaffegrumset videre i forholdsvis kort tid, hvor det ryger en del.

Der kan godt komme en hvepsespejder forbi, men den vender hurtigt om, og vi er ikke nær så plaget som før.

Så jeg kan bekræfte, at rådet virker mod hvepse. Det synes i øvrigt også virksomt mod løver – vi har i hvert fald ikke set nogen.

/Eric

8 tanker om "Ulmende kaffegrums mod hvepse"

  1. Stegemüller

    Fedt med løverne!

    Et andet tip mod hvepse er at flytte på 1. sal i en lejlighed forstårs; her er heller ingen hvepse, det har til gengæld andre ulemper, nemlig at der ikke er en terrasse at spise på hele sommeren. Det er en stor ulempe, men prisen for en terrasse og tilgrænsende arealer er urimelig i hovedstadsområdet.

    Det siger en del om lødigheden af det, man finder på FB, og om hvor få, der faktatjekker men æder alt råt for usødet. Jeg tror godt nok, der er forskel på emnerne, for det er min oplevelse, at IT-relaterede artikler meget ofte er temmelig lødige. Problemet kan være, at de typisk er på engelsk. Selvfølgelig optræner man termerne med årene, men jeg tror, at det afholder mange for at afholde sig fra at prøve.

    Svar
    1. Eric

      Det har sine fordele at bo i provinsen, selvom der følger et par hvepse med.
      Du har sikkert ret i det med lødigheden på FB. Jo mindre et emne taler til følelserne, desto mere sobert bliver det sikkert behandlet.

      Svar
  2. Ellen

    Tak. Det skal prøves. Vi har ikke mange hvepse, men bare én er en for meget … jeg kan ikke fordrage de små kræ.
    Og kaffegrums har vi nok af!

    Svar
    1. Eric

      Det skulle efter sigende også være godt mod myg, så det er en tillægsgevinst. Hvepse er som telefonsælgere – de kommer/ringer altid i den bedste spisetid 🙂

      Svar
  3. Pia

    Her har jeg kun set en eneste hveps i år. Den sad i et æble der var faldet ned fra træet. Generelt synes jeg ikke vi har været plaget af hvepse de sidste mange år. Heller ikke selvom jeg sylter. Den sylteeddike plejer elles godt at kunne tiltrække nogle hvepse.

    Svar
  4. Jørgen

    Ikke dårligt med et godt råd. Og især når der findes en god løsning på hvorledes man futter kaffegrums af.
    Og så er det jo en fin service at sige man ikke skal bruge sprit, idet man jo herved risikerer at ende som flamberet kvajpande, hvis man rammes af en stikflamme, hvilket en del grillamatører har prøvet i tidens løb.
    Af en eller anden grund har hvepseplagen ikke været særlig plagsom her i år, hvilket jo er dejligt.

    Svar
    1. Eric

      Godt for jer. Vi har velsagtens et bo i nærheden, for de har været ualmindeligt plagsomme i år. Desto gladere er jeg for, at det virker med kaffegrumset.
      Og ja, man kan hurtigt blive flamberet kvajpande, hvis man bruger sprit eller lignende.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.