Mandagens udflugt går til bjergbyerne Ravello og Scala. Vejudsigten siger regn, men mon det bliver så slemt?
Helle siger fra, hun vil hellere blive hjemme. Jeg vakler, men beslutter mig så for at tage med og bevæbner mig med paraply og en plasticpose til kameraet.
Det regner, da bussen forlader hotellet 08:30 og kører op ad bjerget til Ravello. Her sættes vi af ca. 300 meter fra byens torv. Jeg lader kameraet blive i bussen, det er ikke designet til undervandsoptagelser.
Regnen tager til, og jeg søger i første omgang tilflugt i domkirken, der ligger på byens torv.
De solide bronzedøre er sluppet for omsmeltning, og prædikestolen med marmorløver er imposant; men kirker interesserer mig ikke synderligt, så jeg går i stedet til Villa Rufolo.
Villa Rufolo
Hvis man er fyldt 65, kan man spare to euro i entré, så på vejen til billetsalget øver jeg mig på at sige, at jeg er “sessantasette” (67). Jeg kunne have sparet mig, for damen taler udmærket engelsk.
Først senere slår det mig, at det havde været en kompliment, hvis hun havde bedt mig dokumentere påstanden, men det gjorde hun ikke.