Tag-arkiv: Græs

Holger og konen

I sidste indlæg skrev jeg om haren Holger, der smovser i baghavens buffet. I går havde han inviteret fruen med ud at spise.

Holger og konen

Ja måske er det Holger og Helga, men det er nok snarere Holger og kammesjukken Harald. Hvad ved jeg om harens sociale liv? Måske har Holger bare anmeldt positivt i ”Løbesedlen”.

De dukkede op ved 18:30-tiden, og jeg knipsede dem fra terrassedøren. De reagerede på kameraspejlets svage klik ved at kigge op og dreje ørene, men tog ikke flugten.

De nippede til det nyspirede græs, som i øvrigt ikke spirer særligt imponerende. Den nye ”plæne” har store, nøgne partier, og generelt er ukrudtet mere motiveret for grøn vækst end græsset.

Der skal nok eftersås, men måske er det bedre at vente, for her i Nordjylland er der er ikke megen regn i udsigt. Hvad siger ekspertpanelet? Om havearbejde ved jeg med sikkerhed kun, at det giver hold i ryggen.

Læs resten

Sværmeriet for det livsbekræftende

Folk, som falder i romantisk svime over alt livsbekræftende, kan få deres lyst styret ved at slå min græsplæne, når vi har været på ferie.

Flymo

For det er i den grad livsbekræftende, at en græsplæne uden gødning vokser 15 – 20 cm på knap 3 uger, bare fordi det regner en lille smule, mens vi er på ferie.

Ja, jeg nævner det bare som eksempel på, at det livsbekræftende ikke nødvendigvis er så positivt, at det kalder på jubel. Flymo, plæneklipperen, var ganske vist tæt på at falde i svime, men det var af overanstrengelse og ikke romantisk begejstring.

Den normalt så støjsvage Flymo stønnede højlydt, og amperemeteret nåede feberhøjder, selvom jeg kom med opmuntrende tilråb som: ”Flot Flymo!” og: ”Så, nu leger vi mejetærsker!”

Læs resten

I civilisationens tjeneste

En husejer skal forsvare et minimum af matriklen som bastion mod planterigets erobringstrang, men det gøres afgjort bedst i tørvejr.

Græs

Den megen regn har fået græs og fortovsukrudt til at gro i vildskab, og baghavens urskov rækker grådigt sine botaniske fangarme ud efter mere territorium.

Jeg har for længst erkendt, at jeg ikke kan vinde kampen, men jeg forsvarer tappert en lille bastion af civilisationen mod planterigets erobringstrang. Det er en slags magtbalance. Regnskoven skal bevares og alt det der, men vi skal vel være her alle sammen.

Græsset har nu nået en højde, hvor mosset skal have en hjælpende hånd (mosset og jeg er allierede). Begreber som fairness og sportslighed må vige; dette er ikke et spil, men en rå kamp om magt.

Efter lidt mentaltræning iførte jeg mig arbejdstøj og handsker og trådte ud af døren, hvor jeg blev angrebet fra en uventet kant: Det var begyndt at regne. Ikke voldsomt, men alligevel så offensivt at jeg blæste til omgående retræte.

Det var uforudset, og nu kræver det tid at beslutte, hvad jeg skal lave i stedet. Omstillingsparathed er fint nok på jobbet, men der er grænser for, hvor meget man skal blande arbejdsliv og privatliv.

Når jeg nu ikke kan være frontsoldat, må jeg hellere lege lidt med det nye videokamera. Måske kan jeg lære at lave små dokumentarfilm, der kan arbejde i civilisationens tjeneste.