Om jeg begriber, hvorfor nogen kan lide at få hold i ryggen og blødende rifter. Ja, det er havearbejde, jeg taler om.
Hvorfor skal alting også vokse, så man skal knokle for at holde det nede?
Mennesker og dyr vokser til en given højde, og så er det slut, bortset fra den smule vi kan vokse i bredden.
Sådan burde haven også være. Græs, der aldrig blev længere end 4-5 cm, en hæk, der er aldrig blev højere og bredere end 1,5 og 0,5 m. Og så videre i den dur.
Så ville man have meget mere tid til at sidde i haven, og det ville være en fornøjelse at se græsset lade være med at gro.
Der må gerne komme blomster og frugt og den slags, men jeg har aldrig hørt en fornuftig forklaring på, hvorfor frugttræer absolut skal vokse, så man ikke kan nå de øverste frugter.
Man tror, man er inde på noget af det rigtige, når man køber frø til etårige krydderurter. Etårig må jo betyde, at det, man ikke spiser, kreperer og selvkomposterer, inden året er omme.
Men man bliver snydt, gør man. Jeg såede etårig oregano og kørvel én gang for mange år siden, og nu har skidtet bredt sig til hele matriklen.
Tag ikke fejl: jeg kan godt lide at være i haven, men det eneste havearbejde, jeg bryder mig om, er at sidde på terrassen med den bærbare computer.
Med den kan jeg luge ud, klippe og beskære med nogle få tastetryk, som ikke giver hold i ryggen.
Relateret: