Tag-arkiv: Græs

Sværmeriet for det livsbekræftende

Folk, som falder i romantisk svime over alt livsbekræftende, kan få deres lyst styret ved at slå min græsplæne, når vi har været på ferie.

Flymo

For det er i den grad livsbekræftende, at en græsplæne uden gødning vokser 15 – 20 cm på knap 3 uger, bare fordi det regner en lille smule, mens vi er på ferie.

Ja, jeg nævner det bare som eksempel på, at det livsbekræftende ikke nødvendigvis er så positivt, at det kalder på jubel. Flymo, plæneklipperen, var ganske vist tæt på at falde i svime, men det var af overanstrengelse og ikke romantisk begejstring.

Den normalt så støjsvage Flymo stønnede højlydt, og amperemeteret nåede feberhøjder, selvom jeg kom med opmuntrende tilråb som: ”Flot Flymo!” og: ”Så, nu leger vi mejetærsker!”

Læs resten

I civilisationens tjeneste

En husejer skal forsvare et minimum af matriklen som bastion mod planterigets erobringstrang, men det gøres afgjort bedst i tørvejr.

Græs

Den megen regn har fået græs og fortovsukrudt til at gro i vildskab, og baghavens urskov rækker grådigt sine botaniske fangarme ud efter mere territorium.

Jeg har for længst erkendt, at jeg ikke kan vinde kampen, men jeg forsvarer tappert en lille bastion af civilisationen mod planterigets erobringstrang. Det er en slags magtbalance. Regnskoven skal bevares og alt det der, men vi skal vel være her alle sammen.

Græsset har nu nået en højde, hvor mosset skal have en hjælpende hånd (mosset og jeg er allierede). Begreber som fairness og sportslighed må vige; dette er ikke et spil, men en rå kamp om magt.

Efter lidt mentaltræning iførte jeg mig arbejdstøj og handsker og trådte ud af døren, hvor jeg blev angrebet fra en uventet kant: Det var begyndt at regne. Ikke voldsomt, men alligevel så offensivt at jeg blæste til omgående retræte.

Det var uforudset, og nu kræver det tid at beslutte, hvad jeg skal lave i stedet. Omstillingsparathed er fint nok på jobbet, men der er grænser for, hvor meget man skal blande arbejdsliv og privatliv.

Når jeg nu ikke kan være frontsoldat, må jeg hellere lege lidt med det nye videokamera. Måske kan jeg lære at lave små dokumentarfilm, der kan arbejde i civilisationens tjeneste.

 

Kapløb med tiden

En grå og svanger sky svulmer i horisonten. Der er lummert og vindstille, og alle instinkter varsler regn. Kan jeg mon nå at slå græsset?

Skyer

Jeg cykler de sidste hårde meter op ad bakken. Luften lugter som flintesten, hvis ellers flintesten lugtede.

Jeg smider rygsækken og går straks ud og finder plæneklipperen og kablet. Jeg skulle have gjort det i weekenden, men der var småbyger, og vådt græs er så træls.

Det grå monster nærmer sig støt, og jeg forcerer tempoet. Skyen er så grå, at den kunne give blyforgiftning, tænker jeg, mens jeg skynder på Flymo. Aldrig har den slået græsset så hurtigt.

Blyskyen er over os i samme øjeblik, jeg har klippet det sidste strå. Jeg spurter ud i garagen med Flymo og ruller kablet op.

Jeg nåede det! T-shirten klæber, og brillerne dugger, da jeg falder om i stolen under terrassens halvtag. Pyh, hvor er jeg varm! Det er, så jeg damper, og jeg må tørre panden.

Lyset bliver til tusmørke, og temperaturen falder brat. Tunge dråber rammer halvtaget som en ildevarslende ouverture, og jeg er svært tilfreds med min timing, selvom jeg sveder bravt.

Og så stopper det.

Der faldt måske en deciliter på vores matrikel. I alt.